< Sufien Rumi

Den mest populære sufi-forfatter i dag er Rumi. Mohammed ben Mohammed bin Husain al-Balkhi fik tilnavnet Maulana Jalal-uddin Rumi, opkaldt efter byen Rum i Tyrkiet. Han blev født i 1207 e.Kr. i Balkh, Afghanistan. Hans familie flyttede til Rum i Tyrkiet på flugt fra de mongolske horder. Han voksede op der, hvor han fik navnet »Rumi«, og døde i 1273 e.Kr. Rumi var ophavsmand til »dervish-drejningen«. Selv efter så mange år er han den mest kendte og mest læste sufi i dag.

Det skal understreges, at Rumis lære adskiller sig meget fra den almindelige sunni- og shiitiske islam. At sige, at hans forfatterskab er mærkeligt, er en underdrivelse. Her er et lille uddrag af den klogskab, lidenskab, grimhed og grovhed, der præger hans forfatterskab.

»En gang spurgte nogen en stor sheik, hvad sufisme var. ’Følelsen af glæde, når der pludselig kommer en skuffelse.’« (The Essential Rumi, s. 171)

Seksuelle og uanstændige lærdomme

I *The Essential Rumi*, s. 283, står der, at den sufi-digter Sanais stil gjorde indtryk på Rumi. Sanai sagde, at uanstændige vittigheder kan være lærerige.

Rumis bog *Mathnawi* 5:2831-4034 fortæller en lang og uanstændig historie om, hvordan kaliffen (kongen) af Egypten sendte en hær på tusinder for at belejre Mosul – alt sammen for en fysisk tiltrækkende konkubine. Kongen af Mosul giver hende til sidst fra sig og siger: »Afguden hører hjemme hos afgudsdyrkeren.« Den sejrende hærfører ser hende og bliver overvældet af begær. Han river hendes bukser af, men lige som han er ved at have sex, hører han lyden af en sort løve blandt hestene. Han løber nøgen væk med sit sværd, dræber løven og vender derefter tilbage for at have sex med kvinden. Da de til sidst vender tilbage til kaliffen af Egypten, forelsker han sig vildt i pigen, men lige som han er ved at have sex med hende, kommer der en svag lyd fra Gud, og han mister lysten. Pigen griner højt ad ham, og da han bliver vred, fortæller hun ham om hende og kaptajnen. Kaliffen giver hende til sidst til kaptajnen. »Dette er en profets mandighed. Kaliffen var seksuelt impotent, men hans mandighed var yderst stærk.« (The Essential Rumi s. 54-61)

En mands jaloux kone sendte sin tiltrækkende tjenestepige hjem for at hente et sølvvaskebassin. Bagefter indså konen, hvad hun havde gjort, og løb også hjem. Tjenestepigen løb hurtigt hjem for endelig at have en affære med kvindens mand. Konen løb hjem af jalousi. »Tjenestepigen løb af kærlighed. Konen løb af frygt og jalousi. Der er en stor forskel. Mystikeren flyver fra øjeblik til øjeblik. Den frygtsomme asket slæber sig frem fra måned til måned.” (The Essential Rumi, s. 178–179. I denne lignelse er tjenestepigen den gode mystiker, hustruen den frygtsomme asket, og manden er Gud. Fortællingen fortsætter med at give alle de (voksne) detaljer om, hvordan hustruen overraskede de to lige efter akten. Husk, at dette angiveligt skal være en lære, der skal føre dig til Gud. (The Essential Rumi, s. 178-180, i Mathnawi 5:2163-2204, 2210.)

Tilsyneladende er den mest modbydelige historie hos Rumi historien om en tjenestepige, der trænede et æsel til »at udføre en mands tjenester«. Hun udhuggede en del af et kalabas for at bruge det, da æselets anatomi var større. Hendes frue så dette i al hemmelighed en gang og besluttede at prøve det selv. Hun vidste dog ikke noget om kalabasens flange , og æselet punkterede hendes tarme, hvorpå hun døde. Pointen er, at vi skal huske hende som et symbol på umådeholdenhed og bevare vores balance, formodentlig ligesom tjenestepigen gjorde. Så tilsyneladende er tjenestepigens samleje med et dyr ved hjælp af et kalabas et lysende eksempel for sufier på, hvordan man lever et liv i mådehold.

Hvis du er ikke-muslim og fuldstændig chokeret over denne nedværdigende analogi om Allah, skal du være klar over, at de fleste sunni- og shiitiske muslimer ville være lige så chokerede.

Denne grove fortælling om Gud i sufismen findes i *Mathnawi* 5:1333-1405 og kan læses (hvis man altså virkelig ønsker at læse den) i *The Essential Rumi*, s. 181-182.

Der kan også være hykleriske sufier. De kan sammenlignes med en mand, der hører en ulv prutte, mens en anden dræber den om natten, og som sværger på, at det var hans æsel, fordi han ved, hvordan hans æsel prutter. (The Essential Rumi, s. 213; *Mathnawi* 3:650-702)

Søgen er i sig selv det eneste mål

Angiveligt mødte dervishen Shams Rumi og spurgte, hvem der var størst: sufi’en Bestami, der sagde: »Hvor stor er min herlighed«, eller Muhammed, der erkendte: »Vi kender Dig ikke, som vi burde.« Til sidst sagde Rumi, at det var Muhammed, for mens Bestami havde taget en slurk af det guddommelige, udfoldede vejen sig altid for Muhammed. (fra *The Essential Rumi*, s. xi–xii)

»En dag ser en sufi en tom fødevaresæk hængende på et søm. Han begynder at vride og rive i sin skjorte og siger: »Ford for det, der ikke behøver mad! Et middel mod sult!« Hans brændende længsel vokser, og andre slutter sig til ham, mens de råber og stønner i kærlighedens ild. En ledig forbipasserende bemærker: ’Det er jo bare en tom sæk.’ Sufien siger: ’Gå din vej. Du ønsker det, vi ikke ønsker. Du er ingen elsker. En elskers føde er kærligheden til brødet, ikke brødet. Nej, kun den, der virkelig elsker, elsker eksistensen.’” (Mathnawi 3:3014-3030, taget fra The Essential Rumi, s. 29)

»Der findes ingen bedre kærlighed end kærlighed uden genstand, intet mere tilfredsstillende arbejde end arbejde uden formål.« (Furuzanfars udgave af Kulliyat-e Shams nr. 152, taget fra The Essential Rumi, s. 279)

Pilgrimsrejse

»En af Jalals disciple foreslog, at hun [selv] skulle tage på pilgrimsrejse til Mekka. Hun syntes, det var en god idé, men gik først hen for at spørge sin mester. Han sagde, at det var en god idé. Denmidnight , han bad, faldt han i ekstase og bad hende om at slutte sig til ham på taget. De så Mekkas hellige sorte sten hvirvle rundt i luften. Da indså hun, at Jalal var hendes Mekka, og at hun ikke behøvede at rejse nogen andre steder hen.” (uddrag fra *Rumi in the Arms of the Beloved*, s. 193–194)

Lidenskab hos Rumi

»Den måde, du elsker på, er den måde, Gud vil være hos dig på.

Så disse to var fortabt i deres seksuelle trance. De tænkte ikke længere på festmåltider eller vin. Deres øjne var lukkede som perfekt matchende kalligrafilinjer. Kongen gik på jagt efter den lærde, og da han så dem ligge der sammen, bemærkede han: »Nå, som man siger: ’En god konge skal tjene sine undersåtter fra sit eget bord!’ Der er en glæde, en vinlignende frihed, der opløser sindet og genopretter ånden, …« (Mathnawi 6:3914-3979, taget fra The Essential Rumi, s. 185)

Smerte

»Der findes et dyr, der hedder en ushghur, et pindsvin. Hvis man slår det med en pind, strækker det sine pigge ud og bliver større. Sjælen er et pindsvin, der bliver stærk af at blive slået med en pind.« (Mathnawi 4:74-109, taget fra The Essential Rumi, s. 176)

Vin

»Sørg ikke. Alt, hvad du mister, vender tilbage i en anden form. Det barn, der er vænnet fra modermælken, drikker nu en blanding af vin og honning.« (Furuzanfars udgave af Kulliyat-e Shams nr. 1937, taget fra The Essential Rumi, s. 272)

»Giv mig ikke endnu et glas vin. Hæld det i min mund. Jeg har mistet vejen til min mund.« (The Essential Rumi, s. 6)

»Den vin, vi virkelig drikker, er vores eget blod. Vores kroppe gærer i disse tønder. Vi giver alt for et glas af dette. Vi giver vores sind for en slurk.« (The Essential Rumi, s. 6)

»Gud har givet os en mørk vin, der er så kraftig, at vi, når vi drikker den, forlader de to verdener. Gud har i form af hash lagt en kraft, der befrier den, der smager den, fra selvbevidstheden.« (The Essential Rumi, s. 6)

»Der findes tusindvis af vine, der kan overtage vores sind. Tro ikke, at alle former for ekstase er ens!« (Mathnawi 4:2683-2696, taget fra Essential Rumi, s. 6)

»Lyt til digteren Sanai, der levede i afsondrethed: ›Vandrer ikke ud på vejen i din ekstase. Sov i kroen.‹ Når en beruset mand vandrer ud på gaden, gør børnene nar ad ham… Børnene følger efter, uden at kende vinens smag eller vide, hvordan hans beruselse føles. Alle mennesker på denne verden er børn, bortset fra ganske få. Ingen er voksen, bortset fra dem, der er fri for begær.« (Mathnawi 1:3426-3454, taget fra *The Essential Rumi*, s. 4. Se også Nicholson, bind 1, s. 186)

Vanvid

»Ikke mere vin til mig! Jeg er forbi den tid, hvor jeg glædede mig over den tykke røde og den klare hvide. Jeg tørster efter mit eget blod, når det bevæger sig ud i handlingens felt. Træk den skarpeste klinge, du har, og hug, indtil hovedet kredser om kroppen. Lav et bjerg af kranier på den måde. Split mig ad. Stop ikke ved munden! Lyt ikke til noget af det, jeg siger. Jeg må trænge ind i ildens centrum. Ilden er mit barn, men jeg må fortæres og blive til ild.” (Kulliyat-e Shams 1304, taget fra Essential Rumi, s. 63) Muhammed talte også meget om ild, men Muhammed sagde, at man skulle undgå ilden.

»Jeg har levet på kanten af vanvid, i ønsket om at kende årsagerne, og banket på en dør. Den åbner sig. Jeg har banket indefra!« (Furuzanfars udgave af Kulliyat-e Shams nr. 1249, taget fra The Essential Rumi, s. 281)

»I kærlighedens slagtehus dræber de kun de bedste, ingen af de svage eller misdannede. Løb ikke væk fra denne død. Den, der ikke bliver dræbt for kærlighedens skyld, er dødt kød.« (Furuzanfars udgave af Kulliyat-e Shams nr. 543, taget fra The Essential Rumi, s. 270)

Udslettelse

»Hallaj sagde: ’Jeg er Gud,’ og levede efter det.« (Mathnawi 6:2019-2190, taget fra The Essential Rumi, s. 219)

Jøder og kristne

»Jeg går ind i den muslimske moské, den jødiske synagoge og den kristne kirke, og jeg ser ét alter.« (The Essential Rumi, s. 246)

Livet efter døden

»Hvor kom jeg fra, og hvad skal jeg egentlig lave? Jeg har ingen anelse. Min sjæl er fra et andet sted, det er jeg sikker på, og jeg har til hensigt at ende der.« (Safa Anthology, taget fra The Essential Rumi, s. 2)

Penge og arbejde

»Kornkammeret« er en af Rumis fortællinger om en sufi, der vandrede rundt i verden på sit æsel. En gang, da han opholdt sig hos et sufi-fællesskab, efterlod han sit æsel hos en tjener. De andre sufier holdt en stor fest til hans ære. Han var glad, indtil det var tid til at tage afsted, og han fandt ud af, at de havde betalt for festen ved at sælge hans æsel. Han sagde, at han blot efterlignede deres glæde. For virkelig at kunne dele deres glæde måtte han blive hos dem som ven. (Mathnawi 2:156-193, taget fra The Essential Rumi, s. 250-251)

»Mystikere er eksperter i dovenskab. De stoler på den, fordi de hele tiden ser Gud arbejde overalt omkring sig. Høsten strømmer ind, men de har ikke engang pløjet marken!« (Mathnawi 6:4876-4916, taget fra The Essential Rumi, s. 30)

I modsætning hertil...

Guds ord er ikke så sjældent, at man er nødt til at synke ned på dette niveau for at forsøge at finde noget. Det har været her gennem hele den nedskrevne historie i Bibelen.

(fortsættes)

Referencer

Arberry, A.J. The Mystical Poems of Rumi. University of Chicago Press. 1968.

Barks, Coleman (red.), The Essential Rumi. Castle Books 1995. Barks hentede det meste af sit materiale fra tre udgaver af Mathnawi: oversat af John Moyne, A.J. Arbery og Reynold Nicholson.

Gowan, James G. Where Two Oceans Meet. Element 1992.

Hadland, David F. The Persian Mystics : Jalalu-d-din Rumi. (Udgivet af Sh. Muhammad Ashraf).

Moyne, John og Coleman Barks. Unseen Rain: Quatrains of Rumi. Shambhala. 1986.

Nicholson, Reynold A. (oversætter) Rumi: Poet and Mystic. George Allen & Unwin. 1950.

Nicholson, Reynold A. (red.) *The Mathnawi of Jalalu’ddin Rumi* (oversættelse). E.J.W. Gibb Memorial Trust 1926, Biddles Ltd. Genoptrykt 2001.

Medmindre andet er angivet, stammer henvisningerne i *The Mathnawi* fra Reynold Nicholsons udgave. Luzac, 1925–1940.

Shiva, Shahram Hush Don’t Say Anything to God : Passionate Poems of Rumi. Jain Publishing. 2001.

Star, Jonathan (oversætter) Rumi in the Arms of the Beloved. Putnam 1937.

Star, Jonathan og Shahram Shiva. *A Garden Beyond Paradise*. Bantam Books. 1992.

Se www.MuslimHope.com for flere artikler.

Gud velsigne jer.