< Allahs døtre

Muslimer er ofte meget hurtige til at fortælle andre, at Gud tillod, at Bibelen blev forvansket. Det, de antyder, er, at Koranen i dag er Guds pålidelige ord, mens Bibelen ikke er det. Bibelen har mange mindre tekstuelle variationer, men beviserne for doktrinære ændringer er ubetydelige. Koranen har flere tegn på forvanskning i lyset af Ubai, ophævede vers, ’Uthman og andre problemer i Koranen. Den mest drastiske læremæssige afvigelse i Koranen, som muslimerne selv fremhæver, er imidlertid »Allahs døtre«.

Resumé

Den kristne hjemmeside http://answering-islam.org/Responses/Saifullah/sverses.htm siger: »En af de mest pinlige begivenheder i Muhammeds liv fandt sted, da Satan lagde sine ord i Muhammeds mund. Muhammad udtalte Satans ord som Guds ord. Denne begivenhed er dokumenteret af flere tidlige muslimske lærde og nævnes i haditherne og Koranen. Senere muslimer, der skammede sig over, at deres selvudnævnte profet havde udtalt Satans ord, benægtede, at begivenheden fandt sted. En lang række undskyldninger og benægtelser er blevet fremført af disse senere muslimer for at dække over Muhammads syndige fejltagelse.

Det må endnu en gang påpeges, at begivenheden med de »sataniske vers« ikke er noget, som ikke-muslimer har fundet på. Begivenheden er nedskrevet i de tidligste islamiske kilder, der findes om Muhammeds liv. Ingen bør tro, at det er en historie, der er opfundet af folk, der er kritiske over for islam. Det er en episode, der direkte findes i de tidlige islamiske optegnelser.

Dette emne er et af de mest kontroversielle inden for islam. Satan fik Muhammed til at recitere sine egne ord som Guds ord.”

Hvad sagde Koranen oprindeligt?

I Stjernesuraen (Sura 53), vers 19-20, står der: »Har I set Lat og ’Uzza og en tredje (gudinde), Manat?«

Allah spillede en fremtrædende rolle i det præislamiske Arabien som en gud med tre døtre: al-Lat, al-Uzza og Manat. (Bemærk, at al- betyder »den«.)

De fire tidlige biografer om Muhammed skrev, at disse vers oprindeligt blev efterfulgt af:

»Dette er de ophøjede traner (formidlere), hvis forbøn man kan håbe på.«

Fortolkning: Allahs døtre blev betragtet som himmelske væsener, der fungerede som forbønnere. Numidiske traner, der holder til i store højder, var en metafor for dem. En alternativ fortolkning af »er at håbe på« (turtaja) er »bliver accepteret med godkendelse« (turtada). (Fra Alfred Guillaumes oversættelse af Ibn Ishaqs The Life of Mohammed, s. 166.

Senere blev dette afsnit fjernet, og følgende blev indsat i stedet:

»Hvad! For jer det mandlige køn, og for ham det kvindelige? Se, sådan ville det sandelig være en mest uretfærdig opdeling.« (vers 53:21-22 i dag)

Fortolkning: De, der troede på Allahs tre døtre, var uretfærdige over for Allah, da de alle foretrak sønner, men alligevel sagde, at Allah kun havde døtre.

Dette er det, der er blevet betegnet som »De sataniske vers«. I moderne tid brugte Salman Rushdie udelukkende dette udtryk som titel på sin urelaterede og fiktive »roman«, og denne artikel diskuterer ikke den moderne fortælling. Hvad angår de oprindelige sataniske vers, hvordan kan en objektiv muslim eller ikke-muslim så afgøre, hvilke vers der oprindeligt var med? Resten af denne artikel fremlægger direkte og indirekte beviser for, at de sataniske vers oprindeligt var der, samt ni muslimske indvendinger.

De fire biografer:

Direkte beviser for de sataniske vers

Selvom ikke alt, hvad de tidlige muslimer sagde om Muhammed, var sandt, er islamiske lærde mere tilbøjelige til at acceptere ting, som Muhammed sagde, og som er bekræftet af tre eller flere kilder. Vi kender til de sataniske vers ikke fra ikke-muslimske kilder, men fra fire forskellige tidlige muslimske lærde, der var Muhammeds biografer. Bemærk, at tre af biograferne dokumenterede Muhammeds liv endnu tidligere end de berømte hadith-samlinger, som sunni-islam bygger på.

Al-Wahidi/Wakidi (død 207/823 e.Kr.) skrev *Asbab al-Nozul*. »En bestemt dag var de fremtrædende mænd i Mekka samlet i en gruppe ved siden af Kaabaen og drøftede, som de plejede, byens anliggender; da dukkede Muhammed op og satte sig venligt ned ved siden af dem og begyndte at recitere sura 53 for dem … ’Ser I ikke Lat og Ozza og Manat, den tredje derudover?’ Da han var nået til dette vers, indgav djævelen ham en tanke, som i mange dage havde besat hans sjæl; og lagde ord om forsoning og kompromis i hans mund, en åbenbaring, som han længe havde længtes efter fra Gud, nemlig: ’Disse er de ophøjede Kvinder, og sandelig kan man håbe på deres forbøn.’ erne var overraskede og henrykte over denne anerkendelse af deres guddomme; og da Muhammed afsluttede suraen med de afsluttende ord: »Derfor skal I bøje jer for Gud og tjene ham«, kastede hele -forsamlingen sig i enighed ned på jorden og tilbad. … Om aftenen besøgte Gabriel ham, og profeten reciterede suraen for ham. Da sagde Gabriel: »Hvad er det, du har gjort? Du har gentaget ord foran folket, som jeg aldrig har givet dig.« Da sørgede Muhammed dybt, …”

Ibn Sa’ad/Sa’d (død 230/845 e.Kr.) kendte til al-Wahidis værk, men han var selv en biograf, der skrev et 15-binds værk, *Kitab al-Tabaqat al-Kabir*.

Ibn Isaq/Ishaq (død 145/767 eller 151/773 e.Kr.) var en shafi’itisk sunni, der senere grundlagde sin egen kortlivede skole. Han skrev Sirat Rasullallah (Allahs profets liv). »[De udvandrede] forblev, hvor de var [i Etiopien], indtil de hørte, at folket i Mekka havde taget imod islam og kastet sig ned i tilbedelse. Det skyldtes, at kapitlet »Stjernen« [Sura 53] var blevet åbenbaret for Muhammed, og profeten reciterede det. Både muslimer og polyteister lyttede tavst til det, indtil han nåede frem til ordene: ’Har I set al-Lat og al-Uzza?’ De lyttede opmærksomt til ham, mens de troende troede på [deres profet]. Nogle faldt fra, da de hørte Satans ’saj’ og sagde: ’Ved Allah, vi vil tjene dem (traner), så de kan bringe os tættere på Allah’. Satan lærte disse to vers til hver eneste polyteist, og deres tunger tog dem let til sig. Dette tyngede apostlen stærkt, indtil Gabriel kom til ham og klagede…« (Han nævner overleveringskæden som Yazid bin Ziyad -> Muhammed bin Ishaq -> Salama -> Ibn Hamid -> ibn Isaq

Ibn Jarir al-Tabari (død 923 e.Kr.) var en shafi’itisk sunni, der skrev en 38-binds islamisk verdenshistorie frem til 915 e.Kr. Han er blevet kaldt »kommentatorernes sheik«. I bind 6, s. 108–110, skriver han: »Da Guds sendebud så, hvordan hans stamme vendte ham ryggen, og han var bedrøvet over at se dem afvise det budskab, han havde bragt dem fra Gud, længtes han i sin sjæl efter, at der måtte komme noget til ham fra Gud, som kunne forene ham med hans stamme… Og da han kom til ordene: ’Har I tænkt på al-Lat og al-Uzza og Manat, den tredje, den anden?’, lagde Satan på hans tunge – på grund af hans indre overvejelser og det, han ønskede at bringe sit folk – ordene: ’Disse er de højtflyvende traner; sandelig, deres forbøn bliver modtaget med godkendelse [alternativt: som noget ønskværdigt eller håbet på].’ Da Quraysh hørte dette, glædede de sig og var lykkelige og henrykte over den måde, hvorpå han talte om deres guder, og de lyttede til ham, mens muslimerne, der havde fuld tillid til deres profet med hensyn til det budskab, han bragte fra Gud, ikke mistænkte ham for vildfarelse, illusion eller fejl. … Derefter [senere] kom Gabriel til Guds sendebud og sagde: »Mohammed, hvad har du gjort? Du har reciteret for folket det, som jeg ikke bragte dig fra Gud, …«”

Senere muslimske lærde, der nævner dette, er:

❶ Abu Ma’shar fra Khorasan (787-885 A.H.)

❷ Ibn Abi Hatim

❸ Ibn al-Mundhir

❹ Ibn Hajar fra Asqalaan (773–852 A.H.)

❺ Ibn Mardauyah

❻ Musa ibn 'Uqba

❼ Zamakhsharis berømte kommentar til sura 22:52. (1070–1143 e.Kr.)

De første seks er ifølge *The Book of the Major Classes*, oversat af S. Moinul 'Haq.

Tidligere muslimske lærde, der også har nævnt dette, er:

Ka’b al-Qurazi, en af islams største tidlige koranlærde.

Urwah ibn al-Zubayr, en tidlig lærd fra Mekka, der er kendt som grundlæggeren af studiet af Muhammeds liv. Han var også Aishas nevø og søn af Abu Bakrs datter Asma – en af de første tyve, der konverterede til islam.

Abu Bakr ibn Abd al-Rahman ibn al-Harith, en af de førende lærde inden for islamisk lov i det første århundrede.

Abu al-Aliyah al-Basri, en anden af det første århundredes største koranlærde. Han studerede Koranen sammen med kalifen Umar, Ubayy ibn Ka’b, Zayd ibn Thabit og Ibn Abbas.  

al-Suddi, en anden tidlig lærd, der studerede hos Ibn Abbas.

Muhammad ibn al-Sa’ib al-Kalbi, en tidlig kommentator, der forfattede den længste tafsir, der var blevet skrevet indtil hans tid.

Qatadah ibn Di’amah, en af islams største tidlige kommentatorer.

al-Dahhak ibn Muzahim al-Balkhi, en ekspert i tafsir fra det første århundrede.

Ikrimah, en slave hos Ibn Abbas og en ekspert i Muhammeds liv.

Ibn Abbas selv, grundlæggeren af koranstudierne.

Sa’id ibn Jubayr, en af sin tids førende koranforskere og en af Ibn Abbas’ bedste elever. Nogle af Ibn Abbas’ beretninger stammer fra Sa’id ibn Jubayr.

Indirekte beviser for de sataniske vers:

Koranen og Bukharis hadither

Bukhari døde omkring år 870 e.Kr. (endda senere end tre af de fire nævnte kilder). Da Muhammed reciterede Stjernesuraen, bøjede både hedninge og muslimer sig. (Bukhari, bind 3, bog 19, nr. 173, s. 100; bind 3, bog 19, nr. 176, s. 101; bind 6, bog 60, nr. 385-386, s. 364-365; Abu Dawud, bind 1, bog 2, kap. 481, nr. 1401, s. 369) Det siges ikke, at hedningerne bøjede sig for nogen af Muhammeds andre recitationer; hvorfor skulle de så være så imødekommende over for netop denne sura, især da Bukhari og Abu Dawud IKKE nævner, at disse hedninger nogensinde blev muslimer, og dette fandt sted før kampene med disse mekanske hedninger!

Desuden siger sura 22:52: »Aldrig har Vi sendt en apostel eller en profet før dig, men når han nærede et ønske, kastede Satan noget (forfængelighed) ind i hans ønske; men Gud vil ophæve alt det (forfængelige), som Satan kaster ind, og Gud vil bekræfte (og fastslå) Sine tegn;…«

Sura 17:73-75 siger: »Og deres hensigt var at friste dig væk fra det, som Vi havde åbenbaret for dig, for i Vores navn at erstatte det med noget helt andet: (I så fald), se! De ville helt sikkert have gjort dig til (deres) ven! Og havde Vi ikke givet dig styrke, ville du næsten have ladet dig påvirke af dem en smule. I så fald ville Vi have ladet dig smage en dobbelt portion (af straf) i dette liv og en tilsvarende portion i døden; og desuden ville du ikke have fundet nogen til at hjælpe dig mod Os!“

Bemærk, at selvom nogle hævder, at sura 17:73-75 blev åbenbaret på tidspunktet for »Profetens himmelfart«, skrev Tabari og Ibn Sa’d, at sura 17:73-75 blev åbenbaret omkring tidspunktet for de sataniske vers. Muslimer har endda et særligt udtryk for Satans indskydelser, der groft udtales »wiswas«.

Ni muslimske indvendinger og svar

Muslimsk indvending 1: Nogle muslimske lærde, der forblev tavse om de sataniske vers, er Imam Muslim, der skrev Sahih Muslim, Abu Dawud, Nas’ai, Ahmad bin Hanbal og ibn Hisham.

Svar: Der er mange ting i én hadith-samling, som ikke findes i andre samlinger. For eksempel indeholder de længere hadither fra Bukhari ikke det materiale om, hvorfor man skal betale zakat, straffen for hamstring og de to engle, der besøger en muslim hver morgen, som det findes i Sahih Muslim, bind 2, kapitel 371, nr. 2205, s. 484. Som et andet eksempel ved vi, at Ibn Hisham brugte Bukhari, men han udelod den del, der handler om de sataniske vers. I Ibn Hishams udgave af Ibn Ishaq sagde han, at han havde redigeret ting ud, som han fandt upassende. Hvis han var for genert til at medtage det, er det ikke et bevis på, at det ikke fandt sted.

Muslimsk indvending 2: De påståede sataniske vers passer ikke ind i resten af sura 53.

Svar: Husk, at den moderne del ikke fulgte efter de sataniske vers, men snarere erstattede dem. Der er desuden tilfælde, hvor forskellige dele af en sura blev åbenbaret på forskellige tidspunkter. På den ene side sagde al-Wahidi, at Muhammed reciterede helt frem til de afsluttende ord. På den anden side ved vi heller ikke, om hele Stjernesuraen (53) efter vers 22 blev skrevet på samme tid. Vers 51-53 virker malplacerede, da de henvender sig personligt til Muhammed.

Muslimsk indvending 3: Sura 53:19-21 kan være blevet skrevet meget tidligere end de suraer, der omtaler Satans hvisken.

Svar: Tabari og ibn Sa’ad siger, at de blev åbenbaret på samme tid som sura 17:73-75. Ingen ved i dag med sikkerhed, hvornår mange vers i Koranen blev skrevet. På den anden side ville det, selvom det blev skrevet tidligere, ikke modsige det, der står der. Hvis en troende muslim virkelig tror på Koranen, herunder suraerne 17:73-75 og22:52 , må vedkommende tro, at Satan tilføjer ting til Koranen. John Gilchrist skriver i *Muhammed and the Religion of Islam*, s. 120: »Det andet argument er svagt, idet der ikke findes noget konkret bevis for, at den første del af sura 53 henviser til miraj [Muhammeds himmelfart], som fulgte efter udvandringen til Abessinien. Som allerede påvist henviser den næsten helt sikkert til en af Muhammeds første visioner, som ifølge Koranen selv er begrænset til de to, han havde, da hans mission begyndte. Desværre må man konstatere, at stort set alle muslimers faktuelle argumenter imod denne fortælling er lige så svage.«

Muslimsk indvending 4: De sataniske vers strider mod de centrale læresætninger om den ene Gud, som Muhammed konsekvent forkyndte.

Svar: Det er ikke blevet bevist, at Muhammed var konsekvent i alt. Husk, at Bukhari, bind 4, bog 54, kap. 10, nr. 490, s. 317; bind 4, bog 53, kap. 38, før nr. 400, s. 266; samt bind 8, bog 53, kap. 38, nr. 400, s. 267, beretter, at Muhammed faktisk var besat af det onde i en periode. Desuden var de biografer og andre, der nedskrev dette, stadig muslimer, så disse historikere beviser, at i det mindste nogle ville følge Muhammed, selvom han talte usandheder.

Muslimsk indvending 5: Mange passager i Koranen siger, at Muhammed ikke kunne fremsætte falske udsagn, og derfor er dette uforeneligt med fortolkningen om, at Satan indføjer ting. For eksempel

Sura 10:15b: »Sig: Det står mig ikke til at ændre det af egen vilje; jeg følger intet andet end det, der er åbenbaret for mig…«

Sura 41:42: »Ingen falskhed kan nærme sig den, hverken forfra eller bagfra; den er nedsendt af Den, der er fuld af visdom og værdig til al ros.«

Sura 15:9: »Vi har uden tvivl sendt budskabet ned; og Vi vil helt sikkert beskytte det (mod forvanskning).«

Sura 60:44-46: »Hvis han (Sendebudet) skulle finde på noget ord i Vores navn, ville Vi helt sikkert have grebet ham ved højre hånd, og Vi ville derefter helt sikkert have skåret hans hjertearterie over«
Svar: På den ene side hævdes det, at det var Satan, ikke Muhammed, der opfandt de sataniske vers, og at beskyttelsen af Koranen ikke udelukker, at en falsk lære kan snige sig ind, og at Allah retter den. På den anden side, hvis en muslim fortolker disse vers således, at der aldrig ville kunne snige sig noget falsk ind i en profets budskab, ville dette – uanset de sataniske vers – være i modstrid med Satans indskydelser, som nævnes i Koranen.

Desuden er dette ikke det eneste tilfælde, hvor et vers i Koranen er »forsvundet fuldstændigt«, fordi det blev ophævet. Sahih Muslim, bind 1, kap. 244, nr. 1433, s. 329-330, er en vigtig hadith, fordi den viser, at et vers ikke blot blev ophævet, men at det, efter at det blev ophævet, forsvandt fuldstændigt. Dermed gælder enten:

a) Koranen på en tavle [i himlen] indeholdt den tidligere version, og den senere version adskiller sig fra tavlen. Dagens koraner adskiller sig fra den himmelske tavle.

b) Koranen på en tavle i himlen indeholdt den senere version, og den tidligere version adskiller sig herfra. Den oprindelige recitation blev således fremstillet som en gengivelse af tavlen i himlen, selvom det i virkeligheden var en løgn.

Hvad er sandheden? Tavlen [i himlen] i sura 85:20-22 er formodentlig ikke lavet af modellervoks.

Muslimernes indvending 6: Måske indsamlede Tabari oplysninger ukritisk.

Svar: Selvom vi ikke har noget bevis for denne spekulation, skrev de tre andre biografer også om dette. To af dem var helt sikkert ældre end Tabari, så selv hvis Tabari viste sig at være ukritisk, ville det ikke have nogen væsentlig betydning, da vi stadig har de tre andre. En muslim ville måske ønske, at alle de tidlige biografer om Muhammed var så alvorligt mangelfulde, men flere kilder peger på deres nøjagtighed.

Desuden accepterede Tabari ikke alt ukritisk. For eksempel fortæller han i bind 1, s. 532, om mange muslimske overleveringer om Adam og Eva, som han havde lært af Torahens folk. Han citerer mange af dem, men siger, at han er forsigtig med hensyn til disse hadithers pålidelighed. (Fra Barbara Freye Stowassers bog *Woman in the Qur’an, Tradition, and Their Interpretation*, s. 28.)

Sunni-muslimsk indvending 7: De autoritative hadither nævner det ikke direkte.

Svar: Bukhari, bind 3, bog 19, kap. 42, nr. 173, s. 100; bind 3, bog 19, kap. 43, nr. 176, s. 101; bind 6, bog 60, kap. 286–287, nr. 385–386, s. 364–365; Abu Dawud, bind 1, bog 2, kap. 481, nr. 1401, s. 369, nævner, at mekkanerne bøjede sig, når de hørte sura 53. Det er svært at forklare på anden måde, hvad der var ved denne sura, der fik hedningerne til at bøje sig for netop denne sura, når de ikke bøjede sig for nogen anden. Koranen selv nævner også Satans »indskydelser«.

Sunni-muslimsk indvending 8: Shaykh al-Albani sagde i sine bøger om overleveringskæden, at beviset for de sataniske vers har en dårlig overleveringskæde (isnad).

Svar: http://answering-islam.org/Responses/ Saifullah/sverses.htm siger: »Hvad angår al-Albani, har jeg fået at vide, at han i disse dage er stærkt miskrediteret for at tage fejl angående isnader; han skriver endda i én bog, at en isnad er korrekt, mens han i en anden bog skriver, at den er forkert! Bogen *Al-Albani Unveiled* af Sayf ad-Din Ahmed Ibn Muhammad Amirul Islam giver masser af eksempler. På bagsiden står der: Denne bog er en analytisk undersøgelse af en af de fremmeste hadith-sheikher (Muhammad Nasiruddeen al-Albani) inden for den moderne islamiske bevægelse kendt som ’Salafiya’. Forfatteren har tydeligt påvist Al-Albanis modsigelser ved at henvise til det originale værk på arabisk (Tanaqadat al-Albani al-Wadihat) af den kendte jordanske hadith-lærd – Shakh Hasan ibn Ali al-Saqqaf.”

Muslimsk indvending 9: Ikke-muslimer udtrykker kritik af Muhammed og islam.

Svar: Denne begivenhed er ikke opfundet af ikke-muslimer, men er dokumenteret af muslimer selv. Disse fromme muslimer havde adgang til ældre kilder, end muslimer har i dag. At lukke øjnene for noget, der kritiserer ens synspunkt, udelukkende fordi det kritiserer ens synspunkt, er ikke foreneligt med ønsket om at følge sandheden. Da kristne hævder at forkynde sandheden, har vi et ansvar for at påpege en falsk profet. Vi gør ikke dette ud fra had eller egoistiske motiver, men ud af kærlighed og et ønske om at se muslimer vende sig bort fra deres falske lære, vende sig mod den ægte Jesus og slutte sig til os i glæde i himlen hos sandhedens Gud.

Hvordan kommer man videre herfra?

Muslimerne er selv ikke enige om, hvorvidt de sataniske ord oprindeligt var med i Koranen.

Alternativ 1: Hvad nu, hvis Muhammed faktisk talte som profet om Allahs døtres forbøn? Så ville det i det mindste gøre Muhammed til en falsk profet i en periode.

Alternativ 2: Hvad nu, hvis Muhammed aldrig udtalte de sataniske vers? Så var alle fire tidlige biografer om Muhammed enige om en fejl, nemlig at Muhammed var en falsk profet. Nogle mennesker vælger bevidst at følge noget, selvom de tror, at lederen udtalte ting fra Satan. Selv hvis dette var sandt, hvad gør man så med de vers i Koranen om de indskydelser fra Satan, som Muhammed modtog?

Uanset hvad lærer islam, at Allah alligevel tillader, at Hans ord forvrænges frygteligt, og at Allah tillader, at Hans oprigtige tilhængere lærer falske veje at kende som sandhedens vej. Dette skyldes, at Koranen i sura 43:44-45 angiver, at alle tidligere profeter havde det samme budskab. Faktisk siger sura 41:43, at der ikke blev sendt noget til Muhammed, som ikke også var blevet sendt til tidligere profeter. For en muslim gælder derfor enten

a) at Allah tillod sit forvanskede budskab før dette,

b) eller også er det Koranen, der er et forvrænget budskab.

Uanset hvad, siger islam, kan man ikke stole på, at Allah vil bevare sit Ord mod store doktrinære ændringer.

Stol på Gud

Den Almægtige Gud har magten til at bevare sit budskab. Mennesker bør have større tillid til Gud.

Stol på, at Gud har bevaret sit ord. Sura 5:46-48 siger, at Jesus bekræftede Toraen (i sin tid), at Gud sendte Skriften til jøder og kristne, og at de selv i Muhammeds tid kunne afprøve sandheden ved hjælp af den. Suraerne3:48 og 5:110-111 viser, at Jesus havde Toraen og Evangeliet. Jesu disciple var også inspirerede. I Bibelen viser Esajas 59:21; 40:8; Salme 119:89 viser, at Guds ord står fast for evigt. Hans ord var oprindeligt uden nogen fejl, og det er bevaret ufejlbarligt (uden væsentlige fejl) frem til i dag. (Es. 55:11; 1. Petersbrev 1:23-25; Salme 119:89,91,144,160).

Stol på, at Gud ønsker, at du skal følge sandheden og komme til Ham. Gud ønsker, at ingen skal gå fortabt (Ezekiel18:23 , 32; 2. Petersbrev 3:9). Alle skal adlyde Jesu Kristi evangelium i 2. Thessalonikerbrev 1:8.

Stol ikke på dødelige mennesker. Stol ikke på andre, der vil vende dig bort fra Gud. Faktisk skal du ikke være klog i dine egne øjne (Ordsprogene 3:7). Men: »Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen forstand; anerkend ham på alle dine veje, så vil han gøre dine stier lige.« (Ordsprogene 3:5-6) Stoler du på, at Gud vil gøre dine veje lige, hvis du anerkender ham?

Stol på Jesus; han er fra Gud, og Guds budskab er bevaret. Jesus er ingen tyv eller røver (Johannes 10:8-10). Stol på, at Jesus gav sit liv som løsesum (Mattæus20:28 ), for at være et syndoffer (Romerne 8:3), gennem sit blod, der blev udgydt på korset (Hebr.10:19 ).

Tro på Herren Jesus, så vil du blive frelst (Apostlenes Gerninger16:31 ). »… 'Den, der tror på ham, skal aldrig blive til skamme’« (Romerne10:11 ). Så stol på Gud, og stol på, at han trofast vejleder dig. Han tillod ikke, at hans evige ord blev forvansket, så Bibelen er pålidelig. Vend dit liv mod Kristus, så vil han give dig fred og trøst. www.MuslimHope.com.

Her er, hvad en kristen apologet sagde.

Da han hævdede, at »har I ikke hørt« kun kan være nedsættende, citerede jeg et vers fra Koranen, der bruger udtrykket sammen med »klart bevis fra Gud«, og jeg sagde, at Koranen ikke kan tale negativt om et klart bevis fra Gud. Som svar på hans påstand om, at muslimer aldrig boede i Abessinien i den mekanske periode, sagde jeg, at dette er et velkendt faktum i muslimsk historie. Derefter fremlagde jeg en liste over otte kilder, der beretter om De Sataniske Vers, og jeg henviste til verset i al-Bukhari, der bekræfter begivenheden (hvilket modbeviste hans påstand om, at begivenheden ikke kan findes i hadithen).

Shahabs afhandling, s. 17

Se alt s. 51 i

Bog 224 $

http://www.keenzo.com/showproduct.asp?ID=3287146

af Steven M. Morrison, PhD.