Islamiske lærdomme (Jamal A. Badawi)
Pakke 9: Jesus: Allahs elskede budbringer – Del 2 (16 bånd)
a) Badawi roser endnu en gang en anden person, William Channing, der angriber treenigheden
b) Badawi siger, at treenighedslæren stammer fra gnostisk og orientalsk filosofi.
c) Badawi bryder sig slet ikke om den athanasiske trosbekendelse.
d) Badawi siger, at alle de beviser, som folk fremfører for at bevise Jesu guddommeliggørelse, er uoverbevisende og meget svage og fejltolket i sammenhæng med hele Bibelen og i virkeligheden blot er allegoriske.
e) 1. Johannesbrev 5:7 blev »udeladt«, hvilket viser, at treenigheden ikke er sand. (Gentagelse af hans pointe i serie 8, bånd nr. 10a).
f) Der er ingen støtte for treenighedslæren i Bibelen; kun Guds absolutte enhed støttes. Treenigheden er hverken logisk eller rimelig.
a) Igen er det mærkeligt, at Badawi støtter unitaristernes tro, som blandt andet indebærer, at mange religioner fører til Gud.
På den ene side citerer Badawi Channing og andre unitarister samt deres citater af bibelsteder for at angribe treenigheden. På den anden side angriber Badawi bibelsteder (såsom Johannes 1:1,14; Filipperne 2 osv.), som han ikke bryder sig om, samt deres forfattere (såsom Johannes og Paulus).
b) Treenigheden kan ikke stamme fra gnostikerne, da gnosticismen var en kult, der udsprang af kristendommen. Det er også mærkeligt, at Badawi hævder, at en kristen læresætning stammer fra orientalske religioner, da der er flere beviser for, at islam har lånt fra zoroastrismen og andre orientalske religioner, end at kristendommen har gjort det.
c) Badawi bryder sig måske ikke om nogen kristne trosbekendelser, ikke kun den athanasiske (nikænske) trosbekendelse. Mange er måske ikke klar over, at den nikænske trosbekendelse ikke først blev formuleret i år 325 e.Kr. Den var en let ændring af den gamle trosbekendelse fra Jerusalem og ligner også i høj grad den tidligere trosbekendelse fra Cæsarea. Se »The Apostolic Fathers«, bind 7, s. 524, for mere information herom.
d) Som påpeget i den sidste serie siger Badawi på den ene side, at der ikke er noget bevis i Det Nye Testamente for Kristi guddommelighed. På den anden side kritiserer Badawi Paulus og forfatterne af Matthæus- og Johannesevangeliet skarpt for at lære om Kristi guddommelighed.
e) 1. Johannesbrev 5:7 nævner udtrykkeligt Treenigheden. Mener Badawi virkelig, at dette vers bør være med i Bibelen? Næppe. Der er snarere intet bevis for, at dette vers blev »udeladt« fra originalen. Derimod blev dette vers tilføjet, hvilket bevises af, at der ikke findes nogen bibel med dette vers, før det dukkede op i margenen i et manuskript fra det 10. og et fra det 14. århundrede, og ikke i selve bibelteksten før det 16. århundrede.
f) Vores svar på serie 8, bånd 10, punkt 8 indeholder over 100 vers, der understøtter forskellige aspekter af Treenigheden. Vi har tidligere vist, hvordan Treenigheden forudsiges i Det Gamle Testamente, åbenbares klart i Det Nye Testamente, beskrives af de tidlige kristne, og at selv hedninge vidste, at kristne tilbad Jesus som Gud. Badawi har virkelig svært ved at bortforklare vandets tredobbelte tilstand, og lytteren vil finde hans argumenter her meget svage og ikke overbevisende.
a) Koranen siger i sura 5:75, at Jesus ikke er Gud
b) Sura 4:171 og 5:76 siger, at der ikke findes nogen Treenighed
c) Badawi siger, at Helligånden er englen Gabriel, ikke Gud.
d) Badawi siger, at islam er en meget klar »benægtelse« af treenigheden, Jesu forsoning og hans blodoffer.
e) Badawi siger, at man kan være en god kristen uden at tro på disse ting eller andre forvrængede lærdomme, der stammer fra en upålidelig Bibel baseret på fejlagtige evangelieberetninger.
f) Badawi siger, at Jesus aldrig lærte tanken om stedfortrædende blodsoning, men snarere om at holde de ti bud og udføre gode gerninger i henhold til Matthæus 19:16-19.
a) Dette er sandsynligvis Badawis egentlige grund til at afvise treenigheden, da han ikke har fremført nogen væsentlige indvendinger ud over Koranen.
b) Spørgsmålet er ikke, hvad Koranen siger, men at
b1) Koranen er uenig med evangelierne om Kristi guddommelighed
b2) Koranen siger, at de oprindelige evangelier stammede fra Gud
b3) Vi kan påvise, at det, vi har, er en trofast bevarelse af den oprindelige betydning.
b4) Derfor er det Koranen, der er falsk
c) At tro, at Helligånden er Gabriel, er en typisk muslimsk tro, selvom et lille antal muslimer ville være uenige.
d) Det er med sorg, at vi her må være helt enige med Badawi. Islam er en meget klar »benægtelse« af treenigheden, Jesu forsoning og hans blodsoffer.
Ikke desto mindre bør han være enig i, at hvis man antager, at disse ting er sande, ville Koranen benægte sandheden.
e) Mens Badawi søger at omdefinere, hvad en kristen er, kan det nævnes, at mange sufi-, shiit- og alawit-muslimer hævder, med lige så stor overbevisning som dr. Badawi, at man kan være en god muslim og ignorere islams fem søjler og i mange tilfælde drikke vin.
f) Da dr. Badawi afviser Bibelen, siger han blot, at den Jesus, der omtales i Koranen, lærte dette.
Jesus lærte også, at »alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen« (Joh5:23 )
Jesus lærte, at alle, der ikke tror på, hvem Jesus virkelig er, vil dø i deres synder. Johannes 8:24;12:47 -48;6:45 .
Jesus ændrede læren om skilsmisse, mad osv.
Selvom vi roser dr. Badawi for at læse Bibelen, bør han læse den mere grundigt.
a) Han siger, at den vigtigste fortaler for teorien om blodsoffer og forsoning i Det Nye Testamente var Paulus, som ikke var en af Jesu disciple eller et øjenvidne til Jesu tjeneste.
b) Paulus var mere udtrykkelig i sine skrifter om blodofre og forsoning end de øvrige forfattere i Det Nye Testamente.
c) Badawi citerer Johannes 1:4 og siger, at dette viser, at Jesus fuldførte sin mission, selv før der var sket nogen blodsoning, og at dette er et solidt bevis på, at der ikke var behov for en korsfæstelse.
d) Jakob *kapitel 2) var uenig med Paulus om forsoning og tro og lagde vægt på at holde loven og udføre gerninger. Badawi forsøger at stille Jakob 2:24 op mod Paulus i Galaterbrevet 2:16.
e) Paulus gik ud fra, at den menneskelige natur (Rom5:18 ) var fordærvet på grund af Adams fald i synd (jf. også Rom5:12 )
f) Badawi siger, at det ikke er retfærdigt at fordømme mennesker på forhånd gennem Adam.
a) Vi kan være enige i en del af det, som dr. Badawi siger, nemlig at blodsoning tydeligt blev forkyndt i Det Nye Testamente i Paulus’ breve. Bemærk, at dr. Badawi klart indrømmer, at dette blev forkyndt i Det Nye Testamente.
Vi finder imidlertid blodsoning i Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Peter og endda soning i Esajas og andre steder i Det Gamle Testamente.
b) Både Paulus og Johannes var eksplicitte, fordi de begge forklarede det i detaljer. Forfatteren af Hebræerbrevet var dog sandsynligvis endnu mere eksplicit.
c) Johannes 1:4 blev ganske rigtigt skrevet før beretningen om Jesu korsfæstelse. Enhver bør dog kunne se, at Badawi ikke kan have ret her: Johannes 1:4 blev endda skrevet før beretningen om Jesu fødsel.
d) Selvom der er forskel i vægtningen, er der ingen problemer med at forene disse lærdomme. Intet i Jakobsbrevet benægter, at vi bliver frelst af nåde gennem tro; det kommer ikke af os selv. Paulus, der i Efeserbrevet sagde, at vi er frelst for at udføre gode gerninger, benægter ikke Jakobsbrevet 2, hvor der står, at tro uden gerninger er død. Troen er et input til vores frelse, og gerningerne er et væsentligt output.
e) Badawis synspunkt her synes at være i strid med den almindelige sunni-teologi. Selvom sunni-islam ikke lægger lige så stor vægt på menneskets syndighed som kristendommen, anerkender den dog, at alle (undtagen Jesus) blev berørt af Satan i livmoderen.
f) Badawi overser tilsyneladende pointen i en central kristen lære her. Selvom vi har arvet en syndig natur, har vi alle selv syndet nok. Gud ville være retfærdig, hvis han sendte alle, der har syndet, til helvede. Men pris Gud for hans barmhjertighed!
g) Hvordan kan Gud være retfærdig, hvis han skabte mennesket ufuldkomment og derefter kræver, at vi skal være fuldkomne? Gud ved, at vi ikke er fuldkomne.
h) Badawi siger, at det ikke er retfærdigt, at en uskyldig mand som Jesus skal dø for de onde og skyldige. Det er i sig selv grusomt og uretfærdigt.
i) Ville det ikke være mere retfærdigt at tilgive den oprigtige, angrende person, der søger tilgivelse, end at kræve et blodoffer?
j) Badawi siger, at denne paulinske teori om forsoning, som blev indført efter Jesu tjeneste, er i strid med både Guds guddommelige egenskaber, retfærdighed og barmhjertighed.
k) Han siger, at forsoningen ikke virker, fordi man ikke ofrer det overlegne for det underordnede. Det er altid omvendt.
l) Det er moralsk forkert at begå selvmord, så derfor ville det have været moralsk forkert af Jesus at være villig til at dø for vores synder.
m) Badawi spørger: »Hvem døde på korset?« Var det Gud eller mennesket? Badawi siger, at Gud ikke kan dø, så det måtte alene have været mennesket Jesus, hvis død ikke kunne sone for synder.
g) Måske kan en analogi hjælpe her. Hvis folk ufrivilligt blev placeret på et synkende skib, ville de måske ikke være ansvarlige for deres egen død, hvis de druknede. Men hvis de blev bedt om at forlade skibet og gå ombord på den ventende redningsbåd, og de afviste tilbuddet, så ville deres død udelukkende være deres egen skyld.
h) Det var uretfærdigt, at Jesus døde, men Badawi overser fuldstændigt pointen.
Jesus fortjente ikke at dø, men valgte bevidst sømmene; han besluttede sig bevidst for at blive offer for uretfærdighed for vores skyld.
i) Badawi har en temmelig »let« opfattelse af syndens alvor og Guds retfærdighed. Gud straffer al synd, ikke kun den synd, han ønsker at straffe. Gud, den retfærdige dommer, straffede vores synd retfærdigt, men lagde syndens straf på Jesus. Jesus fortjente det ikke, men Jesus valgte det frivilligt. Og pris være Gud for, at han gjorde det!
j) Bemærk først, at Badawi indrømmer, at forsoningen klart læres i Det Nye Testamente, i det mindste i Paulus’ breve. Badawi tillægger imidlertid Paulus mere ære, end han fortjener. Det er ikke kun et paulinisk, men også et »johanninsk«, »lukansk«, »matteansk«, »petriansk«, »jesu-sk«, »Johannes Døber-sk« og »esajas-sk« budskab, for dette findes i alle disse mænds ord og skrifter. Vi må dog give Badawi ret i, at det konsekvente budskab fra Jesus, hans apostle og profeterne i Det Gamle Testamente er i strid med Allahs natur, som den fremstilles i Koranen.
k) Mennesket, der altid er på udkig efter et godt køb, ofrer aldrig bevidst noget overlegen for noget overlegen. Men Guds veje er ikke menneskets veje. Gud ofrede Jesus for vores skyld, og Jesus var overlegen. Men Badawi, der kun ser en forfærdelig, tåbelig tragedie i den bibelske lære om korsfæstelsen, overser den vidunderlige, triumferende retfærdiggørelse, som opstandelsen udgør.
l) Jesus begik ikke selvmord, for at vælge at blive og lide martyrdøden er ikke det samme som at begå selvmord. De muslimske hadither lærer, at den, der begår selvmord, kommer i helvede. Hvis Badawi mener, at det at vælge at blive på et sted, hvor døden er uundgåelig, er selvmord og sender en person til helvede, ville Badawi så være villig til at sige, at Husain, Alis søn, var i helvede, fordi han nægtede at overgive sig trods umulige odds?
m) For Badawi må det enten være Gud eller mennesket, hvis man nægter at tro på inkarnationen, som den læres i Bibelen. Men Bibelen (herunder Paulus) lærer klart, at Jesus var fuldt ud Gud og fuldt ud menneske. Hvis Badawi ønsker at kritisere kristendommen, er det én ting. Men han bør ikke kritisere noget, der ikke er kristendom, samtidig med at han giver det vildledende indtryk, at dette er kristendom.
a) I sin gentagelse vil Badawi simpelthen ikke tro på, hvad Paulus og andre bibelske forfattere siger om Kristi forsoning for synder.
b) Badawi henviser hele tiden til Paulus’ »nyindførelse« og citerer især Filipperne 2. Han angriber Kristi guddommelighed, som den læres i Filipperne 2:6.
c) For at angribe Jesu forsoning antyder Badawi, at Jesus var en synder på samme niveau som andre rene mennesker. Han nævner Donnie Moinhams bog om, at Jesus var en synder.
d) Han siger, at Jesus i en vis forstand var »syndfri«, ligesom alle profeterne, herunder Muhammed, var syndfrie, men at Jesus alligevel måtte kæmpe med menneskelige svagheder. Derfor var Jesus ikke syndfrit fuldkommen som Gud.
e) Badawi siger, at enhver af profeterne kunne have gjort det, som Jesus gjorde under fristelsen i ørkenen med djævelen (Lukas 4 og Matthæus 4).
f) Badawi siger, at Jesus og Muhammed ikke var lige så gode som Gud er.
g) Da Muhammed var en større profet og den sidste apostel, og hans blodsoffer ikke var nødvendigt, var Jesu offer det heller ikke.
a) Badawi kan enten forsøge at angribe pålideligheden af de bevarede skrifter (og det har vi allerede behandlet), eller Badawi kan hævde, at de oprindelige evangelier var falske. Dette kommer meget tæt på at benægte det, som Muhammed sagde om, at kristne har skrifterne, for den ortodokse islamiske lære er, at kristne forvanskede deres skrifter, ikke at de aldrig har haft dem i første omgang.
b) Igen: hvis Paulus, Peter, Johannes, Jesus og Esajas alle har en meget lignende »nyhed«, så var »nyhedsskaberen« den fælles kilde for dem alle: Gud.
c) Imod Badawi har vi Muhammed selv. Muhammed sagde, at i modsætning til alle andre mennesker blev Jesus ikke berørt af Satan i moderlivet.
d) Badawi har ingen belæg for dette, bortset fra nogle muslimske hadither. Muslimer bør være mere forsigtige med at henvise til haditherne, da de citerer fra suraer, som de hævder tidligere var i Koranen, men blev fjernet.
e) Muslimske kilder er uenige. De indrømmer, at »profeten« Adam syndede, og at profeten Jonas trodsede Gud.
Pointen er ikke, at Jesus udførte et mirakel, som ikke er nedskrevet i Koranen, men som Muhammed gjorde. Badawi forsøger at nedgøre Jesu anseelse, fordi han simpelthen er afskyet over den beviseligt gamle bibelske lære om, at Jesus er Gud.
f) Jesus var meget omhyggelig med sit brug af ordet »god« og sagde: »Ingen er god undtagen Gud alene.« Alligevel kaldte Jesus sig udtrykkeligt »den gode hyrde« i Johannes-10:11 .
g) Lad os se nærmere på Badawis »enten-eller«-argument. Badawi antager det første og konkluderer, at det andet er falsk. I dette tilfælde gælder det dog, at hvis man antager, at det andet er sandt, så er det første falsk. Hvis 1.500 års jødisk historie og Det Nye Testamente lærer, at blodofre var nødvendige, og Muhammed fejlagtigt sagde, at det ikke var tilfældet, så var Muhammed en falsk profet fra Gud. Vi er enige med Badawi i, at den ene af disse to dele er sand, og at den anden må være meget, meget falsk.
a) Jesus var ikke fuldstændig syndfri, siger Badawi. Han hævder, at Jesus er ligesom de andre profeter.
b) Badawi siger, at det eksklusive sprog, der bruges i Bibelen, især af Johannes (f.eks. Johannes 14:6; 1. og 2. Johannesbrev), ikke er retfærdigt eller rimeligt af forskellige årsager, såsom:
b1) Dem, der aldrig har hørt om det
b2) Spædbørn, der dør
b3) Dem, der levede før Jesus
b4) Andre fromme og oprigtige religiøse mennesker osv.
c) Badawi siger, at den guddommelige sandhed ikke er underlagt "hvis" og "men", men er ufravigelig. Hvis Badawi selvfølgelig vælger at tro på den.
a) Koranen siger, at Jesus er uden synd; og Badawi forsøger at omdefinere ordene. Mange muslimer i dag ville være uenige med Badawi. De ville sige, at Jesus er fuldstændig uden synd, og det var Muhammed også.
b1) Badawi bør kende til Romerbrevet 4:15 og5:12 , hvor der står, at synd ikke regnes med, hvor der ikke er nogen lov. Gud dømmer alle retfærdigt, selvom vi alle har fejlet, selv efter vores egne standarder (Romerbrevet 2). Men ligesom Gud kunne frelse Enoch, Abraham og andre gennem Jesus, selv før Jesu tid, er Gud mægtig og vis nok til gennem Jesus at frelse alle, der var bestemt til himlen.
b2) Bibelen siger, at Gud er retfærdig og barmhjertig. Hvad angår spædbørn, antyder Bibelen i 2. Samuel, at spædbørn, der dør, kommer i himlen.
b3) Tror Badawi nu alvorligt, at enten Det Nye Testamente eller nogen kristen mener, at Abraham, Moses, David og andre er i helvede, fordi de levede før Jesus? Vi kan ikke tro, at Badawi skulle tænke sådan om kristne.
b4) Gud er retfærdig over for alle, men selv over for de dybt troende farisæere sagde Jesus, at hvis de ikke troede på, at Jesus var den, han hævdede at være, ville de dø i deres synder.
Johannes 8:24;12:47 -48;6:45 . Se også Apostlenes Gerninger3:23 .
c) Jeg er ikke sikker på, om Badawi er bekendt med den muslimske teologi på dette punkt, som også siger, at spædbørn, der ikke ved nok til at tro på noget som helst om Muhammed, Allah eller Koranen, kommer i himlen.
d) Badawi siger, at eftersom Jesus bad, kan han ikke være Gud, fordi dette viser hans underlegenhed, og at Jesu vilje var adskilt fra Faderens, hvilket betyder, at Jesus ikke kunne være Gud, fordi der så ville være to guddommelige viljer. Derfor må der være to guder.
e) Badawi henviser til Barnabas-evangeliet, som han siger blev opdaget i Østrig, og som hævder, at Jesus ikke blev korsfæstet, men at en anden blev dræbt i hans sted. Barnabas-evangeliet siger, at englene bar Jesus bort før korsfæstelsen. Judas blev i stedet korsfæstet. Men inkonsekvent nok siger Barnabas-evangeliet, kapitel 193, at Jesus også vil dø og hurtigt blive genopvækket.
f) Badawi afviser de messianske profetier i Det Gamle Testamente som henvisninger til Kristus, hans forsoning eller korsfæstelse. Han siger, at salmisten i mange tilfælde bad om at blive frelst fra en voldelig død, hvilket er det modsatte af korsfæstelse. Badawi siger, at Gud ville have reddet Jesus.
g) Badawi henviser til Markus 15, Matthæus 6:27; Lukas 23; Johannes 14; Hebræerbrevet 2,5 som omtaler Salme 22, men Badawi siger, at forfatterne af Det Nye Testamente tager fejl her, fordi Salme 22 handler om David og hans prøvelser med Saul, ikke om en fremtidig begivenhed.
d) Badawi gentager det, han tidligere sagde i pakke 8, bånd 8, punkt i. Vi vil endnu en gang gentage, at det er utænkeligt, at Jesus ville nægte at kommunikere med Gud Faderen. Vi kan faktisk delvist være enige med dr. Badawi i, at Jesus ikke ville bede til Gud Faderen, som ortodokse muslimer generelt forstår bøn. Kristen bøn er ikke som muslimsk rituel recitation. Det er kommunikation.
e) Badawi må virkelig være glad for denne beviselige forfalskning, da han gentager det, han tidligere sagde i pakke 8, bånd 3, punkt d. Efter Muhammeds tid skabte mange muslimer hundredtusindvis af falske hadither om Muhammed, herunder at Muhammed sagde, at ’Ali brændte i helvede. Barnabas-evangeliet ville falde ind under kategorien af en falsk hadith eller endda en falsk sura. Interessant nok benægter det læren i både Koranen og Bibelen.
f) De fleste muslimer tror uden forbehold på, hvad Koranen siger, nemlig at Jesus er Messias. Alligevel ønsker Badawi at nedtone, at Jesus er Messias. Dette er særdeles interessant, da Barnabas-evangeliet modsiger Koranen ved at hævde, at Jesus IKKE var Messias, men at det var Muhammed. Faktisk findes der ikke en eneste sura i Koranen eller hadith i Bukhari eller Sahih Muslim, hvor Muhammed hævdede at være Messias.
g) Selvom Salme 22 måske er skrevet under vanskelige omstændigheder, går beskrivelsen i Salme 22 langt ud over det, David gennemgik.
a) Badawi siger, at forfatterne af Det Nye Testamente var »besatte af profetier«
b) Badawi siger, at forfatterne af Det Nye Testamente konstant citerede passager fra Det Gamle Testamente forkert for at underbygge deres ubegrundede påstande om korsfæstelsen og om, at Jesus var Gud. Badawi citerer Salme 9, Salme 10 og Salme 21 for at sige, at en »Guds tjener« ville blive frelst og ikke korsfæstet, men at de ugudelige ville blive ramt af forbandelsen (5. Mosebog 21:23), og at det derfor var Judas, der blev korsfæstet, og ikke Jesus.
c) Badawi siger, at Jesus var meget elsket af mange mennesker, så Salme 69:21 kan ikke være en profeti om ham på grund af vers 4. Badawi taler også om den persons synder, der nævnes i Salme 69, så Johannes tog fejl i Johannes 19:28-29, da han henviste til Jesus. Badawi siger, at Salme 69 handler mere om Judas end om Jesus.
d) Badawi siger, at Matthæus begår en faktuel fejl i Matthæus 27:3-10 ved at citere Jeremias, når han i virkeligheden citerede Zakarias 11:12-13, og derfor indeholder Matthæus’ evangelium fejl og kan ikke betragtes som pålideligt.
a) Selvom de blot var »besatte« af sandheden, formoder jeg, at Badawis synspunkt om, at de var besatte af bibelske profetier om Jesus, ligner nogle muslimers besættelse af at finde bibelske profetier, der »beviser« Muhammed. For eksempel forsøger Badawi i denne serie, bånd 7, del d, at forklare, hvordan Muhammed er profeteret i Bibelen.
b) Salme 9, 10 og 21 anføres generelt ikke af kristne som bevis for, at Jesus blev forudsagt i Det Gamle Testamente. Det er derimod Esajas 53; Esajas 7:14; Esajas 9:6; Salme 22, Mika 5:2; 1. Mosebog 49:10 og Daniel 9.
c) At Jesus var meget elsket af sine tilhængere, er ikke i modstrid med, at han også blev intens hadet af mange andre. Selv dr. Badawi kan gøre det bedre end dette!
Desuden er Salme 69 alligevel ikke primært messiansk.
d) Da Matthæus fremlægger den profetiske forudsigelse om Judas i Det Gamle Testamente, citerede han faktisk fra Jeremias 32:6-9 og Zakarias 11:12-13. Jeremias nævner også en pottemagerens mark i Jeremias 18:2, 19:2,11, men Matthæus bringer ikke et nøjagtigt citat fra nogen af disse steder. Matthæus citerer ganske enkelt den mest populære af profeterne, hvilket var almindelig praksis på den tid. Matthæus gjorde det samme tidligere i Matthæus 5:2, hvor han citerede fra Mika 5:2 og 2. Samuel 5:2. Det er Badawi, der tager fejl, og som man ikke kan stole på.
a) Igen siger Badawi, at Matthæus er »besat af profetier«
b) Badawi forsøger at afvise mange profetier om Jesus i Det Gamle Testamente som usande.
c) Badawi taler om, hvordan Muhammed er forudsagt i Bibelen.
a) Matthæus citerer faktisk mange profetier om Jesus (og ingen om Muhammed, da der ikke findes nogen). Badawi begynder at fortælle os, hvordan forfatterne af Bibelen er besat af profetier, startende i bånd 5, punkt f, og fortsætter helt frem til slutningen af dette bånd. Dette må være et vigtigt punkt for ham.
b) Badawi undlader at fortælle sit publikum, at:
b1) Det Gamle Testamente forudsagde, at Kristus ville dø (Esajas 53:5-10, Salme22:16 ; Daniel9:26 ; Zakarias12:10 ), og Jesus opfyldte alle Det Gamle Testamentes profetier om Messias’ første komme. (jf. Matthæus 4:14-16;5:17 -18;8:17 , Johannes5:25 -26;5:39 )
b2) Jesus forudsagde og bekendtgjorde åbent sin forestående død mange gange (Johannes2:19 -21;10:10 -11; Matthæus12:40 ; Markus 8:31; Matthæus 17:22-23).
b3) Alle forudsigelserne om hans opstandelse, både i Det Gamle Testamente (jf. Salme16:10 ; Esajas 26:18; Daniel 12:2) og i Det Nye Testamente (jf. Johannes2:19 -21; Matthæus12:40 ;17:22 -23), bygger på den kendsgerning, at han ville dø. Kun en, der dør, kan opstå.
c) Badawi synes at ville have os til at tro, at beviserne for, at Det Gamle Testamente profeterer om Jesus, er meget svage, og at beviserne for, at Det Gamle Testamente og evangelierne profeterer om Muhammed, er meget stærke. Selv de fleste andre muslimer forsøger ikke at tvinge Bibelen til at forudsige Muhammed.
a) Badawi siger, at hvis noget stammer fra Gud, må det ikke indeholde modsigelser.
b) Badawi siger, at Det Nye Testamente blev skrevet omkring år 50 e.Kr.
c) Badawi er enig i, at de fire kanoniske evangelier omtaler korsfæstelsen, men han siger, at evangelieberetningerne ikke er sammenhængende eller autentiske.
d) Badawi citerer »mange bibelforskere« (såsom Dennis Meinham og John Fenton), der afviser Bibelens ægthed. Han siger, at Markus og Lukas ikke var øjenvidner, og at Matthæus og Johannes i virkeligheden ikke blev skrevet af de egentlige disciple.
e) Mens Badawi angriber Bibelen, omtaler han hele tiden de kristne som »brødre«.
a) Vi er enige med Badawi i, at sandheden ikke er modstridende. Men hvad skal dr. Badawi så mene om de mange ophævede vers i Koranen? Omkring 200 vers anses af forskellige muslimer for at være ophævede. Haditherne i »Sahih Muslim« omtaler suraer, der blev fjernet fra Koranen. Selv de ikke-ophævede dele indeholder mange modsigelser og uoverensstemmelser. For eksempel opdagede Zul-Karnaim ikke den »sandhed«, at solen går ned i en mudret kilde, som beskrevet i sura 18:85-86. Koranen siger, at jorden blev skabt på 6 dage i sura 7:54; 10:3; 11:7; 25:29. Men i sura 41:9-12 tog det 8 dage. Ophævelse af vers nævnes i sura 2:106 samt i Sahih Muslim, bind 1:1433, s. 330.
Vi kunne se nærmere på sura 17:1 og andre steder, men det er tilstrækkeligt at sige, at Badawi bør anvende sin test på Koranen.
b) Vi ved ikke præcist, i hvilke år de forskellige dele blev skrevet, men Badawi har ret her med hensyn til Paulus’ breve, mens evangelierne sandsynligvis er lidt senere.
c) Det ser altså ud til, at de fire beretninger, plus de verdslige historikeres beretninger, i det mindste fastslår, at Jesus blev stillet for retten og korsfæstet.
d) Badawi synes at være glad for at citere ikke-kristne som kristne eller bibelforskere, som han gør i pakke 8, bånd 1, punkt d, bånd 6, punkt c, bånd 7, punkt c, bånd 10, punkt c, og bånd 11, h.
Vi anerkender, at ikke-kristne kan være bibelforskere, men dr. Badawi bør påpege, at de er ikke-kristne, i stedet for at lade lytteren antage, at de er det.
e) Hvorfor kalder Badawi os brødre, uden at fordømme krigslystne muslimer som ikke-ægte muslimer? På den anden side er det vores oprigtige ønske, at dr. Badawi og vi faktisk var brødre, at dr. Badawi måtte kende glæden ved den ægte Jesus og opnå evigt liv.
f) Badawi siger, at beretningen om korsfæstelsen i evangelierne er inkonsekvent. Badawi siger, at evangelierne ikke er autentiske på grund af forskellige »versioner« eller beretninger i evangelierne vedrørende:
f1) Salvelsen af Jesus
f2) Begivenhederne ved den sidste nadver
f3) Den sidste nat og Jesu anholdelse
f4) Retssagen mod Jesus
f5) Korsfæstelsen
f6) Begravelsen
f7) Hvad skete der med Judas?
f8) Opstandelsen
f) Hvis han mener, at det er inkonsekvent at fremlægge forskellige detaljer, så er det hans definition. At fremlægge forskellige detaljer betyder dog ikke, at de er modstridende. Hvis vi hævder, at det hele hænger sammen, er det selvfølgelig rimeligt at bede os om at påvise sammenhængen.
Her er en fuldstændig harmoniseret beretning om korsfæstelsen. Punkter med tal skal følge hinanden, mens punkter med bogstaver kan stå i vilkårlig rækkefølge.
P24. I Betania, seks dage før påsken, deltager Jesus i et festmåltid til hans ære i Simon den spedalskes hus, hvor Maria serverede. Jesus bliver for anden gang salvet af Maria med en pint nardusolie, der svarer til et års løn, fra en alabasterkrukke. (Bemærk, at dette er byen, hvor Lazarus boede, ikke huset.) Judas Iskariot og disciplene klager. Mt 26:6-13; Mk 14:3-9; Joh 12:1-11
P25. Judas taler med præsterne. Mt 26:14-16; Mk 14:10-11; Lk 22:3-6
P26. På den første dag af det usyrede brøds højtid (torsdag) forbereder de den sidste nadver. Mt 26:17-19; Mk 14:12-16; Lk 22:7-13
P27. Jesus vasker sine disciples fødder. Joh 13:1-18
P28. I en stor sal på øverste etage (Mk14:15 ) indtager de Herrens nadver. Mt 26:20-29; Mk 14:17-25; Lk 22:14-23; 1 Kor11:23 -26
P29. Jesus siger, at Judas vil forråde ham Joh 13:18-28a
P30. Jesu nye bud om at elske hinanden Joh 13:31-35
P31. Midt under den sidste nadver går Judas sin vej. Joh 13:28b-30
P32. Enten under den sidste nadver eller kort derefter opstår der endnu en diskussion om, hvem der er den største. Luk 22:24-30
P33a1. Efter at Judas er gået, på vej til Olivenbjerget, forudsiger Jesus, at Peter vil fornægte ham tre gange. Mt 26:30-35; Mk 14:26-31; Lk 22:31-38; Joh 13:36-38
P33a2. I Getsemane-haven på Olivenbjerget. Mt 26:36-46; Mk 14:32-43a; Lk 22:39-46
P33b. Fra den sidste nadver til Olivenbjerget taler Jesus. Joh 14:1-16:33
P34. Jesu bøn før anholdelsen. Joh 17:1-26
P35. Efter at Jesus er færdig med at bede, krydser de Kidron-dalen og går ind i en olivenlund. Joh 18:1
P36. Anholdelsen. Mt 26:47-56; Mk 14:43b-52; Lk 22:47-53; Joh 18:2-11
P37a1. I eller nær ypperstepræstens gård bliver Jesus stillet for Sanhedrin. Mt 26:57-68; Mk 14:53-65; Lk 22:66-71; Joh 18:12-14; Joh 18:19-23
P37b. I gården fornægter Peter Kristus tre gange. Mt 26:69-75; Mk 14:66-72; Lk 22:54-62; Joh 18:15-18; Joh 18:25-27
P37c. I Akeldama hænger Judas sig selv. (rebet brast enten før eller efter, at han døde) Mt 27:1-10; ApG 1:18-19
P37a2. Soldaterne håner, slår og binder bind for øjnene på Jesus. Luk 22:63-65
P38. Jesu retssag for Pilatus. Mt 27:11-14; Mk 15:1-15; Lk 23:1-6; Joh 18:28-37
P39. Jesus sendes til Herodes. Luk 23:7-11a
P40. Jesus sendes tilbage til Pilatus. Luk 23:11b-12
P41. Pilatus appellerer til folkemængden og løslater Barabbas. Mt 27:15-26; Lk 23:13-25; Joh 18:38-40
P42. Romerske soldater pisker Jesus og klæder ham i en purpur-skarlagenrød kappe og en tornekrone. Mt 27:27-31a; Mk 15:16-20a; Joh 19:1-3
P43. Pilatus går igen ud til jøderne. Joh 19:4-15
P44. Jesus føres bort for at blive korsfæstet. Mt 27:31b; Mk 15:20b; Lk 23:26a; Joh 19:16
P45. Jesus bar [i første omgang] sit eget kors. Joh 19:17a
P46. Simon bliver [derefter] tvunget til at bære Jesu kors. Mt 27:32; Mk 15:21; Lk 23:26b
P47. Jesus siger: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn…« Luk 23:28-31
P48a. På Golgata i den tredje time [9:00am ] bliver Jesus korsfæstet. Mt 27:33; Mk 15:22,25; Lk 23:33; Joh 19:16b-22
P48b. Skrev det tresprogede skilt over Jesu hoved. Mt 27:37; Mk 15:26; Lk 23:38
P48c. To forbrydere korsfæstes ved siden af Jesus. Mt 27:38; Mk 15:27; Lk 23:32-33
P49a. Jesus siger: »Fader, tilgiv dem…«. Luk 23:34a
P49b. Nogle tilbyder Jesus noget at drikke, men han afslår. Mt 27:34; Mk 15:23
P49c. De kaster lod om tøjet. Mt 27:35-36; Mk 15:24; Lk 23:34b; Joh10:23 -24
P50a. Jesus sagde: »Kvinde, her er din søn«; »Her er din mor«. Joh 19:25-27
P50b. Andre siger: »Han frelste andre; lad ham nu frelse sig selv…«. Mt 27:40-43; Mk 15:29-30; Lk 23:35a
P50c. Præsterne håner også Jesus. Mk 15:31-32; Lk 23:35b
P50d. Soldaterne håner Jesus på korset. Luk 23:36-37
P50e. Tyven til venstre fornærmer Jesus. Mt 27:44; Lk 23:39
P51. Tyven til højre forsvarer Jesus. Luk 23:40-43a
P52. Jesus siger: »… i dag skal du være med mig i paradiset«. Luk 23:43b
P53a. Jesus siger: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«. Mt 27:45-47; Mk 34-36
P53b. Jesus siger: »Jeg tørster«, og for anden gang tilbydes han at drikke af en svamp. Mt 27:48; Joh 19:28-29
P53c. Nogle venter på at se, om Elias kommer. Mt 27:49
P53d. Fra omkring den sjette til den niende time holder solen op med at skinne. Mk 15:33; Lk 23:44-45
P54. Jesus siger: »Det er fuldbragt.« Joh 19:30
P55. Lige før han dør, siger Jesus: »Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd.« Luk 23:46a
P56. Jesus dør. Mt 27:50; Mk 15:37; Lk 23:46b
P57a. I det samme øjeblik blev forhænget i templet revet i to. Mt 51a; Mk 15:38-39 (også Thales 52 e.Kr.)
P57b. Der opstod et jordskælv, gravene brød op, og de døde kom frem. Mt 51b-53.
P58a. Soldaterne brækker røverne benene, men ikke Jesu. Joh 19:31-37
P58b. Hundredføreren siger, at dette helt sikkert var en retfærdig mand. Luk 23:47-49
P58c. Hundredføreren siger: »Dette var Guds Søn!« Mt 27:54
P58d. Mange kvinder stod og så på. Mt 27:55-56
P59. Da det blev aften, beder Josef fra Arimatæa Pilatus om Jesu lig. Mt 27:57-58; Joh 19:38
P60a. I Josef fra Arimatæas grav begravede Josef og Nikodemus Kristi lig, og en sten blev rullet foran graven. Mt 27:59-61; Mk 15:42-47; Lk 23:50-54; Joh 19:39-42
P60b. Før sabbatten skaffer kvinderne krydderier. Luk 23:55-56
P60c. Pilatus giver sit samtykke til, at der stilles en vagt af soldater ved graven. Mt 27:62-65
P61. De forseglede graven og satte en vagt der. Mt 27:66
R1a. Da sabbatten var forbi, begav Maria Magdalene, den anden Maria [Jakobs mor], Salome og de andre kvinder sig til graven. Mt 281b; Mk 16:1-3; Lk 24:1; Joh 20:1
R2a. Der skete et jordskælv, da englen kastede stenen væk. Vagterne blev som døde. Mt 28:2-4
R2b. Englen kastede stenen væk. Mk 16:4; Lk 24:2
R1b. Der blev ikke fundet noget lig, og to »mænd« talte til kvinderne. Luk 24:3-8; Joh 20:2
R3. Den morgen, hvor Jesus opstod, viste en engel sig for kvinderne og bad dem sige til disciplene, at de skulle tage til Galilæa. Mt 28:5-7; Mk 16:5-8
R4a. Mens kvinderne skyndte sig tilbage, viste Jesus sig også for kvinderne og bad dem sige til disciplene, at de skulle drage til Galilæa. Mt 28:8-10
R4b1. Da kvinderne vendte tilbage fra graven, troede disciplene ikke på dem. Luk 24:9-11
R4b2. Peter og Johannes løber hen til graven, og Johannes kommer der først. Luk 24:12; Joh 20:3-9
R4b3. Derefter vender disciplene tilbage til deres hjem [i Jerusalem]. Joh 20:10
R4c. Vagterne fortæller det til præsterne; præsterne bestikker dem. Mt 28:11-15
R4d. Mens Maria græd, viste to mænd sig for Maria Magdalene, og derefter Jesus. Mk 16:9-11; Joh 20:11-18
R5. Samme dag på vejen til Emmaus viser Jesus sig for to disciple (ikke blandt de elleve disciple). Han bliver hos dem indtil aftenen. Mk 16:12; Lk 24:13-29
R6. Straks skyndte de to disciple sig tilbage til Jerusalem (7 miles væk) og fortalte de 11 disciple det. Mk 16:13; Lk 24:33-35
R7. I Jerusalem, om aftenen samme dag, som Jesus opstod, mens de to taler med disciplene, viser Jesus sig for første gang for ti disciple. Joh 20:19-23
R8. De andre disciple fortæller Thomas, at de har set Jesus. Joh 20:25
a) Badawi siger, at Jesus ikke kan bede til Gud og dø for verdens synder på samme tid – han siger, at begge dele ikke kan være sande på samme tid.
b) Badawi siger, at Jesu disciple aldrig ville være løbet væk, som evangelierne fortæller. Badawi siger: Hvis Peter brugte sit sværd, hvorfor blev han så ikke anholdt? Hvis disciplene løb væk, ville de ikke være vidner til korsfæstelsen og opstandelsen.
c) Badawi siger, at evangelierne i Det Nye Testamente ikke er autentiske og ikke er skrevet af dem, der stod Jesus nærmest.
d) Badawi bryder sig ikke om, at evangelierne fortæller, at Jesus opstod fra de døde.
e) Badawi bryder sig ikke om »afvigelser« fra det ene evangelium til det andet, og han siger, at dette gør dem usande og falske.
a) At Jesus ikke kommunikerede med Gud er et reelt problem i Badawis øjne. Han nævner det også i pakke 8, bånd 8, punkt i, og i denne pakke (9), bånd 5, punkt d. Vi kan være enige om, at Jesus, da han var Gud, ikke udførte nogen muslimske rak’ah’er.
Men er det virkelig sandsynligt, at Jesus aldrig forsøgte at kommunikere med Faderen?
b) I betragtning af deres frygt, hvorfor skulle disciplene så ikke flygte i et svagt øjeblik? Det ville være svært at anholde Peter, hvis beviset på slavens øre ikke længere var der, og Peter alligevel var flygtet. De ville være vidner til korsfæstelsen, fordi de ikke flygtede særlig langt væk. Mange ville se korsfæstelsen, og de kunne let blande sig med mængden.
c) Badawi undlader imidlertid at fremlægge beviser i form af tidlige manuskripter fra de såkaldte Jesu disciple, der kunne underbygge hans påstande om, at Jesus hverken blev korsfæstet eller opstod fra de døde. Det bedste, Badawi kan gøre, er at henvise til en middelalderlig forfalskning, af alle ting på italiensk. (Det italienske sprog eksisterede ikke på Jesu tid.) Badawi siger blot: »Øjenvidnerne var ikke til stede.« (Men hvor var de så?)
d) Badawi har intet grundlag for at afvise opstandelsen, bortset fra ordet fra den mand, han ønsker at følge i graven: Muhammed.
e) Men hvis vi tager 10 intelligente muslimske studerende og beder hver af dem om at skrive en to-siders historie om Muhammed, vil deres skrevne historier så stemme perfekt overens? Hvis de ikke gør det, betyder det så, at det, de alle sammen siger om Muhammed, er usandt? I en retssal ser man på bevisreglerne.
a) Badawi tror ganske enkelt ikke på noget af det, Det Nye Testamente siger om begivenheder, lære osv., der strider mod hans forudfattede overbevisninger.
b) Badawi argumenterer imod evangeliernes beretninger om opstandelsen:
b1) Hvorfor skulle Maria Magdalene ønske at fjerne Jesu lig?
b2) Hvorfor skulle Maria tro, at Jesus var gartneren? Badawi siger, at Jesus forklædte sig.
b3) Når Jesus siger, at han endnu ikke er steget op til sin Fader, betyder det, at han endnu ikke er død.
b4) Jesus sagde, at han ville stige op til din Gud og min Gud. Badawi siger, at det beviser, at Jesus ikke kunne være Gud.
b5) Badawi siger, at Jesus ikke kunne blive kød igen efter sin død, fordi det måske ville betyde, at hinduismen og dens lære om reinkarnation er sand.
b6) Badawi siger, at evangelierne er enige om, at Jesus forudsagde sin død og opstandelse, og at disciplene ikke troede på det dengang, men Badawi siger, at det er usandsynligt, at disciplene ikke troede på det, og hævder, at dette sandsynligvis ikke er en sand beretning.
a) Man kunne gerne spørge Badawi: Når alle indvendinger her og i hans andre optagelser er blevet besvaret tilfredsstillende, vil han så tro?
b1) En simpel gennemlæsning af evangelieberetningerne viser, at Maria kom for at give liget en ordentlig indpakning med krydderier. Hun havde ikke i sinde at slæbe liget nogen steder hen.
b2) Hun var så overrasket, at hun ikke kunne forestille sig, at denne mand var Jesus. At hun ikke straks genkendte ham, var sandsynligvis ikke noget mirakel. I det svage morgengry ville en mand, der var tildækket med et klæde, måske ikke så let kunne genkendes som Jesus, som ifølge Esajas 53 lignede en almindelig mand.
b3) Badawi tager fejl her. Hvis han havde ret, ville Jesus sige: »Hold ikke fast i mig, for jeg lever stadig.« »Opstigen« betyder opstigen. For at Badawi kan bevise sin spekulation, må han finde eksempler, hvor »opstigen« blot betyder »død«. Ellers kan enhver definere ethvert ord til at betyde lige hvad man vil.
b4) Nej, for ordet »Gud« har forskellige betydningsnuancer i Bibelen: nogle gange henviser det til Gud Faderen, som det gør her, nogle gange til Jesus, nogle gange til Helligånden, og nogle gange til Treenigheden. I Hebræerbrevet 1:8-9 henviser det til Faderen, når ordet »Gud« bruges for anden gang, og til Jesus, når ordet »Gud« bruges for første gang. Ligeledes henviser det i Johannes 1:1 til Faderen, når det bruges for første gang, og til Jesus, når det bruges for anden gang.
b5) Dette er interessant, fordi islam og selve Koranen siger, at mennesker vil blive genoprejst fysisk. Måske afviger Badawi her lidt fra islam. Sura 2:243 siger: »…Allah sagde til dem: ’Dø!’ Så genoplivede Han dem.«
b6) Han indrømmer, at evangelierne er enige om:
a) Forudsigelsen af Jesu død
b) Forudsigelsen om Jesu opstandelse
c) Forudsigelsen om, at disciplene ville flygte
Alligevel hævder han, at dette er forkert, udelukkende på grundlag af, at disciplene efter hans mening ikke ville flygte.
Badawi afviser noget udelukkende fordi det ikke passer ind i hans forudfattede meninger.
c) Badawi siger, at kristne senere, efter begivenheden, tilføjede materiale til Josefus’ historier.
d) Badawi citerer Nikodemus-evangeliet for at sige, at Jesus efter sin død tog til helvede og hentede Adam, Abraham og andre profeter og førte dem til paradiset. Badawi siger, at dette er lige så modstridende som beretningerne i evangelierne.
e) Beretningen om Jesu opstandelse er blot en mytisk legende og er ikke sand.
c) I det mindste nogle sætninger blev sandsynligvis tilføjet i en syrisk oversættelse af Josefus. Men grunden til, at vi ved det, er, at vi kan krydstjekke den med en anden, arabisk oversættelse af Josefus.
d) Man kunne ligeledes citere de falske hadither, men det ville ikke sige mere om den autentiske Muhammed, end Nikodemus-evangeliet siger om den autentiske Jesus.
e) Jesu opstandelse er et veldokumenteret faktum i oldtidens historie. Ud over forfatterne af Bibelen henvises der til den af:
Klemens af Rom 97/98 e.Kr.
Papias 110–130 e.Kr.
Ignatius døde 107 eller 116 e.Kr.
Polykarp døde ca. 163 e.Kr.
Irenæus 120/140–202 e.Kr.
Didache 120–150 e.Kr.
Justin Martyr 138–165 e.Kr.
Theophilus af Antiokia 168–181/188 e.Kr.
Andre
Badawi må fremlægge kilder, der benægtede opstandelsen, bortset fra middelalderlige forfalskninger.
Er Badawis alternativ mere rimeligt??? Man kunne fejlagtigt tro, at Badawis afvisning af opstandelsen skyldes generel skepsis. Men sådan er det ikke, for Badawi (og de fleste muslimer) mener, at Jesus faktisk så ud til at blive korsfæstet, men at Allah på mirakuløs vis satte en anden i hans sted (som man normalt mener var Judas) og på mirakuløs vis gav dem Jesu fysiske udseende, hvilket ikke blot narrede Jesu fjender, men også hans trofaste tilhængere.
a) Badawi citerer liberale og ikke-troende, der angriber Bibelen.
b) Badawi siger, at forestillingen om, at Jesus er »Gud i menneskeskikkelse«, bygger på gamle stammemyter, legender, hedenske trosbekendelser og filosofi.
c) Badawi nævner mange historier, såsom historier om Baal og solguder samt buddhistiske fortællinger, og han siger, at myter ikke har noget historisk grundlag. Naturligvis troede man engang, at hettiterne var en bibelsk myte, men de er nu veldokumenterede.
d) Badawi synes at være uvidende om logikkens »lighedsfejl«.
a) Vi har intet imod, at Badawi citerer mennesker med andre trosretninger, men vi har et problem med, at Badawi fejlagtigt kalder dem kristne eller antyder, at de er kristne.
b) Hvis man ønsker at tale om stammemyter og legender, kan man fremføre langt stærkere argumenter for omvandringen af Ka’abaen, pilgrimsrejser og tilbedelsen af Allah (herunder hans døtre) før Muhammed. Hvis Det Gamle Testamente stammer fra Abrahams og Jesu tid (og det gør det), så er Badawis problem ikke blot denne lære, men tanken om, at Gud ikke har bevaret hele Bibelen.
c) Hvis man leder grundigt nok, er vi sikre på, at man kan finde ligheder og forfalskninger af næsten hvad som helst. Vi ved ikke, om Badawi er bekendt med den moderne videnskabelige litteratur, der knytter islams lære til tidligere zoroastrisme og kætterske kristne sekter.
d) Hvis fjerne ligheder ikke beviser noget, har han ingen sag. Hvis moderate ligheder beviser kopiering fra hedenske kilder, har dr. Badawi netop modbevist Koranen!
a) Badawi indrømmer, at evangelierne lærer det, de lærer, men han siger, at disse bibelske lærdomme stammer fra myter.
b) Badawi fremfører den samaritanske teori, der hævder, at samaritanerne ikke troede på noget i Bibelen ud over Josva og stod under indflydelse af forskellige hedenske trosretninger. De såkaldte forfattere af evangelierne stod under denne samaritanske indflydelse, som også havde forbindelser til trossystemer forbundet med okkultisten Simon Magus (ApG 8:9-25).
c) Badawi indrømmer klart, hvad Det Nye Testamente lærer om mange ting – korsfæstelse, opstandelse, at Jesus er »Guds Søn«, at Jesus er Gud osv. – men han tror ikke på noget af det.
d) Badawi indrømmer, at han må antage, at Bibelen er falsk, hvis Koranen skal betragtes som sand.
a) Der er fundet lignende myter for nogle af historierne i Koranen, såsom at Jesus talte som spædbarn. Badawi skal finde eksempler, ikke på myter, men på myter, der eksisterede, før den tilsvarende del af Det Nye eller Det Gamle Testamente blev skrevet. Selv hvor der findes myter med ligheder, såsom en verdensomspændende syndflod, ville man forvente, at folk fandt på historier for at forsøge at forklare katastrofale begivenheder.
b) Samaritanerne og saddukæerne (religiøse liberale) accepterede ikke profeternes skrifter, såsom Esajas, David, Salomo osv. Badawi har ikke kunnet påvise, hvordan evangelieskriverne på nogen måde blev påvirket af samaritanerne. Han nævner Simon Magus, formodentlig fordi han er samaritaner, men knytter ikke dette til noget, som evangelieskriverne (eller for den sags skyld Muhammed) har sagt.
c) Han tror ikke på det på grund af en »forudgående teologisk forpligtelse« over for Koranen, men i det mindste kan vi alle se, at Det Nye Testamente lærer disse ting.
d) Dette er faktisk et vigtigt punkt, som Badawi indrømmer. Efter at have læst Bibelen så meget, som han tilsyneladende har gjort, er han enig i, at hvis Bibelen stammer fra Gud, og dens budskab er blevet bevaret uden væsentlig forvanskning, så må Koranen være falsk. Bibelen må være forvansket, for at der overhovedet kan være en mulighed for, at Koranen er sand.
a) Badawi siger, at historiske kristne læresætninger var plausible i oldtiden, men ikke nu.
b) Badawi siger, at Simon Magus fra Apostlenes Gerninger 8 (en samaritaner) indførte inkarnationsteologien i kristendommen.
c) Badawi fremlægger flere teorier om kristendommens rødder, såsom »guddommelige mænd« og »herskerkulter«, der fandt sted omtrent samtidig med kristendommens begyndelse, og at forfatterne af Det Nye Testamente blot overtog denne forestilling om, at Jesus var en »gud-mand«. Badawis »logik« fortæller ham – skyld ved association eller tidsramme.
a) På engelsk findes der et slangudtryk, der beskriver dr. Badawis holdning: Det er som når gryden kalder kedlen sort. Badawi accepterer haditherne som autoritative. Haditherne fortæller om, at Muhammed delte månen i to, at Gabriel påførte Muhammed fysisk smerte, at Muhammed blev forhekset, og at der findes ophævede suraer i Koranen. Liberale, der benægter historiske kristne læresætninger, benægter typisk jomfrufødselen og Kristi syndfrihed, men Badawi accepterer disse ting samt det faktum, at Jesus udførte mange mirakler. Faktisk er det ikke Jesu mirakler, han har indvendinger imod, så meget som korsfæstelsen, opstandelsen, Treenigheden og at Jesus kaldes Gud.
b) Det er lige så latterligt som at sige: »Dr. Badawi fortalte Muhammed, hvad han skulle skrive i Koranen.« De fleste af apostlene mødte aldrig Simon Magus, og Jesus accepterede at blive tilbedt som Gud og blev kaldt Gud længe før Simon Magus. Dr. Badawi må gøre det bedre end blot at »fiske« efter indvendinger uden nogen som helst beviser.
c) Manikæerne, en solkult og nogle mysteriereligioner kan være opstået i århundrederne før og efter Jesus Kristus. Naturligvis opstod der også mærkelige muslimske afstikkere, som mange muslimer ikke kan genkende, efter Muhammed. Det beviser dog ikke noget om islam eller Muhammed, og det er svært at forstå, hvorfor Dr. Badawi mener, at det beviser noget om den tidlige kristendom.
At Gud er en hersker, fremgår både af Det Gamle Testamente og af Koranen, så en »herskerkult« efter kristendommen og før islam ville være noget, man kunne beskylde islam for at have lånt fra, ikke kristendommen. Vi vil dog ikke beskylde islam for at have lånt fra lidet kendte herskerkulter, da vi ikke har beviser for det. Det ville være enklere, og han kunne have indspillet færre bånd, hvis dr. Badawi blot beskyldte kristendommen for ting, som han har beviser for.
a) Badawi elsker at sige: ”Nogle lærde siger”, og derefter forsøger han at udlede heraf, at kristendommen er baseret på græske og hellenistiske kilder, der går fra Filon til Paulus, især med det græske ord logos.
b) Badawi forsøger at knytte kætterske lærdomme fra Enochs Bog til de bibelske skrifter.
c) Badawi gentager sin omtale af Herbert W. Armstrong fra bånd 1 i pakke 8, punkt d. Badawi kalder Herbert W. Armstrong en lærd og siger, at Jesus blot var et menneske – sura 9:30.
d) Han nævner julens og påskens hedenske oprindelse.
a) Det må indrømmes, at tanken om, at Gud havde et ord, findes i den græske filosofi. Men længe før de klassiske grækere siger 1. Mosebog, at Gud skabte ved sit ord.
I øvrigt har Badawi i sin iver efter at anklage kristendommen tilsyneladende glemt, at Koranen også siger, at Jesus er Allahs ord.
b) Enochs Bog indeholder sandsynligvis en vis sandhed, ligesom enhver kan skrive en bog fuld af usandheder og indsætte et par vers fra Bibelen i den.
I øvrigt er Enoch-bogen en sammensat bog med fem forskellige afsnit, sandsynligvis skrevet af forskellige forfattere.
c) Da Badawi omtalte Herbert W. Armstrong som en kristen lærd, »glemte« han at nævne, at Armstrong var en kætter. Han var lige så meget kristen, som tilhængerne af Muhammed er muslimer.
d) Blandt grækerne, romerne og germanerne var der en eller anden form for fest næsten hver eneste dag året rundt. Påsken falder sammen med den jødiske påske, så den er ikke hedensk. Julen har aldrig været en hedensk højtid. Den faldt sammen med den romerske højtid kaldet Saturnalia, men det skyldtes sandsynligvis, at slaverne på det tidspunkt fik midlertidig frihed, og mange af de tidlige kristne i Rom var slaver. Badawi ser tilsyneladende igen verden »gennem kun ét øje«, da han undlader at nævne, at indbyggerne i Mekka før Muhammed fejrede det, der i dag kaldes »muslimske« højtider, og udøvede fire af islams fem søjler.
a) Badawi siger, at Bibelen tager fejl, og at sandheden for muslimer er:
a1) Man kan ikke vide, om man er frelst, før det er forbi
a2) Man skal ifølge Badawi opnå frelse hos Allah gennem gode gerninger, ikke blot ved tro på Jesus og frelse ved nåde, som Bibelen lærer.
a3) Allah tilgiver ikke dem, der har »medpartnere« med Gud (dvs. tror på Treenigheden)
a4) Badawi siger, at der er to betingelser for frelse:
a4a) Man skal have den rette tro på Gud (ingen »partnere med Gud«)
a4b Du skal udføre gode gerninger
b) Badawi siger: »Muslimer er ikke besat af synd og forsoning som kristne.«
c) Badawi siger, at Treenigheden er baseret på ubegrundet »erfaring«.
a1) For muslimer skælvede selv Muhammed ved tanken om sin pine i graven ifølge Sahih Muslim, bind 1:1214, s. 290. Badawi har på en måde ret, når det gælder religioner, der er skabt af mennesker for at nå op til himlen.
Guds børn har imidlertid Guds løfter om, at Han vil bevare dem i Sin styrke.
a2) For muslimer og tilhængere af andre religioner gælder det, at man udfører gode gerninger for at blive frelst ved egen indsats. Tilhængere af forskellige religioner håber at kunne sige til Gud: »Jeg fortjener at komme til din himmel.« Kristne udfører gode gerninger, ikke for at blive frelst, men ud af taknemmelighed for Guds indsats for at frelse os. Vi kræver ikke, at Gud skal frelse os, men er taknemmelige for Hans nåde og barmhjertighed, når Han gør det.
a3) Hvis Jesus selv viste sig for dem og fortalte dem, at Gud er Faderen, sig selv og Helligånden, ville de så alligevel afvise Jesus?
a4a) Du skal tro korrekt på det væsentlige. Du må ikke benægte og afvise Treenigheden, for Treenigheden er sand.
a4b) Igen mener Badawi, at dine egne gode gerninger fører til frelse. Nej, ingen menneskers gode gerninger er gode nok til at sikre frelse. Ja, Gud ønsker, at du udfører gode gerninger, men det er Guds nåde og barmhjertighed, der frelser dig; ikke dine egne fortjenester.
b) I betragtning af, at voldtægt legitimeres i muslimske lande, og den vold, der udøves, selv mod medmuslimer, kan man med sikkerhed sige, at Badawi har ret: mange muslimer er ikke særlig optaget af synd og forsoning.
c) Treenigheden er baseret på Guds ord. Hvis han er uenig i Treenigheden, kunne han i det mindste vise kristne den høflighed at præsentere de nøjagtige grunde til, hvorfor kristne har troet på og lidt for Treenigheden.
a) Badawi er enig i, at vores Bibel og hans Koran ikke begge kan være sande.
b) Bibelen er angiveligt fuld af modsigelser, mens Koranen angiveligt ikke er det.
c) Badawi siger, at Bibelen er menneskeskabt, fordi den ikke altid siger »Gud sagde«.
d) Badawi nedgør Det Nye Testamente og citerer fra Jehovas Vidners publikation »Awake!« for at bruge yderligere angreb mod kristendommen.
e) Badawi fremhæver kopieringsfejl i Bibelen og Jesu slægtsregister, som nævnes i både Lukas og Matthæus.
a) Vi er enige i, at Badawi har ret på dette punkt; den ene af dem må være falsk.
b) Alle de påståede modsigelser, vi har hørt om, forklares på www.BibleQuery.org. Derimod kan muslimer ikke forklare, hvordan Muhammed foretog en natlig rejse til moskeen i Jerusalem (som først blev bygget efter hans død), hvordan Zul Qarnain opdagede, at solen gik ned i en mudret kilde, at jorden blev skabt på 6 dage – nej, det var 8 dage – på en måde, der ikke kan forenes. Haman, der levede i Esters tid, rejste ikke tilbage i tiden til Moses’ tid osv.
c) Badawi forsøger at forhindre Gud i at kunne anvende et menneskeligt element i Bibelen. Faktisk indeholder Koranen dog tydeligvis nogle vers, som ikke kunne være udtalt direkte af Allah. Selvom det ikke modbeviser Koranen, undergraver det dr. Badawis argument.
d) Vi kan også citere, hvad hinduer siger om islam, men det ville ikke gøre islam ugyldig, ligesom det ikke ville gøre kristendommen ugyldig, hvis dr. Badawi citerede Jehovas Vidners publikationer.
e) Jesus havde ikke én, men to slægtslinjer. Hans biologiske slægtslinje gennem Maria findes i Lukas, og hans juridiske ret gennem sin stedfar Josef findes i Matthæus. Der er kopieringsfejl i Koranen, ligesom der også mangler nogle suraer.
Dette er slutningen på dette bind: Pakke 9
»Serie K. Jesus, islams elskede budbringer – Del 2 af Jamal A. Badawi
Islamic Information Foundation. Halifax, Nova Scotia, Canada
Indtastede dele
Sura2:36 »Da fik Satan dem til at falde fra (paradiset) og forlade den tilstand af (lyksalighed), hvori de havde befundet sig. Vi sagde: ’Stig alle ned (I mennesker) med fjendskab imellem jer; o jord, I skal bo der, og den skal være jeres levebrød i en tid.’«
I Jalalayn-kommentaren står der: »Vi sagde: ’Stig ned’ til jorden; det vil sige jer og jeres afkom, som stadig er i jeres skød. ’Blandt jer’ betyder, at nogle af jeres afkom vil nære fjendskab mod andre på grund af jeres undertrykkelse af hinanden.«
Ja, Gud tog imod Adams anger og tilgav ham (ifølge Koranen – se vers5:37 ), men hverken Adam eller hans efterkommere var i stand til at vende tilbage til paradiset eller endog at genfinde det. Siden da har lidelse, elendighed og fjendskab præget menneskets liv.
'Abdullah Yusuf 'Ali kommenterer dette vers således: »Det er tydeligt, at Adam er symbolet på hele menneskeheden, og at kønnene går hånd i hånd i alle åndelige anliggender.«
Sura 7:172-173 siger: »Da Gud frembragte Adams børn – fra hans lænder – deres efterkommere og lod dem vidne om sig selv (ved at sige): ’Er jeg ikke jeres Herre (som værner om og forsørger jer?)’ De sagde: ’Ja! Det vidner vi om! Dette for at I ikke på dommens dag skal sige: ’Dette var vi aldrig opmærksomme på.’ Eller for at I ikke skal sige: ’Vore fædre før os har måske tilbedt falske guder, men vi er (deres) efterkommere efter dem: vil du da tilintetgøre os på grund af handlingerne hos mennesker, der var forgæves?’“
Jalalayns kommentar fortolker dette således: »Han [Gud] frembragte hver enkelt af dem fra den andens lænder helt tilbage til Adam, generation efter generation i den skikkelse, de vil antage, når de fødes. De var så talrige som myrerne på Nu’man [et bjerg] på ’Arafa-dagen. Han rejste foran dem beviserne på Sin guddommelighed og indpodede i dem
hjerner og fik dem til at vidne om sig selv.
Muhammad Farid Wagdis kommentar til disse vers lyder: »Husk, at jeres Gud frembragte Adams børns afkom fra deres lænder i den samme form, som de vil antage (når de fødes), århundrede efter århundrede, og rejste foran dem beviserne på Hans guddommelighed og indpodede i deres hjerner evnen til at få dem til at erkende disse beviser. Således blev de hævet til det niveau som dem, der fik at vide: ’Er jeg ikke jeres Herre?’ De sagde: ’Ja.’ Dermed gjorde deres fulde viden herom og deres dybe forankring i den dem så at sige til vidner, for at de ikke på Dommedagen skal sige: ’Dette (dvs. deres viden om Gud) var vi aldrig opmærksomme på.’ Eller at de siger: »Vore fædre tilbad falske guder, og derfor fulgte vi dem. Vil du tilintetgøre os på grund af det forfængelige folks handlinger?«”
'Abdullah Yusuf 'Ali siger i sin fortolkning: »Tekstens ord henviser til Adams efterkommere, dvs. til hele menneskeheden, fødte såvel som ufødte, uden nogen tidsbegrænsning. Adams afkom viderefører Adams eksistens og arver hans åndelige arv. Menneskeheden som sådan har et kollektivt aspekt.«
Ibn 'Abbas sagde: »Gud indgik løftet med Adams afkom i Nu’man, dvs. 'Arafa. Han frembragte alle sine efterkommere, som Han skabte, og spredte dem ud foran sig som myrer. Han talte til dem og sagde: 'Er jeg ikke jeres Herre?’ De sagde: ’Ja, vi vidner!’ For at de ikke på Dommedagen skal sige: ’Dette (dvs. kendskabet til Gud) var vi aldrig opmærksomme på.’“
Ibn 'Abbas sagde også
»I begyndelsen, da Gud forviste Dam til jorden, sendte Han ham til en ørken i Indien. Derefter gned Han sine lænder og frembragte hver eneste sjæl, Han havde besluttet at skabe, indtil Dommedagen. Det fandt sted i Nu’man, som ligger bag bjerget 'Arafa. Gud talte derefter til dem og gav dem evnen til at tale. Han indhentede et løfte fra dem om, at de ville tilbede Ham og aldrig sætte noget ved siden af Ham. (Han gjorde det) efter at Han havde udstyret dem med forstand og skænket dem deres underhold samt fastlagt længden af deres levetid, deres lidelser og så videre. Derefter anbragte Han dem i Adams lænder. Dommedagen vil således aldrig indtræde, før alle, der afgav deres løfte, er født. (Se også Al-Khazin II: 191.)
Abu Hurayra sagde også:
»Således var Adam ulydig, og hans efterkommere var ligeledes ulydige. Adam glemte og spiste af træet; ligeledes glemte også hans afkom. Adam syndede, og hans efterkommere syndede også!« (Citeret af Tirmidhi og andre.)
»Det fremgår tydeligt af disse vers, fortolkninger og overleveringer, at Adam af muslimer anerkendes som repræsentant for sine efterkommere, og at Koranen hentyder til dette.« (s. 6)
I Sahih al-Bukhari (bind 3:1213 nr. 3156) findes der yderligere beviser for rigtigheden af denne fortolkning.
»Vi fik at vide på autoritet af Qays Ibn Hafasa … på autoritet af Muhammad, at Gud siger til den, der lider mindst blandt helvedets befolkning: ’Hvis du besad al verdens rigdom, som du kunne bruge til at frelse dig selv med, ville du så gøre det?’ Han sagde: ’Ja.’ Derefter sagde Gud: ’Jeg havde bedt om noget, der er meget lettere end dette, mens du stadig var i Adams lænder: Ikke at sætte andre guder ved siden af Mig. Alligevel har du nægtet og tilbeder falske guder.’“
Hvad skete der med dette efterkommerskab, som lovede at tilbede Gud og ikke sætte andre ved siden af Ham, så det undlod at opfylde sit løfte og brød sit løfte?
Fortsætter alle mennesker med at gentage Adams synd, nemlig oprøret mod Guds kendte vilje?
Der findes en anden overlevering, der tilskrives Muhammed på grundlag af ’Abdullahs autoritet, og som lyder:
»Hver gang en sjæl dræbes uretfærdigt, bærer Adams første søn (Kain) en del af dens blod (ansvar), fordi han var den første, der påbød mord (al-Bukhari, bind 3:3157. Se også bind 3:6473 og bind 3:6890.)
Hvis Kain ifølge Muhammed altså var moralsk ansvarlig for hver eneste sjæl, der blev dræbt uretfærdigt, hvorfor skulle Adam så ikke være ansvarlig for at have overført menneskets faldne natur til sit afkom?
Sura 5:32 »Derfor forordnede vi for Israels børn, at hvis nogen dræbte et menneske – medmindre det var for mord eller for at sprede ufred i landet – ville det være, som om han dræbte hele folket; og hvis nogen reddede et liv, ville det være, som om han reddede hele folkets liv.«
’Ali forklarer: »At dræbe eller forsøge at dræbe et individ, fordi han repræsenterer et ideal, er at dræbe alle, der værner om idealet. Omvendt er det at redde et enkelt menneskes liv under de samme omstændigheder det samme som at redde et helt samfund.«
»Gud gjorde ham, der ikke kendte til synd, til synd for os, for at vi i ham kunne blive Guds retfærdighed.« (2. Korintherbrev 5:21)
»Han bar selv vore synder i sit legeme på træet, for at vi måtte dø for synden og leve for retfærdigheden.« (1. Petersbrev 2:24)
»Men I ved, at Kristus er kommet for at fjerne synderne, og i ham er der ingen synd.« (1. Johannesbrev 3:5)
»… uden udgydelse af blod er der ingen tilgivelse.« (Hebræerbrevet 9:22)
Kristus selv sagde offentligt: »Grunden til, at Faderen elsker mig, er, at jeg giver mit liv for at tage det op igen.« (Johannes 10:17-18).
Johannes3:16 »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«
- - - - -
Hvorfor jeg ikke er muslim af Ibn Warraq. s. 39-40
Samfundet i det præislamiske Centralarabien var organiseret omkring stammen, og hver stamme havde sin hovedgud, som blev tilbedt i et fast helligdom, selv af de omstrejfende nomader. Guden boede i en sten og havde ikke nødvendigvis menneskelig skikkelse. Nogle gange var den hellige sten en statue, andre gange blot en stor klippeblok, hvis form mindede om et menneske. De hedenske arabere forestillede sig åbenbart, at den stenblok, der fungerede som en fetich, var gennemsyret af en guddommelig kraft og dermed udøvede en guddommelig indflydelse.
Navnene på de to bakker, As Safa og al-Marwa, betyder »en sten«, det vil sige et afgudsbillede. Hedningerne løb mellem de to bakker for at røre ved og kysse Isaf og Naila, afgudsbillederne, der var placeret der som et middel til at opnå held og lykke.
DEN HELLIGE SORTE STEN OG HUBAL
Vi har beviser for, at sorte sten blev tilbedt i forskellige dele af den arabiske verden; for eksempel nævnte Clemens af Alexandria, der skrev ca. 190, at »araberne tilbeder sten«, hvilket hentyder til den sorte sten i Dusares ved Petra. Maximus Tyrius, der skrev i det 2. århundrede, siger: »Araberne hylder en gud, jeg ikke kender, som de repræsenterer ved en firkantet sten«; han hentyder til Kaabaen, der rummer Den Sorte Sten. Dens store alder bekræftes også af, at gamle persere hævder, at Mahabad og hans efterfølger efterlod Den Sorte Sten i Kaabaen sammen med andre relikvier og billeder, og at stenen var et symbol på Saturn.
I nærheden af Mekka findes der forskellige andre hellige sten, som oprindeligt var feticher, »men som har fået et overfladisk muhammedansk præg ved at blive sat i forbindelse med visse hellige personer.« [Noldeke, Ancient Arabs, bind 1, s. 659]
Selve Den Sorte Sten er åbenbart en meteorit og skylder utvivlsomt sit ry det faktum, at den faldt ned fra »himlen«. Det er dobbelt ironisk, at muslimer ærer dette stykke sten som den, englen Gabriel gav til Ismael til at bygge Kaabaen, da den, for at citere Margoliouth, »er af tvivlsom ægthed, da Den Sorte Sten blev fjernet af … qarmaterne i det fjerde [muslimske] århundrede og genindsat af dem efter mange år: det kan betvivles, om den sten, de returnerede, var den samme som den sten, de fjernede.» [Margoliouth, *Ideas and Idols of Modern Islam*, s. 241]
Hubal blev tilbedt i Mekka, og hans afgudsbillede af rød karneol blev opstillet inde i Kaabaen over den tørre brønd, hvori man kastede offergaver. Det er meget sandsynligt, at Hubal havde menneskelig skikkelse. Hubals placering ved siden af Den Sorte Sten tyder på, at der er en eller anden forbindelse mellem de to. Wellhausen mener, at Hubal oprindeligt var Den Sorte Sten, som, som vi allerede har bemærket, er ældre end afgudsbilledet. Wellhausen påpeger også, at Gud i Koranen kaldes »Herre over Kaabaen« og »Herre over Mekkas område«. Profeten fordømte den tilbedelse, der i Kaabaen blev rettet mod gudinderne al-Lat, Manat og al-Uzza, som de hedenske arabere kaldte Guds døtre, men Muhammed undlod at angribe Hubal-kulten. Heraf konkluderer Wellhausen, at Hubal ikke er anden end Allah, mekkanernes »gud«. Da mekkanerne besejrede Profeten nær Medina, skal deres leder angiveligt have råbt: »Hurra for Hubal!«
Omgang omkring et helligdom var en meget udbredt ritual, der blev udøvet mange steder. Pilgrimmen kyssede eller kærtegnede ofte afgudsbilledet under sin omgang. Sir William Muir mener, at de syv planetariske omgange omkring Kaabaen »sandsynligvis var symbolske for planeternes kredsløb.« [Muir, The Life of Muhammad.] Zwemer går endda så langt som til at antyde, at de syv omgange omkring Kaabaen – tre gange hurtigt og fire gange langsomt – var »en efterligning af de indre og ydre planeter.« [Zwemer, The Influence of Animism on Islam, s. 158]
Det står uden tvivl fast, at araberne »i en forholdsvis sen periode tilbad solen og andre himmellegemer« [Noldeke, Ancient Arabs, bind 1, s. 660]. Stjernebilledet Plejaderne, som menes at skænke regn, fremstår som en guddom. Der fandtes den såkaldte » «-kult omkring planeten Venus, som blev æret som en stor gudinde under navnet al-Uzza. …
De muslimske ritualer med at løbe mellem Arafat og Muzdalifah samt mellem Muzdalifah og Mina skulle udføres efter solnedgang og før solopgang. Dette var en bevidst ændring, som Muhammed indførte for at undertrykke forbindelsen til det hedenske solritual, … Tilbedelsen af månen bekræftes også af personnavne som Hilal (en halvmåne), Qamar (en måne) og så videre.
Houtsma [Zwemer s. 160] har fremsat den antagelse, at den stening, der fandt sted i Mina, oprindeligt var rettet mod sol-dæmonen. Denne opfattelse underbygges af det faktum, at den hedenske pilgrimsfærd oprindeligt faldt sammen med efterårsjævndøgn. Sol-dæmonen fordrives, og hans barske herredømme ophører med sommeren, hvorefter man i Muzdalifah tilbeder tordenguden, der bringer frugtbarhed.
Muzdalifah var et sted for ildtilbedelse. Muslimske historikere omtaler denne bakke som den hellige ilds bakke. Guden i Muzdalifah var Quzah, tordenguden. Som Wensinck siger: »Der blev tændt et bål på den hellige bakke, der også kaldes Quzah. Her blev der holdt en pause, og denne wukuf har en endnu større lighed med den på Sinai, da tordenguden i begge tilfælde åbenbares i ild. Det kan desuden antages, at den traditionelle skik med at lave så meget larm som muligt og at råbe oprindeligt var en besværgelse, der skulle fremkalde torden. [Zwemer s. 159]
- - - - -
Why I Am Not a Muslim af Ibn Warraq. s. 35
»Værkerne af Ignaz Goldziher og Henri Corbin om zoroastrismens indflydelse på islam; værkerne af Geiger, Torrey og Katsch om jødedommens indflydelse; Richard Bells banebrydende arbejde om kristendommens indflydelse; værkerne af Wellhausen, Noldeke, Hurgronje og Robertson Smith om sabianismens og det præislamiske Arabiens indflydelse; samt Arthur Jeffery’s arbejde om det fremmede ordforråd i Koranen – alt dette tilsammen får os til at tilslutte os Zwemers konklusioner om, at islam »ikke er en opfindelse, men en sammenblanding; der er intet nyt ved den bortset fra Muhammeds geni i at blande gamle ingredienser til et nyt universalmiddel mod menneskets lidelser og tvinge det ned ved hjælp af sværdet.“ [Islam: A Challenge to Faith af Samuel Zwemer, New York 1908]
»For eksempel i sura 113: »I den barmhjertige og medfølende Guds navn, sig: ’Jeg søger tilflugt hos Daggryets Herre mod det onde i det, Han har skabt; og mod det onde i natten, når den falder på; og mod det onde hos heksene, der blæser på knuder, og mod det onde hos den misundelige, når han misunder.’«
Islam skylder mange af sine mest overtroiske detaljer til gammel arabisk hedenskab, især i ritualerne og ceremonierne i forbindelse med pilgrimsfærden til Mekka (se suraerne 2:153; 22:28-30; 5:1-4; 22:37). Vi kan også finde spor af hedenskab i navnene på visse gamle guddomme (suraerne 53.19,20; 71.22,23): i overtroen forbundet med jinner; og i gamle folkefortællinger såsom dem om Ad og Thamud.
- - - - -
Why I Am Not a Muslim af Ibn Warraq. s. 36-37
DE FØRSTE FEM DAGE [Hajj-pilgrimsfærd]
Når pilgrimmen først ankommer til et sted flere miles uden for Mekka, forbereder han sig, så han befinder sig i en tilstand af rituel renhed eller indvielse. Efter at have iført sig en enkel pilgrimsklædning og udført de nødvendige renselser og bønner, træder pilgrimmen ind i Mekkas hellige område, hvor han forventes at afstå fra at dræbe dyr, rive planter op, udøve vold og have samleje. Han udfører yderligere renselser og bønner i den hellige moské i Mekka, al-Masjid al-Haram; derefter kysser han den hellige Sorte Sten, som er indfattet i det østlige hjørne af Kaabaen, den terningformede bygning i midten af den tagløse gårdsplads ved den Hellige Moské.
Pilgrimmen vender sig derefter mod højre og omgår Kaabaen syv gange, tre gange i hurtigt tempo og fire gange i langsomt tempo. Hver gang han går rundt om Kaabaen, rører han ved Yamani-hjørnet, hvor en anden lykkebringende sten er indkapslet, og kysser også den hellige Sorte Sten.
Pilgrimmen begiver sig derefter til Maqam Ibrahim (Abrahams sted), hvor Abraham siges at have bedt mod Kaabaen. Han udfører yderligere to bønner og vender tilbage til Den Sorte Sten for at kysse den. I nærheden ligger den hellige brønd Zem Zem, hvor Hagar og Ismael ifølge muslimsk tradition drak i ørkenen. Pilgrimmene begiver sig videre til et indhegnet område kendt som al-Hijr, hvor muslimer tror, at Hagar og Ismael er begravet, og hvor Muhammed selv siges at have sovet natten til sin mirakuløse rejse fra Mekka til Jerusalem.”
- - - - -
Why I Am Not a Muslim af Ibn Warraq. s. 36-37
SJETTE TIL TIENDE DAG
Pilgrimmen forlader den hellige moské gennem en af dens fireogtyve porte. Udenfor bestiger han den blide bakke, der kaldes bjerget As-Safa, alt imens han reciterer vers fra Koranen. Derefter løber han syv gange fra toppen af As-Safa til toppen af al-Marwah, mens han gentager forskellige bønner. Dette … ritual mindes Hagars formodede søgen efter vand i ørkenen.
Dette er pilgrimsfærdens sjette dag; aftenen tilbringes i Mekka, hvor han endnu en gang går rundt om Kaabaen. På den syvende dag lytter han til en prædiken i Den Store -moské, og på den ottende dag begiver han sig derefter til Mina, hvor han udfører de sædvanlige ritualer i den muslimske tro og overnatter. På den niende dag, efter morgenbønnen, begiver pilgrimmen sig til bjerget Arafat, hvor ritualet »at stå« (wuquf på arabisk) udføres. Ifølge muslimsk tradition mødtes Adam og Eva her efter deres uddrivelse fra Paradiset. Her reciterer pilgrimmen de sædvanlige bønner og lytter til endnu en prædiken om omvendelse. Derefter skynder han sig (det arabiske ord betyder »stormløb«) til Muzdalifah, et sted mellem Mina og Arafat, hvor han skal være fremme til solnedgangsbønnen.
Den følgende dag, den tiende, er Ofredagen, der fejres i hele den muslimske verden som Id al-Adha. Tidligt om morgenen i Muzdalifah fremsiger de troende deres bønner og begiver sig videre til de tre søjler i Mina. Pilgrimmen kaster syv sten mod hver af disse søjler; ceremonien kaldes ramyu’l-rijam, stenkastningen. »Pilgrimmen holder småstenen mellem tommelfingeren og pegefingeren på højre hånd, kaster den i en afstand på mindst femten fod og siger: »I Guds, den Almægtiges, navn gør jeg dette, og i had til djævelen og hans skam.«« De resterende småsten kastes på samme måde. Derefter vender han tilbage og udfører ofringen af en ged eller et lam. Efter festmåltidet fejrer pilgrimmene afhellingsritualet, hvor mange pilgrimme barberer hovedet eller blot får klippet et par hårlokker af.
Muslimer forklarer denne særlige overtro som et symbol på Abrahams afvisning af djævelen, der forsøgte at afholde den store patriark fra hans guddommeligt pålagte pligt til at ofre sin højt elskede søn Ismael. Ofringen af et lam eller en ged er blot en mindesmærke for den guddommelige erstatning af Abrahams offer med en vædder.”
Hajj-pilgrimsfærdens hedenske oprindelse
Over en periode på ti dage
1) Besøg og kys en hellig sort sten
2) Berør Yamani-hjørnet, hvor en anden sten er indkapslet
3) Vend tilbage og kys den sorte sten igen
4) Bestig en stenet bakke kendt som As-Safa-bjerget til den klippefyldte top af Al-Marway
5) Vend tilbage til stenbygningen Kaaba for at gå rundt om den, hvor den hellige sten befinder sig.
6) På den niende dag bestiger muslimerne det stenede og klippefyldte bjerg Arafat for at udføre ritualer.
7) Den tiende dag, »Offerets Dag«, begiver muslimerne sig til de tre stensøjler i Mina og samler 21 sten op for at kaste dem mod stensøjlerne – syv sten til hver søjle.
Tilbedelse af en død religion („stenhård“)
1) Landskabet er tørt og goldt
2) Kaabaen er lavet af sten
3) At kysse en »hellig« sort sten
4) At kaste »sten« efter djævelen.
5) I Jerusalem, det muslimske helligsted, ”Klippen under Kuppelen”
6) I Medina besøger muslimer Fatimas grav (datter af Muhammed), Muhammeds grav, Muhammeds onkels grav samt andre grave.
7) Muslimer tilbeder konstant døde og livløse genstande såsom sten og grave. Dette afslører symbolsk denne religions livløse karakter. Islam er en livløs og død religion, når det gælder et ægte og levende forhold til universets levende Gud.”
af Steven M. Morrison, ph.d.