< Alawitter i den muslimske verden

Juni 2026

Forestil dig følgende: En from muslimsk rejsende træder ind i moskeen og bemærker et stort antal dyr og halm. Da han begynder sin bøn, hører han en høj, grov stemme, der siger til ham: »Hold op med at bræge, foderet kommer til dig.« Stemmen kunne have været fra et medlem af den samme sekte, som, da de udførte et overraskelsesangreb på den [muslimske] landsby Jabala midt under fredagsbønnen, råbte: »Der er ingen Gud uden for ’Ali, intet slør uden for Muhammed og ingen dør uden for Salman«, mens de massakrerede mændene og forvandlede moskéerne til værtshuse – ja, vinværtshuse! Hvem er disse folk, og da de angreb kristne, jøder og medmuslimer, var de da virkelig muslimer? Disse »muslimer« anerkendes som sande muslimer af mange shiitter og nogle sunnier. »Muslim« står dog i anførselstegn, fordi disse mennesker af rigtig mange muslimer betragtes som kættere (Ghali), der står uden for islam.

Hvem er disse mennesker? Hvad har følgende til fælles: et forfulgt folk, vilde lovløse og en batteridrevet elektrisk messias? Hvem er det, der tror på en »Treenighed«, hvis højeste manifestation er Muhammed, 'Ali og Salman al-Farisi? Formålet med denne artikel er at give både muslimer og ikke-muslimer et andet perspektiv på islams verden, nedbryde stereotyper om muslimer og måske, gennem et kort indblik i alawitternes mærkelige skikke, give anledning til nogle dybe overvejelser. Vi vil besvare alle disse spørgsmål, men for at kunne gøre det må vi gå tilbage og forstå et par ting om deres oprindelse.

Alawitternes oprindelse

Der hersker faktisk stor uenighed om alawitternes oprindelse. De foretrækker i dag betegnelsen »Alawi« (tilhænger af Ali), men de blev tidligere kaldt nusayrier. Nogle mener, at nusayrierne var efterkommere af nazerinerne i Syrien, som den romerske historiker Plinius nævnte i »Historia« 5:23. Alawitterne består af en række stammer, hvoraf nogle var indfødte i det nordvestlige Syrien; andre stammer emigrerede fra Irak i det 12. århundrede. I 1516 dræbte den osmanniske kejser Selim I, »den Grusomme«, over 9.400 hovedsageligt alawitiske shiitter med velsignelse fra de sunnitiske religiøse ledere. Han bosatte mange tyrkere i alawiternes hjemland i det nordøstlige Syrien, men med tiden sluttede mange af dem sig også til alawitterne.

Alawitterne forsøgte at oprette deres eget land, der først blev kaldt »Den alawitiske stat«, og derefter skiftede navnet til »Sanjak af Latakia« fra 1920 til 1936. I dag er der op til 3,5 millioner alawitter, og de kontrollerede Syrien indtil 2011.

Deres religions historie

Ifølge dem selv stammer denne shiitiske gruppe fra Gud, og deres religion er det, som Muhammed og 'Ali lærte. Ifølge spørgsmål 44 i den drusiske katekismus brød de med druserne, fordi de tilbad 'Ali, mens de egentlig burde tilbede Lord al-Hakim (996–1021 e.Kr.), som for druserne er den synlige Gud.

Ifølge Patrick Seale i *Asad: The Struggle for the Middle East*, Univ. of Ca. Press 1968, s. 8: »Ligesom de beslægtede sekter druserne og ismailitterne var de * * nusayrierne en rest af den shiitiske opstand, der havde fejet over islam for tusind år siden. De var øer efterladt af en tidevandsbølge, der var trukket sig tilbage.«

Nogle sporer alawitternes lære tilbage til Muhammad ibn Nusayr an-Namiri (ca. 850 e.Kr.), der kaldte sig selv Porten (Bab) til Sandheden. Den udviklede sig tilsyneladende gennem Husayn ibn Hamdan al-Khasabis (ca. 970 e.Kr.) lære. Da shiitterne mistede magten, blev alawitterne dræbt af korsfarere, mamelukker og osmannerne, og alawitterne kæmpede også indbyrdes. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at der fandtes et sunnitisk alawiyya-dynasti i Marokko, men det har ingen forbindelse hertil.

Konflikt om den alawitiske religion

Alawitterne er en udløber af tolv-shiitterne. De blev i 1974 anerkendt som legitime muslimer af den libanesiske tolv-shiitiske leder Imam al-Sadr, efter at alawitten Hafez Assad havde taget magten i Syrien i 1971. Hans søn, Bashar, er ligeledes alawit. Andre, mindre grupper tror også på guddommeliggørelsen af ’Ali, og disse grupper kaldes sammen med alawitterne for »alawier«.

Ibn Taimiya/Taymiyya (d. 1328), ortodoks muslimsk lærd og grundlægger af wahhabismen, udstedte en fatwa (retlig kendelse) mod alawitterne i ret barske vendinger. Han sagde, at de ikke var troværdige, »de var større vantro end de kristne og jøderne … endda større end afgudsdyrkere.« Han godkendte jihad mod dem og sagde, at det var lovligt at tage deres ejendom og udgyde deres blod, medmindre de viste anger. Se The Encyclopedia of Islam, ny udgave 1995, bind 8, s. 146-148 for mere om dette.

I 1097 massakrerede korsfarerne oprindeligt en gruppe nusayrier, men da de hørte, at disse ikke var sande muslimer, tolererede korsfarerne dem og hjalp dem endda i kampen mod ismailitterne. I 1120 besejrede kurderne og de ismailitiske muslimer 25.000 nusayrier, men i 1123 besejrede nusayrierne, med hjælp fra nogle ismailitter, der havde skiftet side, kurderne. I 1291 mødtes alawitiske og ismailitiske ledere uden succes i 'Ana for at forsøge at slå sig sammen (ibid. s. 147). De egyptiske (muslimske) mamelukke-herskere forfulgte dem fra 1260 til 1518. Da osmannerne overtog Syrien fra 1516 og frem, forfulgte de også alawitterne. I 1832, efter at nusayrierne havde angrebet den ismailitiske landsby Masyaf, sendte pashaen af Damaskus tusindvis af soldater for at bekæmpe dem. De blev også forfulgt i 1870 og 1877. Franskmændene pacificerede de alawitiske områder fra 1918 til 1922. Efter at alawitterne havde massakreret kristne nonner den 27. april 1924, dræbte franskmændene flere alawitter. Under Sliman Murshad kæmpede mange alawitter mod de nationalistiske syriske tropper, indtil Sliman blev hængt i 1946. Alawitter udgør i dag 8-12 % af den syriske befolkning. De udgør 65 % af befolkningen i Latakia-regionerne i det østlige Syrien og en lille del af det sydlige Tyrkiet.

Efter at Hafez Assad var kommet til magten, var det sunni-muslimske Broderskab (Ikwan) tæt på at myrde Assad den 26. juni 1980. Mange af Ikwan-medlemmerne befandt sig i byen Hama, og regeringen sendte 500 syriske soldater for at straffe dem. Ikwan dræbte dem alle. Fra alle moskéerne i Hama lød det højt og tydeligt, at guerillakrigen mod Assad var forbi, og at det nu var tid til åbent at støtte Ikwan og drive de »vantro« ud. Gaderne i Hama var for smalle til kampvogne, så Assads bror beordrede artilleriet til at jævne byen med jorden og sendte derefter tropper ind for at dræbe alle de øvrige. Mellem 20.000 og 38.000 mennesker blev dræbt. En alawit fortalte mig, at Assads bror blev udvist fra Syrien på grund af dette. Syrien havde dog ingen problemer med sunnitiske hellige krigere i over tredive år efterfølgende.

Resumé: Ikke-alawitiske muslimer er ikke alle enige om, hvorvidt alawitterne er ægte muslimer eller ej. Alawitterne hævder at følge islams væsentligste læresætninger, men der er åbenbart store forskelle i fortolkningen. På samme måde hævder alle muslimer at følge Jesu lære, men kun få har læst den og kender til de indbyggede modsætninger mellem Fredsfyrsten (dvs. Jesus) og islam. Mens mange muslimer betragtede alawitterne som ghulat (en sekt), der var længere væk fra Muhammeds lære end selv kristne og jøder, vil nogle måske betragte islam som en ghulat i forhold til Jesu lære.

Men uanset hvilke fejl alawitterne og sunnierne begår, eller hvilke forskelle der er mellem dem og kristne, jøder eller drusere, er det forkert af os at dræbe nogen på grund af en forskel i religion.

Troen hos alawitterne

Hemmeligholdelse: Alawitterne har forsøgt at holde deres indre lære og ritualer hemmelige, lidt ligesom frimurerne eller mormonerne. Et af deres ritualer er et » « nadverritual, der indebærer indtagelse af vin. Ligesom katolikkerne tror de, at vinen forvandles til guddommen Allah.

Islams fem søjler: trosbekendelsen, bønnen, almissen, pilgrimsfærden og fasten under ramadanen betragtes kun som symboler, og der er ingen grund til at udøve dem. De har to andre søjler:

Jihad, eller den hellige kamp/krig, blev også betragtet som den sjette søjle af kharijitterne.

Tilbedelsen af ’Ali (kaldet Waliya) er den syvende søjle. Dette indebærer ikke blot hengivenhed over for ’Ali, men også kamp mod ’Alis fjender. I *Encyclopedia of Islam*, ny udgave 1995, bind 8, s. 147, står der: »Som ghulat tilbeder Nusayriyya-sekten ’Ali b. Abi Talib som den højeste og evige Gud (al-ilah al-a’zam, al-kadim al-azal).«

En »treenighed«: Næsten alle shiitter (med undtagelse af zaydiitterne) tror, at 'Ali, Muhammeds svigersøn, var den retmæssige første kalif. Alawitterne går imidlertid længere og tror, at 'Ali er en del af en manifestation af en »treenighed« af Allah. De fleste muslimer afviser enhver form for treenighed. Ligesom de andre isma’ilitter har Allah manifesteret sig i en treenighed mindst syv gange. Den sidste manifestation var Muhammed, 'Ali og Saliman al-Farisi. »al-Farisi« betyder »perseren«. Det var Saliman, der foreslog at grave en stor grøft omkring en del af Medina under Slaget ved Grøften.

Syv cyklusser: Alawitterne tror, at Allah har åbenbaret sig i syv cyklusser bestående af tre dele.

Navn / Slør / Det skjulte (Ism) Åbenbaret / Essens (Ma’na) Port (Bab)
Adam Abel ?
Noah Set ?
Jakob Josef ?
Moses Josva ?
Salomo Asaf/’Asaf ?
Jesus Peter ?
Mohammed Ali Saliman al Farisi
? De 10 imamer ?
? Den 11. imam Muhammad b. Nusayr

Bemærk, at Noah og Seth er sammen, selvom der er over et årtusinde imellem deres levetider.

Reinkarnation (nasukkiyya): Mennesker, der fornægter ’Ali, vil blive straffet ved at blive reinkarneret som dyr. I *The Encyclopedia of Islam*, ny udgave fra 1995, bind 8, s. 147, står der, at nusayrierne tror, at nusayriernes sjæle oprindeligt var lys, der priste Gud, men at de senere gjorde oprør mod ham og bestred hans guddommelighed. Siden da har deres sjæle været forvist til jorden, hvor de vil blive reinkarneret mange gange, mens de ikke-udvalgte reinkarneres i al evighed.

At gå i moské er ikke vigtigt for de fleste alawitter. De afholder dog ceremonier i den berømte Umayyade-moské i Damaskus.

Helligdage: Ligesom både sunnier og shiitter fejrer de offerfesten Id al-Adha. Ligesom andre shiitter fejrer de højtiderne Eid al-Fitr, Eid al-Kabir og Ashura. De fejrer også jul og Helligtrekongersdag. Desuden fejrer de Nawruz, som er zoroastriernes nytår. Andre shiitter fejrer også denne dag og lærer, at det var den dag, hvor Muhammed overdrog kalifatet til ’Ali.

Astrologi: Selvom Muhammed var imod astrologi, benytter alawitterne sig af astrologi; måske er de her blevet påvirket af zoroastrianerne. De tror, at stjernerne i Mælkevejen i virkeligheden er de troendes guddommeliggjorte sjæle. “Den, der erkender ma’nas identitet, bliver frelst og kan undslippe metempsykose [reinkarnation]; hans sjæl, frigjort fra kroppen og forvandlet til en stjerne, genoptager sin rejse tilbage gennem de syv himle for at nå det endelige mål (ghaya), nemlig kontemplation (my’ayana) af det guddommelige lys.” (The Encyclopedia of Islam, ny udgave 1995, bind 8, s. 148)

Ifølge den gamle nusayri-teologi har kvinder ingen sjæl og reinkarneres ikke. *The Encyclopedia of Islam, New Edition* fortsætter: »Kvinder er udelukket fra dette, fordi de er født af djævlens synder; af denne grund har de ikke ret til at deltage i mændenes rettigheder (Sulayman, Bakura, 61).« Også dette adskiller sig markant fra Muhammeds lære, hvor han lærte, at størstedelen af helvedets beboere var kvinder (Bukhari, bind 2, bog 18, kap. 9, nr. 161, s. 91-92; bind 1, bog 6, kap. 8, nr. 301, s. 181, og bind 1, bog 2, kap. 21, nr. 28, s. 29). I moderne tid fortalte en alawit mig imidlertid, at de i dag faktisk tror på, at kvinder har sjæle.

Vin: Alawitterne i Syrien drikker vin. National Geographic Magazine har et billede af to syriske mænd i traditionel arabisk dragt, der drikker vin sammen. En alawit fortalte mig dog, at de ikke går ind for at drikke sig fulde.

’Alawitiske sekter

Alawitterne er selv opdelt i fem sekter: Solsekten (Shamsiyya), Månesekten (Qamari), Murshiderne – opkaldt efter deres Messias, Sliman Murshid/Murshad – Haidariyya og Ghaibiyya. Alle er enige om de alawitiske »grundprincipper«, men da Guds guddommelige manifestation, Ali ibn Abi/Abu Talib, forlod jorden, er Sol- og Måne-sekterne uenige om, hvorvidt han nu lever i solen eller i månen. Månesekten består af seks stammer af 'alawitter. Størstedelen af 'alawitterne tilhører den sekte inden for deres religion, som deres forældre og stamme tilhørte. Men sandsynligvis tilhører et flertal af verdens befolkning en religion simpelthen fordi det er deres families tradition. Mange mennesker i dag søger en tradition; hvor mange søger den sande Gud?

Sliman Murshad, den elektriske Messias

Sliman Murshad blev født engang før 1900. Han udråbte sig selv til Messias; mange ’alawitter fulgte ham, selvom det skal nævnes, at mange ikke gjorde det; og hans tro er ikke repræsentativ for alle ’alawitter. Ligesom Muhammed havde Sliman tilsyneladende symptomer, der lignede epileptiske anfald. Ligesom Muhammed hævdede hans tilhængere, at han også udførte mirakler. For eksempel begravede han hemmeligt mad i en lermur, og når han slog hårdt på muren, kom maden frem, så landsbyboerne kunne spise den. Hans ben glødede i mørket, fordi han havde malet dem med fosfor. Fosforet glødede, når han bogstaveligt talt lyste op, fordi han havde lys forbundet til et lille batteri, han bar på sig. Han ledede et oprør mod den syriske regering under » «, han fik en vis støtte fra franskmændene, og syrerne hængte ham til sidst i 1949.

Det mest mærkværdige var, at selv nogle af dem, der havde sagsøgt Sliman og ikke troede, at han var nogen form for Messias, var kede af at se ham dræbt, fordi han fremmede sagen om »alawitisk autonomi«. Under alle omstændigheder sluttede mange alawitter sig efter den tid til hæren og det syriske Baath-parti. (Det irakiske Baath-parti er ikke alawitisk.) I 1971 blev Hafiz/Hafez Assad præsident i Syrien, og hans søn Bashar regerer i dag.

Er din religion sand, eller har den også brug for »batterier« for at holde sig i gang? Jesus sagde: »Jeg er verdens lys« (Johannes8:12 ). Ligesom insekter flyver ind i insektlamper og dør, når de burde søge mod solen, så ender menneskers sjæle i helvede, når de søger den »insektlampe«, der har brug for fosfor og batterier, i stedet for at søge Guds sande lys.

Hvis du er træt af religioner, der har brug for rekvisitter, tvang eller traditioner for at holde sig i live og brænde med, så vend blikket mod Jesus, som forvandler os. Du har ikke brug for lange kommentarbøger eller hadither om alle de finere lovmæssigheder i den rituelle religion; også disse er insektlamper, når du har brug for Gud. Gud tillader ikke, at Hans ord bliver forvansket, og hvis du tror på det, så stol på Guds ord, Bibelen.

Det tiltrækkende ved den »alawitiske tro«

Hvorfor er folk »alawitiske muslimer«? Nogle tror måske, at det er, fordi det giver en mulighed for at være muslim (med de deraf følgende fordele i et muslimsk samfund) uden at skulle udføre alle ritualerne og gå så meget i moskeen. Alkohol (men ikke at blive beruset) er i orden for en »alawitisk muslim«. Men der er mere end det.

I den ortodokse islam er Allah næsten uerkendelig. I sunni-islam skal man, hvis man vil vide alt, hvad der behager og mishager Allah, »indgående studere« alt, hvad Muhammed gjorde, som det er nedskrevet i traditionerne (sunna), der er bevaret i haditherne. Haditherne er på en måde mere indflydelsesrige end Koranen, fordi der er så meget mere, der er uddybet i alle disse bind. Den shiitiske islam har sine egne læresætninger fra Ja’far og andre, men i praksis lytter de til imamerne. Alawitterne nærer stor respekt for Muhammed og Ali, og derfor tilbeder de dem som Allah. Alawitterne ønsker at kende Gud, og de mener, at de kan gøre det ved at erstatte Muhammed, Ali og Salman al-Farisi som en treenighed. Et problem ved dette er, at Muhammed og ’Ali aldrig hævdede at være Gud, at være ét med Gud eller at kunne tilgive synder. De accepterede aldrig tilbedelse eller titlen »Herre«, og de tillod heller ikke andre at kalde dem Gud.

Den sande Gud kan kendes i Det Gamle Testamente. Det viser, hvordan Gud omgik sig med konger, dommere og almindelige mennesker. I Det Nye Testamente er Gud selvfølgelig endnu mere kendbar, da Jesus kom til jorden.

Sammenligning med Bibelen

Hemmelige lærdomme er en del af den alawitiske religion. Kristendommen rummer en dyb sandhed, som kun blev kendt gennem Guds åbenbaring. Men Gud har åbenbaret alt, hvad han ønsker, at vi skal vide. Der findes ingen kristen lære, oplevelse eller praksis, som kristne underviser i i dag, som ikke er let tilgængelig for ikke-kristne at høre eller læse. Paulus sagde i Efeserbrevet 3:9-10, at hans mission var »at oplyse alle om forvaltningen af denne hemmelighed, som i evigheder har været skjult i Gud, som skabte alle ting. Hans hensigt var, at Guds mangfoldige visdom nu gennem kirken skulle blive kendt…«

Tilbedelse af andre er udtrykkeligt forbudt i det første af de ti bud. »Jeg frygter dog, at ligesom Eva blev forført af slangens list, så kan jeres sind blive ledt på afveje fra jeres enkle og rene hengivenhed til Kristus.« (2. Korintherbrev 11:3)

Reinkarnation: Bibelen lærer, at reinkarnation er forkert; i Hebræerbrevet9:27 står der, at mennesket er bestemt til at dø én gang. I 2. Samuel 12:23 sagde David om sit døde spædbarn: »Jeg skal gå til ham, men han skal ikke vende tilbage til mig.« Reinkarnation giver ingen mening, da vi alle kommer i himlen eller helvede efter døden. Prædikeren 11:3 viser også, at »hvor et træ falder, der skal det ligge.«

Astrologi, det vil sige at stole på himmellegemer for at få råd om fremtiden, er forkert ifølge Bibelen i 3. Mosebog19:26 ;22:27 ; 5. Mosebog 18:11-14; 2. Kongebog 17:16; 21:3,5; 2. Krønikebog 33:3-6.

Kvinder: I Bibelen har mænd og kvinder forskellige roller. Men hvad angår værdi, viser Galaterbrevet3:28 , at der hverken er mand eller kvinde i Kristus Jesus; alle troende har det privilegium at være Guds børn.

Vin: Det Gamle Testamente viser, at det er tilladt at drikke vin, men Efeserbrevet 5:18 påbyder os ikke at være berusede. Alawitter drikker vin, men jeg har ingen beviser for, at de heller tror på at drikke sig fulde.

Evangeliet for 'alawitterne (og alle andre)

Gud er større end vores tanker: Alawitterne tror med rette, at Gud er mere kompleks end blot Allah, men de tilbeder Muhammed, Ali og Saliman al-Farisi som Gud. Det er forbløffende, at de tilbeder Muhammed, som lærte, at han ikke var Gud, og ikke tilbeder Jesus, når han og de tidlige kristne for århundreder siden havde lært, at Jesus var Gud. Jesus viste ikke blot, at han var Gud i en abstrakt forstand, men han modtog tilbedelse, tilgav synder – hvilket kun Gud kan gøre – og accepterede også, at andre kaldte ham Gud.

Gud skabte os: Har du nogensinde standset op for at undre dig over, hvorfor Gud overhovedet skabte mennesker? Koranen giver ikke noget direkte svar, men Bibelen giver en række grunde.

• Vi blev skabt til Guds ære (Esajas 43:7; 62:3) for at forkynde hans pris (Esajas 43:21) som hans vidner (Esajas 43:10)

• Gud elsker os og glæder sig over os (Zefanja3:17 )

• Ligesom en far elsker sine børn (Malakias 1:6; 1. Johannesbrev 3:1), så tager Gud sig af os. (Salme 8:4; Nahum 1:7; 1. Petersbrev 5:7)

• Gud ønsker, at vi skal leve hos ham for evigt (Åbenbaringen 21:3; 2. Korintherbrev 5:4)

• Vores glæde (Filipperne 3:1) og lys vil være Gud (Åbenbaringen21:23 –25; Johannes 1:5,7–9), hvilket er bedre end at se frem til vin (Salme 4:7)

• Vi er skabt i Kristus Jesus til at udføre gerninger (Efeserbrevet2:10 )

Vi har et formål, og lad ikke religion eller noget andet forhindre dig i at opfylde vores formål.

Folk flygter fra Guds sandhed: Vi har ingen grund til at se ned på 'alawitter, der tror, at 'Ali i dag lever på solen, eller dem, der tror, at 'Ali lever på månen, for har de fleste mennesker ikke på et eller andet tidspunkt valgt at tro på noget, blot fordi de havde lyst til det, uden først og fremmest at bekymre sig om sandheden? Ikke alene foretrækker folk at tro på vanvittige, opdigtede doktriner, men de ønsker heller ikke at tro, at Guds vej er den bedste vej. Når en person, der kender sandheden om Gud, beslutter sig for at tage stoffer, drikke sig fuld, leve umoralsk eller jagte penge som sin afgud, er vedkommendes tankegang så mere rationel end alawitternes? Nej, vi er alle i samme båd uden Gud, og Gud var ikke blot nødt til at åbenbare sandheden, men Han er også nødt til at vejlede mennesker hen imod den, da mennesker er så tilbøjelige til at jagte efter dette livs vildfarelser.

Der er én vej, Guds vej: Selvom vi alle har vendt os bort fra Gud og fulgt vores egne vildfarelser, var Gud ikke færdig med os. Mens vi stadig var Guds fjender, sendte Gud sin søn Jesus Kristus for at dø for os, som Romerbrevet 5:10-11 viser. Almindelige profeter kom for at undervise; Jesus underviste ikke blot som andre profeter, han kom for at dø for vores synder (Joh1:29 ; 1 Timoteus 2:6; 1 Johannes 2:2). Jesus sagde i Johannes 14:6: »Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen gennem mig.«

Vi må søge Gud: Jesus sagde til os, at vi skulle søge ham i Mattæus 7:7-12. Mattæus7:14 tilføjer: »Gå ind gennem den trange port. For bred er den port og bred er den vej, der fører til fortabelse, og mange går ind ad den. Men smal er den port og trang er den vej, der fører til livet, og kun få finder den.«

Vi skal bekende Jesus som Herre: »For hvis du med din mund bekender, at ’Jesus er Herre’, og i dit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde, skal du blive frelst. For med hjertet tror man og bliver retfærdiggjort, og med munden bekender man og bliver frelst. Det er netop, som Skriften siger: ’Enhver, der tror på ham, skal aldrig blive til skamme.’ For der er ingen forskel mellem jøde og græker: Den samme Herre er Herre over alle og giver rigeligt til alle, der påkalder ham, for: ’Enhver, der påkalder Herrens navn, skal blive frelst.’” (Romerne 10:9-13)

Referencer og weblinks gældende pr. 6. juli 2013

First Encyclopedia of Islam, bind 6, s. 964-976. E.J. Brill, 1913-1936.

The Encyclopedia of Islam, ny udgave, bind 8, s. 146-149. E.J. Brill, 1995.

www.gospelcom.net/apologeticsindex/a21.html indeholder en række sider om islam og Mellemøsten.

http://www.lexicorient.com/e.o/alawites.htm giver oplysninger om alawitternes tro.

For yderligere oplysninger kontakt www.MuslimHope.com

Flere referencer om »alawitter og kvinder«

*Shorter Encyclopedia of Islam* af H.A.R. Gibb og J.H. Kramers, E.J. Brill, s. 454

»Kosmogoni og eskatologi. Ifølge nusairierne findes der umiddelbart under den uudsigelige guddommelighed en åndelig verden af himmelske væsener (eller stjerner), som udgår fra ham i følgende hierarki: ism, bab og andre ahl al-maratib (af de første syv klasser); det er den ’store lysende verden’ (’alam kabir nurani); når de viser sig her nede, er det for gradvist at føre de faldne væsener – halvt materialiserede og fanget i de kroppe, der er deres grave – tilbage til den ’lille lysende verden’; denne proces genopliver dem og bringer dem tilbage til himlen for at udgøre de syv sidste klasser af ahl al-maratib (119.000 ud af i alt 124.000 = det traditionelle antal profeter); derefter kommer den »lille mørke verden« (zulmani), slukkede lys, sjæle, som fordømmelsen materialiserer (kumsan al-masukhiya), i kvinders og dyrs kroppe; og til sidst den »store mørke verden«, der består af alle den store lysende verdens »modstandere« (addad); dæmoner, som efter utallige forvandlinger i ligene af myrdede mænd eller slagtede dyr, der stadig dirrer efter døden, reduceres til inaktivt eller passivt stof (smedet metal osv.). Ligesom faldet finder sted gennem syv stadier (tvivl om guddommelige åbenbaringer), så gennemgår også de udvalgtes tilbagevenden til himlen syv cyklusser eller adwar af guddommelige udstrålinger.”

The New Encyclopedia of Islam af Cyril Glassé. Rowman & Littlefield Publishers, Inc. 2008

”Alawi-sektenes tro og praksis er, som det er tilfældet i lignende sekter, yderst heteroklit [heterogen] og varierer fra gruppe til gruppe. ’Alawi’erne har en samling skrifter kaldet Kitab al-Majmu’ (’Samlingens bog’), der udgør deres ’hellige bog’, og denne indeholder, blandt andet, siges det, uddrag af en forvansket version af Aristoteles’ Nikomachiske etik. En anden vigtig bog, fyldt med persiske idéer, er Kitab al-Haft ash-sharif ('De Ædle Syvs Bog’) eller Kitab al-Ashbar wa’l-Azilla, 'Bogen om fantomer og skygger’, hvor Gud i begyndelsen skaber 'en skygge, der kaster lys’, og lyset er indesluttet i sjælene. … Der hersker en tro på, at Mælkevejen består af de sande troendes guddommeliggjorte sjæle. Der findes også kristne elementer; alawitterne bruger visse kristne navne og fejrer på deres egen måde visse kristne helligdage; det berettes, at de religiøse ritualer for khassah’erne (de indviede udvalgte) – de øvrige, der betragtes som »profane«, kaldes »ammah« – omfatter en messelignende ceremoni, Quddas, med en velsignelse (om ikke indvielse) af nadverens elementer, især vinen, og endda indeholder henvisninger til »krop og blod«, som er »evigt liv«. … De alawitiske religiøse ritualer udføres i hemmelighed på deres egne forsamlingssteder, som ikke er åbne for udenforstående. Disse ritualer indebærer gradvise indvielser, hvor novicen trin for trin stiger op i sektenes indre viden; samtidig kan han derefter blive optaget i samfundets herskende oligarki, der er domineret af familieklaner. Alawitterne tror, at kvinder ikke har sjæle (hvilket er i fuldstændig modstrid med den islamiske lære). Ligesom druserne tror alawitterne, at deres reelle antal ikke ændrer sig – sandsynligvis gennem reinkarnation – og at dette antal er 112.000. (En lignende tro findes blandt sufier i Nordafrika og måske andre steder, nemlig at antallet af ’hellige’ altid er konstant i islam fra begyndelsen til i dag.)”

Encyclopedia of Islam, ny udgave (11 bind), bind 8. Redaktører: C.E. Bosworth, E. van Donzel, W.P. Heinrichs og G. Lecomte. E.J. Brill 1995, s. 147-148

»Som ghulat tilbeder nusayriyyaerne ’Ali b. Abi Talib som den højeste og evige Gud (al-ilah al-a’zam, al-kadim al-azal). Grundlaget for den nusayriske lære er en kosmogoni af gnostisk karakter (Sulayman, Bakura, 59–61; Halm, Gnosis, 298ff.). I tidernes morgen var nusayriernes sjæle lys, der omgav og priste Gud; derefter gjorde de oprør mod Ham og bestred Hans guddommelighed. Siden da er de blevet kastet ned fra de himmelske højder og forvist til jorden, hvor de er indespærret i materielle legemer og dømt til metempsykose [reinkarnation] (midlertidig nasukhiyya for de udvalgte, evig nasukhiyya for de fordømte). Under deres fald viser den højeste Gud sig for dem syv gange og opfordrer dem til lydighed, men de nægter. Ved hver manifestation ledsages Gud, der kaldes »Essensen« (ma’na) , af to underordnede hypostaser: »Navnet« (ism), som også kaldes »Sløret« (hidjab), og »Porten« (bab). I det jordiske liv åbenbares denne treenighed i talrige tilfælde: ma’na inkarneres efter hinanden i Abel, Set, Josef, Josua, ’Asaf, Sankt Peter og ’Ali b. Abi Talib, derefter i imamerne frem til den ellevte, al-Hasan al-’Askari; alle disse er derfor manifestationer af guddommelighed. Deres sande karakter er imidlertid tilsløret af tilstedeværelsen af hidjab eller ism (Adam, Noa, Jakob, Moses, Salomo, Jesus og Muhammed), idet hver af dem ledsages af en bab. Den centrale treenighed i den islamiske periode er ’Ali (ma’na), Muhammed (ism, hidjab) og Salman al-Farisi (bab). … Den, der anerkender ma’nas guddommelighed, bliver frelst og kan undslippe metempsykosen; hans sjæl, frigjort fra kroppen og forvandlet til en stjerne, genoptager sin rejse tilbage gennem de syv himle for at nå det endelige mål (ghaya), nemlig kontemplationen (my’ayana) af det guddommelige lys. Kvinder er udelukket fra dette, fordi de er født af djævlens synder; af denne grund har de ikke ret til at deltage i mændenes ritualer (Sulayman, Bakura, 61).

Henvisningen til Sulayman er Sulayman Efendi, al-Bakura al-sulaymaniyya fi kashf asrar al-diyana al-nusayriyya, Beirut 1864;