< Astronomi og Koranen

Juni 2006

Nogle muslimer hævder, at Koranen indeholder videnskabelige sandheder om solens, månens (og undertiden planeternes) baner. Jeg var interesseret i at undersøge dette, og vi vil gennemgå et par omveje, før vi når frem til en konklusion. Men konklusionen er: medmindre en muslim betragter disse vers som et sprog, der beskriver det ydre, vil disse vers modbevise, ikke bevise, Koranens videnskabelige nøjagtighed.

Sura 36:37-40 siger: »Og et tegn for dem er natten: Vi trækker dagen tilbage derfra, og se, de er nedsunket i mørke; 38 og solen følger sin bane i en periode, der er bestemt for den; det er bestemmelsen fra (Ham), den ophøjede i magt, den alvidende. 39 Og månen – vi har fastsat faser for den, indtil den vender tilbage som den gamle (og visne) nedre del af en dadelstængel. (40) Det er ikke tilladt for solen at indhente månen, ej heller kan natten overhale dagen: Hver (svømmer blot) i sin egen bane (i henhold til loven).” (Yusuf Alis oversættelse, originaludgaven) [Ord i parentes er også i parentes i oversættelsen.]

Nogle muslimer påpeger »solen følger sin bane i en periode, der er bestemt for den« og ordet »bane« i slutningen. Vi kan dog ikke lægge for stor vægt på solens »bane«, da Yusuf Alis oversættelse har en fodnote (17) til dette ord, hvor der står: »kredsløb, forløb«. Desuden står der i den reviderede udgave af Yusuf Ali »hvileplads« i stedet for »periode«.

Hvor frit oversætter nogle muslimer Koranen?

Sufi-hjemmesiden http://www.sufi.co.za/modern_science_and_islam.htm går endnu længere og siger

»Alle disse, jorden og himmellegemerne (de er alle planeter), og de er hele tiden i bevægelse i deres baner (eller om deres egen akse); de er svævende sfærer« (Ansari)

Den tilføjer ordene »(alle er planeter)« og »(eller om deres egen akse)« i parentes, fordi dette slet ikke står i den arabiske tekst. Så lad os se bort fra denne oversættelse, da den er for løs, og spørge: »Hvad lærer sura 36:37-40 egentlig?« Der er tre muligheder:

Solens og månens baner: Koranen lærte, at solen og månen bevægede sig i kontinuerlige baner/veje omkring jorden i en bestemt, forudbestemt periode

Svømmer til sit hvilested: Solen svømmer hen over himlen om dagen og begiver sig til sit hvilested om natten, hvorfra den vender tilbage til sin plads ved den følgende daggry. På samme måde svømmer månen på sin bane.

Sproget om udseende: Det samme som det foregående, men dette er ment som en beskrivelse af, hvordan tingene ser ud, ikke hvordan de faktisk er.

Lad os vende tilbage til arabisk

Bane/kredsløb: Yusuf Ali diskuterer det pågældende arabiske ord i fodnote 3983 på s. 1326. Han siger: »Mustaqarr kan betyde: (1) en tidsgrænse, en bestemt periode, som i vers 67, eller (2) et hvilested eller et sted for ro; eller (3) et opholdssted, som i vers 36. Jeg mener, at den første betydning passer bedst her; men nogle kommentatorer anvender den anden betydning. I så fald ville lignelsen være, at solen løber et løb, mens den er synlig for os, og hviler sig om natten for at forberede sig på at genoptage sit løb den følgende dag. Dens ophold hos antipoderne fremstår for os som dens hvileperiode.”

Bevæge sig/svømme/rotere: yasbahuna kan betyde at skynde sig fremad, selvom den mest direkte betydning er at svømme.

Svømme/rotere: Den berømte muslimske kommentator Ibn Taymiyah (død 1328 e.Kr.) skrev: »Himlegemmerne er runde (istidaaratul-aflaak) – som det fremgår af astronomernes og matematikernes (ahlul-hay’ah wal-hisab) udsagn..... [Ordet] falak [på arabisk] betyder det, der er rundt“ (Majmu’ul-Fatawa, bind 6, s. 566-567)

Det er ikke et »videnskabeligt mirakel«, at solen og månen er »falak«, fordi

a) Det arabiske udtryk for, at jorden kredser om solen, er ikke falak, men mahrek.

b) Ordet falak stammer ikke fra Koranen; det var et fremmedord.

En person bidrog med følgende: »Roden [arabisk – falaka] … fra den samme oprindelige semitiske rod stammer [akkadisk – pilakku]; [hebraisk – pelek]; [arabisk – falkatun], som alle betyder en spindels hvirvel, og via en anden afledningslinje [arabisk – falakun]; [etiopisk – falaka] for den himmelske halvkugle. Filologerne bestræber sig derfor som regel på at aflede [arabisk – falkun] fra denne rod, idet de forestiller sig, at det er opkaldt efter sin runde form.”

Desuden blev ordet falak brugt af araberne før Muhammeds tid til at henvise til de himmellegemers bane i »himmelkuplen«. Befolkningen både før og i Muhammeds tid troede på den aristoteliske/ptolemaiske verdensmodel, hvor Jorden befandt sig i centrum og var omgivet af syv sfæriske kupler. Man troede, at himmellegemer bevægede sig inden for disse sfærer, eller at sfærerne selv bevægede sig i en bane. Det faktum, at Koranen taler om syv himle, tyder stærkt på, at Muhammeds »astronomi« stemte overens med de ptolemæiske og aristoteliske modeller, som på dette tidspunkt i historien blev anset for at være faktuelle.

Min konklusion (indtil videre): Selvom den arabiske tekst er vag, siger disse ord intet, som folk i oldtiden før Muhammed ikke allerede havde sagt.

Men hvis vi antager, at Muhammed og hans tidlige tilhængere kunne forstå Koranen (en ret sikker antagelse), og at Koranens videnskabelige synspunkt er temmelig konsistent, så har vi to måder at nå frem til en rimelig konklusion på. For det første: Hvad sagde de tidlige muslimer om dette, og for det andet: Hvad siger resten af Koranen?

Hvad Muhammed og de tidlige muslimer sagde om solen

Hvor ville du henvende dig for at finde den korrekte betydning af Koranen? Zamakhshari? al-Tabari? Baidawi? Hvis du var en tidlig muslim, ville du blot henvende dig til Muhammed selv! Her er, hvad Muhammed forklarede, ifølge både Bukhari og al-Tabari.

»Fortalt af Abu Dhar: Profeten spurgte mig ved solnedgang: ’Ved du, hvor solen går hen (ved

solnedgang)?’ Jeg svarede: ’Allah og Hans Apostel ved det bedst.’ Han sagde: ’Den går (dvs. bevæger sig) indtil den kaster sig ned under Tronen og beder om tilladelse til at stige op igen, og den får tilladelse, og der vil komme en tid, hvor den vil være ved at kaste sig ned, men dens nedkastelse vil ikke blive accepteret, …’” Bukhari, bind 4, bog 54, kap. 4, nr. 441, s. 283

En anden oversættelse af det samme afsnit fra al-Bukhari lyder således:
”Abzur Ghifari (ra) fortalte: En dag spurgte profeten Muhammed (fred være med ham) mig: ’Abzar, ved du, hvor solen tager hen, når den er gået ned?’ Jeg svarede: ’Det ved jeg ikke, kun Allahs apostel kan svare bedre på det.’ Derefter svarede Profeten (SA): ’Efter solnedgang forbliver solen nedkastet under Allahs Aro’sh (Allahs trone) og venter på Allahs befaling om at stå op igen i øst. Der vil komme en dag, , hvor solen ikke længere vil få tilladelse fra Allah til at stå op igen, og Qeyamot (dommedag) vil ramme jorden.’“

I al-Tabari, bind 1, s. 231, står der: »Jeg spurgte Guds Sendebud [Muhammed]: ’Hvor går den [solen] ned?’ Han svarede: ’Den går ned i himlen og hæves derefter fra himmel til himmel, indtil den hæves til den højeste, syvende himmel. Til sidst, når den befinder sig under Tronen, falder den ned og kaster sig ned i tilbedelse, og de engle, der har ansvaret for den, kaster sig ned sammen med den. Solen siger derefter: ’Min Herre, hvorfra befaler Du mig at stå op, fra det sted, hvor jeg går ned, eller fra det sted, hvor jeg står op?’ Han fortsatte. Dette er (meningen med) Guds ord: »Og solen: Den løber til et sted, hvor den skal opholde sig (om natten)«, hvor den holdes under Tronen – »Det er forordnet af Den Mægtige og Alvidende«; med »dette« menes den mægtige Herres fremgangsmåde i Hans kongelige myndighed, Herren, som er »alvidende« om Sin skabelse. Han fortsatte. Gabriel bringer solen et lysende klæde fra Tronens lys, i overensstemmelse med dagens timers længde. Det er længere om sommeren og kortere om vinteren, og af mellemliggende længde om efteråret og foråret. [forårs-, efterårs- og vintermode!] Han fortsatte. Solen tager dette klæde på, ligesom en af jer her tager sit klæde på. Derefter får den frihed til at strejfe i himmelens luft, indtil den stiger op derfra, hvor den gør. … Den samme bane følger månen, når den stiger op … Men Gabriel bringer den et klæde fra lyset fra Fodskamlen. Dette er (hvad der menes med) Guds ord: »Han skabte solen til en lysende kraft og månen til et lys.«”

Solen og månen er tegn på Allah. Abu Dawud, bind 1, bog 2, nr. 1173, s. 304;

Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1462, 1464, s. 272; bind 2, nr. 1465, 1466, s. 273; bind 2, nr. 1475, s. 278; bind 2, nr. 1477, s. 280; bind 2, nr. 1481, s. 283; bind 2, nr. 1485–1486, s. 286–287; bind 2, nr. 1488-1489, s. 287, 289; bind 2, nr. 1500, s. 297; bind 2, nr. 1502, s. 299; bind 2, nr. 1505, s. 300; bind 2, nr. 1506, s. 301

Dhu al-Qarnaiyn [Zul Qarnain] »var vidne til, at solen gik ned på sit hvilested i en dam af sort og ildelugtende slim.« al-Tabari, bind 5, s. 173-174 (Se sura 18:82-97)

al-Tabari, bind 1, s. 234, nævner også, at solen går ned i en mudret kilde. Ordet »mudret« er hami’ah, hvilket betyder sort ler, men hamiyah er et lignende ord, der kan betyde varm. (Se fodnote 442, s. 234)

»Han [Muhammed] fortsatte: Når solen står op, stiger den op på sin vogn fra en af disse kilder ledsaget af 360 engle … Når Gud ønsker at sætte solen og månen på prøve, vise Sine tjenere et tegn og derved bede dem om at holde op med at være ulydige mod Ham og begynde at adlyde, styrter solen ned fra vognen og falder ned i dybet af det hav, som er sfæren. Når Gud ønsker at forstærke tegnets betydning og skræmme sine tjenere alvorligt, falder hele solen ned, og intet af den forbliver på vognen. Det er en total solformørkelse, hvor dagen mørkner, og stjernerne kommer frem.” al-Tabari, bind 1, s. 236

Hvad Muhammed og de tidlige muslimer fortæller os om himlene

Profeten [Muhammed] svarede: »Ali, det er fem stjerner: Jupiter (al-birjis), Saturn (zuhal), Merkur (utarid), Mars (Bahram) og Venus (al-zuhrah). Disse fem stjerner stiger op og bevæger sig som solen og månen og kappes med dem.« Alle de andre stjerner hænger ned fra himlen, ligesom lamperne hænger ned fra moskéerne, …“ al-Tabari, bind 1, s. 235-236

»Gud skabte et hav tre fasrakhs (18 kilometer) væk fra himlen. Med bølgerne holdt i skak står det i luften ved Guds befaling. Ingen dråbe deraf spildes. Alle havene er ubevægelige, men dette hav strømmer med en pilens hastighed. Det er frit til at bevæge sig jævnt i luften, som var det et reb, der er spændt ud i området mellem øst og vest. Solen, månen og de retrogradiske stjerner [de 5 planeter] bevæger sig i dets dybe bølger. Dette er (hvad der menes med) Guds ord: ’Hver svømmer i en sfære.’ ’Sfæren’ er vognens kredsløb i det dybeste bølgegang af dette hav.” al-Tabari, bind 1, s. 235

Konklusion fra de tidlige muslimer: Solen begiver sig bogstaveligt talt til et hvilested om natten, og solen og månen »svømmer« bogstaveligt talt i et hav af vand på himlen.

Hvad resten af Koranen siger

Bemærk, at versnumrene er forskellige i de forskellige oversættelser af Koranen. Disse versnumre og citater stammer fra Yusuf 'Ali (revideret udgave). Jeg har rettet brugen af store bogstaver.

Sura20:53 »Han, som har skabt jorden for jer som et udbredt tæppe«

Sura 50:7 »Og jorden – Vi har bredt den ud4946 og sat bjerge på den…«

Yusuf 'Alis fodnote 4946 lyder: »Jf. xiii. 3; og xv. 19 og n.1955. Jorden er rund, og alligevel fremstår den som en udstrakt, vidtstrakt flade, ligesom et tæppe, der holdes på plads af bjergenes vægt.« Så uanset om man mener, at dette lærer, at jorden er flad, eller ej, siger Yusuf 'Ali, at dette vers i det mindste siger, at jorden fremstår som et fladt tæppe.

Sura 67:15 »Det er Ham, der har gjort jorden håndterbar 5571 …« Andre oversættelser bruger ordet »jævn«. I Yusuf Alis fodnote 5571 står der: »Zalul bruges i ii 71 om et trænet og føjeligt dyr: her bruges det om jorden, og jeg har oversat det med ’håndterbar’…«

Sura 71:15 »’Ser I ikke, hvordan Allah har skabt de syv himle, den ene over den anden, og gjort månen til et lys midt iblandt dem og solen til en strålende lampe?’ Selv hvis man indrømmer, at dette er et sprog, der beskriver udseendet, er der intet, der tyder på undervisning i moderne astronomi.

Sura 71:19 »’Og Allah har skabt jorden for jer som et tæppe (udbredt),5718 …« Yusuf ’Alis fodnote 5718 siger: »jf. xx 53.

Sura 78:6-7 »Har Vi [Allah] ikke skabt jorden som en vid udstrækning 5890, og bjergene som pløkker?« I Yusuf 'Alis fodnote 5890 står der: Se note 2038 til xvi. 15. Jf. også xiii. 3 og xv. 19. Jordens vidtstrakte flade kan sammenlignes med et tæppe, hvor bjergene fungerer som pløkker….”

Zul-Karnain i sura 18 og astronomien

Sura 18:85-86 »Han [Zul-qarnain] fulgte den ene (sådanne) vej, indtil han, da han nåede solnedgangen, så, at solen gik ned i en kilde med grumset vand; i nærheden af den fandt han et folk. Vi [Allah] sagde: »O Zul-qarnain! (Du har magt til) enten at straffe dem eller at behandle dem med godhed.» »Grumset« er også blevet oversat som »mudret« og »sort«. »Kilde med … vand« er også blevet oversat som »kilde«. M.H. Skahir oversætter dette som »det sorte hav«.

Sura 18:89-90 »Derefter fulgte han [Zul-qarnain] en (anden) vej, indtil han, da han nåede solopgangen, fandt, at solen steg op over et folk, som vi ikke havde forsynet med nogen beskyttelse mod solen.«

Muslimske kommentatorer er uenige om, hvem Zul-qarnain (manden med de to horn) egentlig er. Nogle mener, det er Alexander den Store, andre mener, det er Kyros af Persien, og andre igen mener, det er en jemenitisk konge. Det spiller dog ingen rolle. Uanset hvad var Zul-qarnain i stand til at rejse til det sted, hvor solen faktisk stod op. Dette understøtter en kosmologi om en flad jord i Koranen. Endnu mere betydningsfuldt er det, at han rejste til det sted, hvor solen gik ned, og opdagede, at den gik ned i en mudret/grumset kilde.

Hvis man spørger astronomer, om solen virkelig går ned i en mudret kilde, vil de måske grine ad en.

Konklusion: Koranen lærer følgende:

Jorden er flad, udbredt som et tæppe og holdt flad af bjerge

Solen følger en bestemt bane gennem dagen, går derefter ned i en mudret/grumset kilde og begiver sig til Allahs trone.

Solen står derefter op på et bestemt sted

Med undtagelse af fem »retrogradstjerner« (planeter) hænger stjernerne som lamper.

Muhammed lærte de tidlige muslimer dette som en bogstavelig sandhed, ikke blot som en metafor eller en sammenligning.

Formålet med stjerner og meteorer

»Den nederste himmel har lamper [stjerner], og ’Vi har skabt sådanne (lamper) (som) projektiler for at drive de onde bort og har forberedt dem straffen i den brændende ild.’« Sura 67:5

»Skabelsen af disse stjerner har tre formål, nemlig som udsmykning af himlen, som projektiler til at ramme djævlene og som tegn til at vejlede rejsende. Så hvis nogen forsøger at finde en anden fortolkning, tager han fejl og spilder blot sin indsats...« Bukhari, bind 4, bog 54, kap. 3, før nr. 421, s. 282.

Stjerneskud kastes undertiden mod djævle, der forsøger at aflytte himmelske hemmeligheder. Sahih Muslim, bind 1, bog 4, nr. 902 og fodnote 674, s. 243.

Stjerneskud skal ramme [onde] engle, før de spreder det, de har hørt. Nogle gange fortæller de onde engle det dog til spåmænd, før de bliver ramt. Ibn-i-Majah, bind 1, bog 1, nr. 194, s. 110.

Meteorer skal angribe jinner (ånder). Sahih Muslim, bind 4, bog 24, nr. 5538, s. 1210

Stjernerne beskytter mod Satan. al-Tabari, bind 1, s. 223

Muhammed deler månen i to

»Hedningernes krav til Profeten om at vise dem et mirakel. Profeten viste dem, hvordan månen blev delt. Fortalt af ’Abdullah bin Massud: I Profetens levetid blev månen delt i to dele, og da sagde Profeten: ’Vær vidner (til dette).’” Bukhari, bind 4, bog 56, kap. 26, og bind 4, bog 56, kap. 26, nr. 830, s. 533.

»Anas berettede, at indbyggerne i Mekka bad Allahs Apostel om at vise dem et mirakel, og derfor viste han dem, hvordan månen blev delt.« Bukhari, bind 4, bog 56, kap. 26, nr. 831, s. 533.

»Ibn 'Abbas berettede: Månen blev delt i to dele i Profetens levetid.« Bukhari, bind 4, bog 56, kap. 26, nr. 832, s. 534.

Månens deling. Bukhari, bind 6, bog 60, kap. 225, nr. 290, s. 273 og fodnote 1, s. 273; bind 6, bog 60, kap. 287, nr. 387-391, s. 365-366; bind 6, bog 60, kap. 261, nr. 345, 349, s. 331; Bukhari, bind 6, bog 60, kap. 265, nr. 368–370, s. 331, 336

Månens spaltning: Sahih Muslim, bind 4, bog 37, nr. 6721, 6724–6730, s. 1467–1468

Sura 54:1 siger: »Dommedagen er nær, og månen blev kløvet i to. (Yusuf 'Ali, revideret udgave).

Bemærk, at »kløvet i to« betyder, at månen blev delt i to halvdele, og at verbet her står i datid. Vi har ingen beretninger om, at andre folk i verden, herunder i de nærliggende lande Egypten, Syrien eller Persien, så månen blive kløvet i to. Koranen og haditherne siger heller ikke, hvordan den blev samlet igen.

Yusuf 'Ali skriver i fodnote 5128: »Der gives tre forklaringer i Mufradat, og måske gælder alle tre her: (1) at månen engang fremstod splittet i to i dalen ved Mekka, synlig for Profeten, hans ledsagere og nogle vantro; (2) at den profetiske fortidsform henviser til fremtiden, idet månens spaltning er et tegn på, at dommedagen nærmer sig; og (3) at udtrykket er metaforisk og betyder, at sagen er blevet så klar som månen. At det første blev bemærket af samtidige, herunder vantro, fremgår klart af vers 2. Det andet er en begivenhed i forbindelse med solsystemets omvæltning ved den nye skabelse: Jf. lxxv. 8-9.”

Ingen andre i verden rapporterede på dette tidspunkt, at månen var splittet i to. Som en sidebemærkning indeholder Encyclopædia Britannica, bind 13, 1972, s. 458B, et billede af det astronomiske observatorium Chomsungdae nær Kyongju i Korea, der blev bygget i Silla-perioden i det 7. århundrede. Der findes ingen optegnelser om, at de eller nogen andre så månen splittet i to.

Modeksempler i Koranen?

Lad os se bort fra de foregående vers og i stedet diskutere andre vers i Koranen, som nogle muslimer mener understøtter moderne astronomiske teorier. For at være retfærdig over for dem, følger her de vers, de fremhæver, sammen med svarene.

Sura7:54 »…Han trækker natten som et slør over dagen, og de to afløser hinanden i hurtig rækkefølge:…«

Svar: At dag og nat følger efter hinanden er sandt, men det siger intet om videnskab eller astronomi, som primitive folk ikke allerede vidste.

Sura 13:2a og Sura 31:10 siger begge, at »Allah hævede himlene uden nogen søjler, som man kan se«.

Svar: Selvom ikke alle gamle folkeslag troede, at himlene blev holdt oppe af søjler, siger dette blot, at Allah ikke havde nogen synlige søjler, der kunne ses.

Sura 13:2b »…Han har underlagt sig solen og månen! Hver af dem løber (sin bane) i en bestemt periode«

Svar: At både solen og månen har en regelmæssighed, kunne selv primitive folk observere.

Sura21:30 »Ser de vantro ikke, at himlene og jorden var forenet (som én skabelsesenhed), før Vi [Allah] skilte dem ad?« Nogle få muslimer opfatter dette som et udtryk for, at Koranen forudså big bang-teorien.

Svar: De gamle egyptere, de ariske hinduer og andre troede, at himlene og jorden var sammen, før de blev adskilt. Blot at sige, at himlene og jorden var forenet (hvilket antyder to halvdele), ligner mere disse gamle mytologier end big bang-teorien. Men big bang-teorien siger slet ikke, at jorden blev skilt fra noget. Den siger snarere, at jorden gradvist blev opbygget af rumstøv.

Sura21:33 »Alle (himlegemerne) svømmer fremad, hver i sin 2695 cirkulære bane.« Yusuf Alis fodnote 2695 er oplysende her. Der står: »I modsætning til de fleste oversættere har jeg fremhævet den metafor om svømning, der ligger implicit i de oprindelige ord:…«

Maliks oversættelse lyder: »alle (himmellegemer) bevæger sig hurtigt i deres egen bane.«

Svar: Det arabiske ord blev forstået som »svømmer«, som Yusuf Ali korrekt har oversat, hvilket fremgår af al-Tabari, bind 1, s. 235; al-Tabari, bind 1, s. 236. Desuden taler versene om solen og månen, ikke om andre himmellegemer, så det er ikke helt korrekt at sætte (himmellegemer) i parentes i oversættelsen. Koranen siger ikke, at noget bevæger sig i en bane på himlen undtagen solen, månen og de retrogradiske stjerner (planeterne).

Sura 21:104 »Den dag, hvor Vi ruller himlene sammen som en skriftrulle«.

Svar: Det er uklart for mig, hvordan dette skulle forudse moderne astronomi, men Muhammeds første hustru tog ham med for at høre evangelierne fra en kristen, og Bibelen nævner i Åbenbaringen 6:14 og i Det Gamle Testamente i Esajas 34:4, at himlene vil blive rullet sammen som en skriftrulle. Kristne forsøger dog generelt ikke at tilpasse moderne astronomi til Åbenbaringen 6:14.

Sura 22:65 »…Han forhindrer himlen 2847i at falde ned på jorden, undtagen med Hans tilladelse…« Yusuf ’Alis fodnote 2847 siger, at dette ord samaa kan betyde (1) noget højt, (2) en rod, et loft, (3) himlen, himmelhvælvet. (4) sky eller regn. Han siger, at han forstår den sidste betydning her, selvom de fleste autoriteter synes at oversætte det med ord som »himlen«.

Svar: Ifølge mange autoriteter vil ordet altså være »himmel«, hvilket er mest i overensstemmelse med en opfattelse af en flad jord. Så selvom vi ikke kan sige, at dette vers definitivt beviser opfattelsen af en flad jord i Koranen – på grund af det arabiske sprogs tvetydighed – kan dette vers bestemt ikke bruges til at bevise en moderne videnskabelig opfattelse i Koranen.

Sura 25:61-62 »Velsignet er Han, som skabte stjernebillederne på himlen og anbragte deri en lampe og en måne, der giver lys. Og det er Ham, som lod natten og dagen følge hinanden:…«

Svar: At kalde solen en lampe beviser på ingen måde, at Koranen indeholdt moderne videnskabelige synspunkter. At dag og nat afløser hinanden er sandt, men det er noget, selv primitive folk alle vidste.

Sura 27:88 »… disse bjerge, som I ser og tror er fast forankrede, vil forsvinde som skyer…« (Malik) En muslimsk apologet mener tilsyneladende, at dette hentyder til jordens rotation.

Svar: Verset før nævner den sidste basun, så sammenhængen er endetiden, ikke i dag.

Sura 29:44 siger, at skabelsen af himlene og jorden er et tegn for dem, der tror.

Svar: Skabelsen af himlen og jorden viser Guds majestæt ifølge Salme 8:1,3,5; Salme 19:1-6. Muhammed kendte til Davids salmer (zubur), så der er intet nyt her.

Sura 31:29, Sura 35:13, Sura 36:37 og Sura 39:5 siger alle, at Allah lader natten gå over i dagen og dagen i natten. Der står også, at solen og månen hver især følger deres fastlagte bane. Sura 55:5 siger ligeledes, at solen og månen følger deres fastlagte baner.

Svar: Der er intet, der tyder på, at dette ikke er solens og månens bane på himlen. Disse ting var også kendt og blev observeret af gamle, primitive folk. At gentage en sandhed, som selv hedningerne allerede troede på, beviser naturligvis ikke, at en bog er forkert. At gentage almen viden beviser imidlertid på ingen måde, at Koranen forudsagde moderne videnskabelig viden.

Sura 51:47,48 »Vi har opbygget himmelhvælvet med magt, og Vi har sandelig stor magt. Og Vi har udbredt den (rummelige) jord – hvor fremragende udbreder Vi den!« (Yusuf 'Ali). Andre oversættelser siger »som et tæppe«.

Svar: At udbrede jorden, hvilket nogle ser som en lære om en flad jord, beviser på ingen måde, at Koranen lærte moderne videnskabelige teorier. Som ikke-muslim er jeg villig til at indrømme, at dette måske ikke lærer den usandhed, at jorden er flad, men snarere er et poetisk udtryk. Muslimer har brugt dette til at hævde, at Koranen lærte om universets udvidelse ved big bang. Det faktum, at Gud udbredte himlene, henviser ikke specifikt til big bang-teorien, og at Gud udspænder himlene, står også i Bibelen i Esajas 42:5. Kristne forsøger dog ikke at bruge en så vag henvisning som denne til at bevise, at big bang-teorien blev forudsagt.

Sura 55:33 nævner zoner på jorden, som mennesker og jinner [ånder] ikke kan passere uden tilladelse.

Svar: Områder på jorden er ikke en undervisning i moderne geografi, selvom det lyder lidt som om havmonstre eller andre forhindringer holder folk fra at rejse til andre dele af jorden. Ligeledes betyder områder i himlen ikke meget, bortset fra at både Muhammed og den jødiske tradition taler om syv himle.

Sura 71:15-16 »Ser I ikke, hvordan Allah har skabt de syv himle, den ene over den anden, og gjort månen til et lys midt imellem og solen til en (herlig) lampe?« Nogle muslimer hævder, at de syv lag i jordens atmosfære (troposfæren, stratosfæren osv.) er de syv himle.

Svar: Udover at de syv himle er et fælles træk med den jødiske tradition, afspejler det ikke moderne videnskabelige synspunkter at kalde månen et lys og solen en lampe, selvom dette ikke er en usandhed, hvis det forstås som poetisk sprogbrug. Desuden ville det, hvis de syv himle var de syv lag i jordens atmosfære, være forkert at sige, at solen, månen og stjernerne befinder sig i himlene.

Som en sidebemærkning: Selvom Bibelen aldrig nævner syv himle, omtaler forskellige apokryfe traditioner syv himle: 2. Enoch 20:1; 20:1, s. 134–135; Jesajas martyrium og himmelfart 7:8; 9:1,6;10:17 ; De tolv patriarkers testamente, kap. 3.3, s. 13. 3 Baruch 11:1, s. 675 nævner fem himle, selvom der ikke står, at det er alle, der findes. Så selv hvis det var et videnskabeligt mirakel, at Muhammeds omtale af syv himle svarede til jordens atmosfæriske lag, ville det være et endnu større mirakel, at disse tidligere skrifter også nævnte syv himle.

Sura 86:1-3 »Ved himlen og ved den, der kommer om natten, og hvad vil forklare dig, hvad den, der kommer om natten, er? Det er stjernen med gennemtrængende lysstyrke. (Ligesom den Almægtige Allah tager sig af hver eneste stjerne i galakserne, således) er der over hver sjæl en udpeget skytsengel.« (Malik)

Nogle muslimer hævder, at dette lærer, at solen er en stjerne.

Svar: Bemærk to ting: a) solen nævnes ikke her, og b) alt i parentes er tilføjet i den engelske oversættelse; det står ikke i det originale arabiske!

Yusuf 'Ali (revideret udgave) giver her en langt mere præcis oversættelse. »Ved himlen 6067 og den natlige besøgende 6068 (deri); Og hvad vil forklare dig, hvad den natlige besøgende er? – (Det er) stjernen med gennemtrængende lysstyrke; – der er ingen sjæl, som ikke har en beskytter over sig. 6069 «

Yusuf 'Alis fodnote 606 siger: »…Den ’stjerne med gennemtrængende lysstyrke’ opfattes af nogle som Morgenstjernen, af andre som planeten Saturn, af atter andre som Sirius, eller Plejaderne [Pleiades] eller stjerneskud. Jeg mener, det er bedst at opfatte ’stjernen’ i en samlet eller generisk forstand, for stjerner lyser hver nat året rundt, og deres gennemtrængende lysstyrke er mest mærkbar på den mørkeste nat.”

Nogle fortolkninger er virkelig helt ude af denne verden!

Her er nogle andre muslimske synspunkter, der er nedskrevet på http://debate.org.uk/topics/history/interprt.htm. Denne hjemmeside indeholder også andre gode oplysninger.

»Tag for eksempel Muhammad Hanafi al-Banna, der opdagede hentydninger til fly (Sura 17:1), kunstige satellitter (Sura 41:53), interplanetariske rejser (Sura 55:33) og brintbomben (Sura 74:33-38) (Jansen 1980:48).

Det var derfor ikke overraskende, at mænd som Muhammad Kamil Daww skrev, at miraklet ved Koranens »videnskabelige« indhold var endnu større end miraklet ved dens uovertrufne veltalenhed. Dette gav Muhammad troværdighed og dermed også rigtighed til alle udsagnene i Koranen.

I dag er den person, der er bedst kendt for at udbrede den videnskabelige eksegese, den franske læge Maurice Bucaille. I sin bog *Bibelen, Koranen og videnskaben* søger han at afsløre Bibelens uvidenskabelige karakter, samtidig med at han hæver Koranens status ved at anvende de samme kriterier.”

Men nogle muslimer var mere jordnære

Det skal nævnes, at mange muslimer ikke tilslutter sig de ovennævnte fortolkninger. Nogle ser disse vers som en simpel bemærkning om ting på himlen, der let kan observeres.

Muhammad sagde: »Afhold jer fra at tale om mig, undtagen om det, I ved.

Den, der bevidst fortæller en løgn om mig, må forberede sin plads i helvedesilden. Og den, der fortolker Koranen efter sin egen mening, må forberede sin plads i helvedesilden.” Tirmidhi, Tefsir 1, (2951) (bidrag)

»Nej, Vi kaster Sandheden mod Falskheden, og den slår dens hjerne ud, og se, Falskheden går til grunde! Ak! Ve jer for de (falske) ting, I tilskriver (Os).« Sura 21:19

Hvis nogen bevidst tilskriver Muhammed en løgn, er deres opholdssted Helvede. Abu Dawud, bind 3, kap. 1372, bog 19, nr. 3643, s. 1036. Se også Bukhari, bind 2, bog 23, kap. 33, nr. 378, s. 212-213

»... Og den, der bevidst tilskriver mig [Muhammed] noget falsk, vil helt sikkert indtage sin plads i (Helvedes) Ilden.« Bukhari, bind 8, bog 73, kap. 109, nr. 217, s. 139-140.

Et falsk vidnesbyrd er det samme som at tilskrive Allah medguder. Ibn-i-Majah, bind 3, bog 13, nr. 2372, s. 414

Hvad kunne en kristen vide om solformørkelser på den tid?

Johannes af Damaskus (ca. 676–749 e.Kr.) havde en meget god videnskabelig forklaring på solformørkelser. »Desuden udsættes solen og månen for formørkelser, og dette viser tåbeligheden hos dem, der tilbeder skabningen i stedet for Skaberen, og lærer os, hvor foranderlige og omskiftelige alle ting er. … Årsagen til solformørkelsen er, at månens legeme træder imellem som en skillevæg og kaster en skygge, der forhindrer lyset i at falde ned på os; og formørkelsens omfang er proportionalt med størrelsen af den del af månens legeme, der skjuler solen. Men undre jer ikke over, at månens legeme er det mindste. For mange hævder, at solen er mange gange større end jorden, og de hellige fædre siger, at den er lige så stor som jorden; alligevel skjuler en lille sky eller endda en lille bakke eller en mur den ofte helt. Måneformørkelsen skyldes derimod den skygge, som jorden kaster på månen, når den er en femten-dages-måne, og solen og månen tilfældigvis befinder sig på hver sin side af den højeste cirkel, hvor solen er under jorden og månen over jorden. For jorden kaster en skygge, og solens lys forhindres i at belyse månen, og derfor er den da formørket.” »Forklaring af den ortodokse tro«, bog 2, kap. 7, s. 25

Omkring år 20 f.Kr. viser kinesiske skrifter, at man forstod årsagerne til en formørkelse. I år 8 f.Kr. forudsagde kineserne en solformørkelse med en gentagelsesperiode på 135 måneder. I år 206 e.Kr. havde kineserne forbedret deres metoder og kunne forudsige solformørkelser ved at analysere månens bevægelse. Se http://www.museumeclipse.org/about/history.html. Og her lå kineserne bag babylonierne og grækerne.

Babylonierne opdagede en 18-årig cyklus (faktisk 6.585 ½ dag), der blev kaldt Saros, til forudsigelse af formørkelser. Ifølge Encyclopaedia Britannica fra 1956, bind 7, s. 913, går tabellerne herover tilbage til det 4. århundrede f.Kr. For at forenkle det lidt: Mens der forekommer en solformørkelse et eller andet sted i verden omkring seks gange hvert tiende år, forekommer der kun en solformørkelse i én region hvert 18. år eller deromkring. Den græske videnskabsmand Thales fra Milet blev berømt for på forhånd at have forudsagt formørkelsen den 28. maj 585 f.Kr., ifølge Herodot. Mens lydierne og mederne betragtede dette som et guddommeligt tegn fra guderne, vidste Thales og grækerne, at det var et naturfænomen. Vi mener, at han kendte til det babylonske system, og der havde været en formørkelse den 18. maj 603 f.Kr.

Anatolius fra Kappadokien (270–280 e.Kr.) nævner i sin »Bog om aritmetik« i *Ante-Nicene Fathers*, bind 6, s. 153: »Og Thales opdagede solformørkelsen og dens periode i troperne med dens konstante uregelmæssighed … Og Anaximenes [døde ca. 570 f.Kr.] opdagede, at månen får sit lys fra solen, og fandt også ud af, hvordan den udsættes for formørkelse.” Thales skal angiveligt have undervist Anaximander, som underviste Anaximenes. Thales kaldes filosofiens fader, fordi han gik forud for Pythagoras, Platon, Sokrates og alle de andre filosoffer.

Konklusion: Selvom mere primitive folk ikke kendte til grækernes videnskabelige fremskridt, var der i det mindste nogle filosoffer, tusind år før Muhammeds tid, som havde en forståelse af formørkelser, der var mere videnskabelig end den, der findes i Koranen.

Hvad kunne en kristen vide om astronomi på den tid?

Hvor primitiv var folks astronomiske viden omkring Muhammeds tid? Johannes af Damaskus (ca. 676–749 e.Kr.) levede ikke længe efter Muhammed, og helt ærligt kan vi lære mere korrekt astronomi af ham end af Koranen. Her er, hvad han sagde: »… nogle mener, at jorden har form af en kugle, andre, at den har form af en kegle. Under alle omstændigheder er den meget mindre end himlen og svæver næsten som et punkt midt i den.” *Forklaring af den ortodokse tro*, bog 2, kap. 10, s. 28–29. Johannes af Damaskus levede faktisk lidt efter Muhammeds tid, så lad os se på astronomien blandt grækerne før Muhammed. Grækerne havde forskellige opfattelser, men her er de synspunkter, der ligger tættest på moderne astronomi.

Forudsigelse af formørkelser: Thales fra Milet (ca. 624–ca. 548/7 f.Kr.) kaldes filosofiens fader og grundlagde den miletiske filosofiskole. Han menes at have været lærer for Anaximander (ca. 611–ca. 547 e.Kr.), som igen underviste Anaximenes. Som tidligere nævnt forudsagde han korrekt en solformørkelse, sandsynligvis ved hjælp af det babylonske system. Thales målte solens tilsyneladende diameter korrekt, definerede stjernebilledet Lille Bjørn ( ) og skrev om brugen af det (samt Nordstjernen) til navigation. Thales mente, at Jorden svævede i et hav af vand.

Jorden er en kugle: Pythagoras (ca. 580/572–492/490 f.Kr.) var en berømt filosof, der mente, at tal havde mystiske egenskaber. Han vidste, at man ikke kunne se skibe over horisonten, og lærte derfor, at jorden var en kugle. Han fandt også ud af, at morgen- og aftenstjernen (Venus) var den samme. Pythagoras’ elev Philolaus (ca. 500 f.Kr.) forestillede sig, at Jorden både bevægede sig gennem rummet og roterede. Han lærte, at der fandtes en mystisk »central ild«, og at alle astronomiske objekter, herunder Jorden og Solen, roterede omkring den. Se http://www.skyscript.co.uk/copernicus.html for mere information.

Månen har kløfter og sletter: Anaxagoras (født ca. 500 f.Kr.) Månen er som Jorden, med kløfter og sletter, og skinner med reflekteret lys. Solen er en rødglødende sten i brand, større end den peloponnesiske halvø. Anaxagoras’ synspunkter blev ikke godt modtaget; han blev stillet for retten for gudsbespottelse. Han blev dømt til døden, men dommen blev omstødt til eksil fra Athen.

Delvis geocentrisk, delvis heliocentrisk: Herakleides (ca. 388/380–ca. 310 f.Kr.) mente, at Merkur og Venus kredsede om solen, mens solen og alt andet kredsede om jorden. Han lærte også, at jorden roterer.

Heliocentrisk (Jorden kredser om Solen): Grækerne havde forskellige opfattelser af astronomien; Aristarchos fra Samos (ca. 310–230 f.Kr.) hævdede ifølge sin elev Archimedes, at Solen kredsede om Jorden. Aristarchos beskæftigede sig med astronomi i Alexandria. Han kaldes den antikke astronomis Kopernikus, fordi han lærte, at Solen var 20 gange længere væk fra Jorden end Månen og derfor måtte være meget større. [Faktisk er Solen ca. 400 gange længere væk fra Jorden end Månen.]

Men hvis Jorden drejede rundt, måtte den bevæge sig meget hurtigt; alligevel ser vi ikke ting flyve rundt. Da folk i oldtiden ikke havde noget begreb om tyngdekraften, mistede Aristarchus’ opfattelse derfor sin popularitet hos de fleste. Vi har bevaret hans værk »Om solens og månens størrelser og afstande«, hvor det hedder, at når månen er halvfuld, danner Jorden, Månen og Solen en 90-graders trekant.

Senere, da Claudius Ptolemæus udgav sin »Syntaxis of Astronomy« i år 150 e.Kr., dominerede opfattelsen af, at alt kredsede om Jorden, den europæiske og mellemøstlige tankegang i 1500 år. Se http://physics.gmu.edu/~jevans/astr103/CourseNotes/history_greekGeocentricHeliocentric.html

og http://www-history.mcs.st-andrews.ac.uk/history/HistTopics/Greek_astronomy.html for mere information. Hvis du selv slår dette op, skal du for øvrigt være opmærksom på, at Aristarchos fra Samothrake (ca. 217–ca. 145 f.Kr.) er en anden person.

Havets tidevand forårsaget af månen og Jordens rotation: En anden filosof, der tilsluttede sig Aristarchos’ opfattelse, var Seleukos (150 f.Kr.). Han sagde, at havets tidevand skyldtes Jordens rotation og månens kredsløb. Se http://www.perseus.tufts.edu/GreekScience/Students/Kristen/Aristarchus.html for mere information.

De præ-nikænske kristne var klar over disse ting: Anatolius af Kappadokien (270–280 e.Kr.) skrev i sin »Bog om aritmetik« (Ante-Nicene Fathers, bind 6, s. 153): »Og Thales opdagede solformørkelsen og dens periode i troperne med dens konstante uregelmæssighed.« Og Anaximander opdagede, at jorden er placeret i rummet og bevæger sig rundt om universets akse. Og Anaximenes opdagede, at månen får sit lys fra solen, og fandt også ud af, hvordan den udsættes for formørkelse. Og de øvrige matematikere har ligeledes bidraget til disse opdagelser. Vi kan nævne de kendsgerninger, at de faste stjerner bevæger sig rundt om aksen, der går gennem polerne, mens planeterne bevæger sig væk fra hinanden.”

Athenagoras (ca. 177 e.Kr.) nævner Pythagoras og at Filolaus lærte, at alle ting er indeholdt i Gud, hvilket viser, at Gud er én og Gud. A Plea For Christians, kap. 6, s. 131

Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) nævner Filolaus i *Stromata*, bog 3, kap. 3, s. 384.

Hippolyt (skrev ca. 225/235/6 e.Kr.) nævner blandt andre videnskabsmænd Aristarchos fra Samos og Archimedes i sin diskussion om astronomi i *The Refutation of All Heresies*, bog 4, kap. 8, s. 28.

Konklusion: Grækerne, der arvede fra den babylonske og egyptiske kultur, havde nogle bemærkelsesværdige astronomiske indsigter. Blandt deres forskellige synspunkter lærte nogle grækere, at jorden er en kugle, der roterer og kredser om solen. De præ-nikænske kristne kendte til disse synspunkter. Disse synspunkter forudså den moderne videnskab i højere grad end udsagnene i Koranen.

Muslimernes synspunkter og reaktioner

1. Koranen forudser moderne videnskab: Solen og månen bevæger sig i kredsløb og roterer om deres egen akse (Sura21:33 ; 36:27-40). Koranen omtaler endda big bang-teorien (Sura21:30 ; Sura 51:47,48). Det arabiske ord »falak« betyder »kredsløb«. Astronomer fortæller os, at solen kredser om galaksens centrum cirka hvert 250 millioner år. Det arabiske ord yasbahuna (fra sabaha) betyder at rotere om sin egen akse.

1 Svar: Dette er faktisk ønsketænkning af to grunde.

1) Ordene er vage: »falak« betyder på arabisk både »forløb«, »fremskridt« og »bane«, og »yasbahuna« kan betyde »at skynde sig«, selvom den mest direkte betydning er »at svømme«.

2) Muhammed fortalte os klart, hvad det betyder, og det betyder, at solen og månen bevægede sig hen over jorden, svømmede/kørte i en vogn hen over jordens himmel.

3) De tidlige grækere lærte, at solen og månen kredser om jorden (Aristarchos fra Samos ca. 310–230 e.Kr.) og Seleukos (150 f.Kr.).

Her er endnu to kilder til, hvad Muhammed sagde.

»Gud skabte et hav tre fasrakhs (18 kilometer) væk fra himlen. Bølgerne holdes i skak, og det står i luften ved Guds befaling. Ingen dråbe deraf spildes. Alle havene er ubevægelige, men dette hav strømmer med en pilens hastighed. Det er frit til at bevæge sig jævnt i luften, som var det et reb, der er strakt ud i området mellem øst og vest. Solen, månen og de retrogradiske stjerner [5 planeter] bevæger sig i dets dybe bølger. Dette er (hvad der menes med) Guds ord: ’Hver svømmer i en sfære.’ ’Sfæren’ er vognens cirkulation i det dybeste bølgegang af dette hav.” al-Tabari, bind 1, s. 235

Fortalt af Abu Dhar: Profeten spurgte mig ved solnedgang: »Ved du, hvor solen tager hen (ved

solnedgang)?” Jeg svarede: „Allah og Hans Apostel ved det bedst.“ Han sagde: „Den går (dvs. bevæger sig), indtil den kaster sig ned under Tronen og beder om tilladelse til at stige op igen, og den får tilladelse, og der vil komme en tid, hvor den vil være ved at kaste sig ned, men dens nedkastelse vil ikke blive accepteret, …“ Bukhari, bind 4, bog 54, kap. 4, nr. 441, s. 283. Sahih Muslim, bind 1, bog 1, kap. 73, nr. 297-300, s. 95-96, indeholder også mange detaljer om denne samtale mellem Muhammed og Abu Dharr.

2. Koranen nævner solens bane omkring centrum af vores galakse.

2 Svar: Solen har ikke en selvstændig bane i vores galakse. Hvis Koranen forsøgte at undervise i moderne videnskab, burde den have sagt, at solen, månen, jorden og de retrogradiske stjerner (planeterne) alle kredser om galaksen sammen. Historisk set var den første person, der sagde, at solen, jorden og alt andet drejede sig om et centralt ildsted, Philolaus (ca. 500 f.Kr.).

Igen ved vi også præcis, hvad Muhammed mente, fordi han fortalte os det, som det fremgår af Bukhari, bind 4, bog 54, kapitel 4, nr. 441, s. 283, og al-Tabari, bind 1, s. 235.

3. Solens hvilested betyder, at den skinner på den anden side af Jorden.

Igen ved vi også præcis, hvad Muhammed mente, fordi han fortalte os det, som det fremgår af Bukhari, bind 4, bog 54, kap. 4, nr. 441, s. 283, og al-Tabari, bind 1, s. 235.

4. Solens hvilested betyder solens endelige undergang.

4 Svar: En almindelig person, der læser dette, uanset hvilket sprog det er på, ville tro, at det henviser til en periodisk cyklus, ikke til endelig tilintetgørelse.

5. Sproget om fremtræden: Solen, månen og planeterne tegner en bane på himlen. Disse vers havde hverken til hensigt at støtte eller modsige moderne videnskab, men var poetiske udtryk, der blot sagde, at Allah stod bag det, som mennesker naturligt observerede.

5 Svar: Dette ville lyde rimeligt, hvis det ikke var for det, som Bukhari og al-Tabari skrev, at Muhammed sagde. Hvis Bukhari og al-Tabari tog fejl i denne sag, hvilke kriterier er der så for at sige, at de havde ret i noget som helst?

Konklusion

Nogle (men ikke alle) muslimer forsøger at bruge disse vers til at bevise Koranens videnskabelige nøjagtighed. Medmindre man ser en fejl i denne diskussion, er det ikke intellektuelt ærligt at hævde, at dette beviser Koranens videnskabelige nøjagtighed. Faktisk modsiger nogle af disse vers det, vi ved fra moderne videnskab, medmindre man forstår dem som poetiske og som et sprog, der beskriver det ydre. Bukhari og al-Tabari viser imidlertid, at disse vers blev forstået ganske bogstaveligt. Solen og månen svømmer på himlen over jorden.

Det vigtigste i verden er dog ikke, hvad man ved, men hvem man kender. Det handler ikke om, hvilke menneskeskabte teorier man tror på, men om man følger det, som den sande Gud har åbenbaret. Hvert eneste synspunkt på astronomi frem til det nittende århundrede indeholder en eller anden fejl. Hvem kan sige, at man i fremtiden ikke vil sige det samme om vores videnskabelige opfattelser? Den eneste måde, vi kan vide, hvad der er sandt, er gennem det, Gud har åbenbaret for os. Vi har tillid til, at Gud vil åbenbare det, vi har brug for at vide, og at Han vil bevare betydningen af Sin åbenbaring.


Bibliografi: Oversættelser af Koranen

1. Arberry, Arthur J. The Koran Interpreted. Macmillian Publishing Co., Inc. 1955.

2. Dawood, N.J. The Koran. Penguin Books. 1956-1999.

3. Malik, Farooq-i-Azam. English Translation of the Meaning of AL-QUR’AN : The Guidance for Mankind. The Institute of Islamic Knowledge. 1997

4. Pickthall, Mohammed Marmaduke. The Meaning of the Glorious Koran. Dar al-Islamiyya (Kuwait) (uden angivelse af udgivelsesår)

5. Rodwell, J.M. Koranen. Første udgave. Ivy Books, udgivet af Ballantine Books. 1993.

6. Shakir, M.H. Koranen. Tahrike Tarsile Qur’an, Inc. 12. amerikanske udgave 2001.

7. Sher Ali, Maulawi. Den Hellige Koran. Islam International Publications Limited (Ahmadiyya) 1997

8. Yusuf 'Ali, Abdullah. Den Hellige Koran: Engelsk oversættelse af betydningen og kommentarer. Revideret og redigeret af Præsidiet for Islamisk Forskning, IFTA. Kong Fahds trykkeri for Den Hellige Koran. (Al Madina, Saudi-Arabien) 1410 A.H.

Andre referencer

Campbell, Dr. William. Koranen og Bibelen i lyset af historie og videnskab (2. udgave). Arab World Ministries 2002.

Oversættelsen af betydningen af Sahih Al-Bukhari, arabisk-engelsk, bind 1, af Dr. Muhammad Muhsin Khan. Det Islamiske Universitet, Al-Medina Al-Munawwara, AL MAKTABAT AL SALAFIAT AL MADINATO AL MONAWART

Uden dato, uden copyright.

al-Tabaris historie: En kommenteret oversættelse. Ehsan Yar-Shater, hovedredaktør. State University of New York Press 1989-.

http://debate.org.uk/topics/history/interprt.htm

Bilag – Oversættelser af sura 36:38-40

»Og solen løber frem mod en fastsat frist; det er den Almægtiges, den Alvidendes, bestemmelse. (39) Og (hvad angår) månen, har Vi fastsat faser for den, indtil den igen bliver som en gammel, tør palmegren. (40) Det er heller ikke tilladt for solen at indhente månen, ej heller kan natten overhale dagen; og alle bevæger sig i en bane.” M.H. Shakirs oversættelse

Pickthalls oversættelse har et versnummer lavere.

»(37) Og solen løber frem mod et hvilested for sig. Det er den Almægtiges, den Vises, måling. (38) Og for månen har Vi fastsat faser, indtil den vender tilbage som et gammelt, indtørret palmeblad.« (39) Det tilkommer ikke solen at indhente månen, ej heller kan natten overhale dagen. De bevæger sig hver især i en bane.« (M.M. Pickthalls oversættelse)

(38) Og et tegn for dem er natten, hvorfra Vi fjerner dagen, og se, de befinder sig i mørke. (39) Og solen bevæger sig på den bane, der er foreskrevet for den. Det er den Almægtiges, den Alvidende Guds bestemmelse.”

Maulawi Sher Alis oversættelse (Ahmadiyya)

(36:37-40) Et andet tegn for dem er natten; når Vi trækker dagslyset tilbage fra den, se, da befinder de sig i mørke. Solen følger sin bane, denne bane er forudbestemt for den af den Almægtige, den Alvidende. Hvad månen angår, har Vi fastlagt faser for den, indtil den igen bliver som en gammel, tør palmegren. Det er hverken muligt for solen at indhente månen eller for natten at overhale dagen; hver af dem bevæger sig i sin egen bane.” Muhammad Farooq-i-Azam Maliks oversættelse.

(37) Og et tegn for dem er natten: Vi trækker dagen tilbage derfra, og se, de er nedsunket i mørke; (38) og solen løber mod et hvilested; for ham er det den Mægtiges, den Alvidendes, bestemmelse. (39) Og månen – Vi har fastsat hendes faser (at gennemløbe), indtil hun vender tilbage som den gamle (og visne) nedre del af en dadelstamme. (40) Det er ikke tilladt for solen at indhente månen, ej heller kan natten overhale dagen: Hver af dem svæver blot i sin egen bane (i henhold til loven).

(Yusuf Alis oversættelse af Koranen (s. 1326-1327), revideret og redigeret af Præsidiet for Islamisk Forskning, IFTA. Kong Fahds Trykkeri for Den Hellige Koran.)

(37) Og et tegn for dem er natten; Vi trækker dagen tilbage derfra, og se, de er nedsunket i mørke; (38) Og solen følger sin bane i en periode, der er bestemt for den: det er bestemmelsen fra (Ham), den Almægtige, den Alvidende. (39) Og månen – Vi har fastsat hendes faser13 (som hun skal gennemløbe), indtil hun vender tilbage som den gamle (og visne) nedre del af en dadelstamme.” (40) Det er ikke tilladt for solen at indhente månen, ej heller kan natten overhale dagen: hver (svømmer blot) i sin egen bane17 (i overensstemmelse med loven).

Fodnote 17 siger »Bane, forløb«

Abdullah Yusuf Ali, udgivet af MILLAT Book Centre

Dette adskiller sig fra den tidligere (reviderede) Yusuf Ali-oversættelse i »i en periode, der er bestemt for ham« kontra »til et hvilested for ham« og »stationer« kontra »boliger«

»Og et tegn for dem er natten; Vi fjerner dagen fra den, og se, de befinder sig i mørke. Og solen – den løber mod et fast hvilested; det er den Almægtiges, den Alvidendes, bestemmelse. Og månen – Vi har bestemt den ved faser, indtil den vender tilbage som en gammel palme. Det tilkommer ikke solen at indhente månen, ej heller overhaler natten dagen; hver svæver i himlen.” A.J. Arberrys oversættelse

»Et tegn for dem er også natten. Vi trækker dagen væk fra den, og se, de er nedsunket i mørke; og solen skynder sig mod sit hvilested. Dette er den Almægtiges, den Alvidendes, bestemmelse! Og hvad månen angår, har Vi fastsat faser for den, indtil den forandrer sig som en gammel og krum palmegren. Det er ikke givet solen at indhente månen, ej heller overhaler natten dagen; men hver især bevæger sig i sin egen sfære.”

J.M. Rodwells oversættelse af Koranen

»Natten er endnu et tegn for menneskene. Fra natten frembringer Vi dagen – og de bliver nedsænket i mørke. Solen skynder sig mod sit hvilested; dens bane er fastlagt for den af den Almægtige, den Alvidende. Vi har fastsat faser for månen, som dag for dag aftager og til sidst fremstår som en krum, gammel kvist. Solen får ikke lov til at indhente månen, og natten overhaler heller ikke dagen. Hver svømmer i sin egen bane.“

N.J. Dawoods oversættelse af Koranen.

I http://www.submission.org/efarsi/arabic/sura36.html står der: »Solen går ned på et bestemt sted, i overensstemmelse med den Almægtiges, den Alvidendes, plan.«