< Svar på muslimske indvendinger mod Bibelen 2

Spørgsmål 1: Kyssede Judas Jesus den nat, han blev anholdt?
(a) Ja (Mattæus 26:48-50). (b) Nej. Judas kunne ikke komme tæt nok på Jesus til at kysse ham (Johannes 18:3-12).

Svar: Ja, Judas kyssede Jesus. Johannes 18:3-12 siger ikke, at Judas ikke kyssede Jesus eller ikke kunne komme tæt nok på. Husk, at Jesus trådte frem i Johannes 18:4

Spørgsmål 2: Hvad sagde Jesus om Peters fornægtelse?
(a) »Hanen vil ikke gal, før du har fornægtet mig tre gange« (Johannes13:38 ).

(b) »Inden hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange« (Markus14:30 ). Da hanen galede én gang, var de tre fornægtelser endnu ikke fuldført (se Markus 14:72). Derfor gik forudsigelsen (a) ikke i opfyldelse.
A: Matthæus 26:34, Lukas 22:34 og Johannes 13:38 siger, at før hanen galede (et ikke nærmere angivet antal gange), ville Peter fornægte Jesus tre gange. Markus14:30 siger, at før hanen galede to gange, ville Peter fornægte Jesus tre gange.

1. Den første fornægtelse findes i Matthæus 26:70, Markus 14:68 og Lukas 22:57.

2. Den anden fornægtelse findes i Matthæus 26:72, Markus 14:70 og Lukas 22:58

3. Den tredje fornægtelse findes i Matthæus 26:74, Markus 14:71 og Lukas 22:60.

Hanen galede for anden gang i Matthæus 26:75, Markus 14:72 og Lukas 22:60. Skriften angiver ikke, om hanen galede begge gange efter Peters tredje fornægtelse, eller om hanen galede én gang tidligere og for anden gang efter Peters tredje fornægtelse. Under alle omstændigheder er det ikke rigtig vigtigt.

Spørgsmål 3: Bar Jesus sit eget kors? (a) Ja (Johannes19:17 ). (b) Nej (Mattæus 27:31-32).
Svar: Ja, Jesus bar sit eget kors det meste af vejen. Jesus kunne dog ikke bære det hele vejen, så Simon fra Kyrene bar det en del af vejen (Mattæus 27:32; Markus 15:21; Lukas 23:26)

Spørgsmål 4: Døde Jesus i Matt 27:50-51; Mark 15:37-38, før tempelforhænget blev revet i stykker? (a) Ja (Matt 27:50-51; Mark15:37 -38). (b) Nej. Efter at forhænget var revet i stykker, råbte Jesus med høj røst: »Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd!« Og da han havde sagt dette, udåndede han (Luk23:45 –46).
Svar: I Matthæus 27:50-51 står der, at begge begivenheder fandt sted på samme tid. Markus og Lukas angiver ikke rækkefølgen.

Spørgsmål 5: Hvor befandt Jesus sig ved den sjette time på korsfæstelsesdagen? (a) På korset (Markus15:23 ). (b) I Pilatus’ retssal (Johannes19:14 ).
Svar: Markus anvendte den jødiske dagsregning, der begyndte kl. 06.00, så Jesus var på korset kl. 12.00. Johannes, der primært skrev til ikke-jødiske læsere, anvendte den romerske dagsregning (Johannes 1:39; 4:6; 19:14), som begyndte ved midnat, og Jesus var stadig i Pilatus’ domstol kl. 06.00. Se *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 363-364, og *When Critics Ask*, s. 376, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål 6: Ifølge evangelierne blev to røvere korsfæstet sammen med Jesus. Hånede begge røvere Jesus? (a) Ja (Markus15:32 ). (b) Nej. Den ene hånede Jesus, den anden forsvarede ham (Lukas23:43 ).
Svar: Begge tyve hånede i første omgang Jesus. Men tyven til højre forsvarede ham senere.

Spørgsmål 7: Steg Jesus op til Paradiset samme dag som korsfæstelsen?
(a) Ja. Han sagde til den tyv, der forsvarede ham: »I dag skal du være med mig i Paradiset« (Lukas23:43 ).
(b) Nej. To dage senere sagde han til Maria Magdalena: »Jeg er endnu ikke steget op til Faderen« (Johannes20:17 ).
Svar: Man skal forstå den kristne teologi for at kunne besvare dette. Paradiset og himlen er to forskellige steder. Den apokryfe litteratur viser, at det publikum, Jesus talte til – jøderne – opfattede, at der var to afdelinger i livet efter døden: fængsel og paradis. Paradiset, også kaldet Abrahams skød i Lukas16:22 , er det sted, hvor de gudfrygtige mennesker kom hen før Jesu tid, indtil Jesus opstod fra de døde. Efter at Jesus var steget ned og havde erklæret sejr over Satan, steg han op til himlen og førte fanger [af døden] i sit følge (Efeserbrevet 4:8), og alle de mennesker, der fulgte Gud i tiden før Jesus, kom til himlen sammen med Jesus.

Spørgsmål 8: Hvad var den nøjagtige ordlyd på korset?

(a) »Dette er Jesus, jødernes konge« (Mattæus 27:37).

(b) »Jødernes konge« (Markus15:26 )

(c) »Dette er jødernes konge« (Lukas 23:3).
(d) »Jesus fra Nazaret, jødernes konge« (Johannes19:19 ).
A: Johannes19:20 giver os svaret ved at fortælle, at skiltet var skrevet på tre sprog: latin, hebraisk og græsk. Evangelisterne skrev:

I Matthæus 27:37 står der: »Dette er Jesus, jødernes konge.«

Markus15:26 Jødernes konge.

Lukas 23:38: »Dette er jødernes konge.«

Johannes19:19 »Jesus fra Nazaret, jødernes konge«

Forfattere i oldtiden omskrev ofte deres ord. Det, vi har her, er korrekt, men ikke præcist. Så hvis for eksempel én forfatter sagde: »Dette er Jesus, jødernes konge«, og en anden sagde: »jødernes konge«, kunne begge have nedskrevet den samme udtalelse. Den første forfatter nedskrev blot mere af udtalelsen end den anden.

Papias, en discipel af apostlen Johannes, skriver, at Matthæusevangeliet oprindeligt blev skrevet på hebraisk (aramæisk?) og derefter oversat til græsk. De andre forfattere skrev på græsk. Der er altså tale om en oversættelse mellem de oprindelige udtalelser og det, som evangelieforfatterne skrev.

Uanset forskellene mellem de tre beretninger synes Markus blot at gengive det, der er fælles for dem alle.

Spørgsmål 9: Blev Jesus korsfæstet om dagen før påskemåltidet eller om dagen efter?
(a) Efter (Markus14:12 –17) [også Matthæus 26:17].
(b) Før. Før påskefesten (Johannes 13:1) gik Judas ud om
om natten (Johannes13:30 ). De andre disciple troede, at han gik ud for at købe
indkøb til forberedelsen af påskemåltidet (Johannes13:29 ). Da Jesus blev
blev anholdt, gik jøderne ikke ind i Pilatus’ retssal, fordi de ønskede
at forblive rene for at kunne spise påskemåltidet (Joh18:28 ). Da dommen blev
afsagt mod Jesus, var det omkring den sjette time på dagen for
forberedelsen til påsken (Johannes19:14 ).
A: Det var før sabbatten, hvor påsken normalt blev fejret, men efter den sidste nadver, som var et påskemåltid en dag for tidligt. Fire point for svaret.

1. Alle fire evangelier er enige om, at Jesus blev korsfæstet en fredag, lige før den egentlige påske begyndte (Mattæus 27:62; Markus15:42 ; Lukas 23:54; Johannes 18:28).

2. Den sidste nadver fandt sted fredag, dagen før påsken. Det var faktisk et påskemåltid (Markus 15:16-17; Lukas 22:15). Men enten a) fejrede Jesus påsken usædvanligt tidligt, fordi han ville være »utilgængelig« den følgende dag, eller b) fejrede mange andre jøder også påsken tidligt, så der ville være plads nok til alle. Uanset hvad, så »længtes Jesus efter at spise denne påske med jer, før jeg lider«. I Lukas 22:15

3. Udtrykket »den første dag i de usyrede brøds fest« i Markus 14:12

NIV Study Bible, s. 1522, siger: »den første dag i de usyrede brøds fest«. Normalt ville dette betyde den 15. nisan, dagen efter påsken (se note til v. 1). Men den tilføjede sætning »da det var skik at ofre påskelammet« gør det klart, at der menes den 14. Nisan, fordi påskelamene blev slagtet på den dag (2 Mos 12:6). Hele den otte dage lange højtid blev undertiden kaldt De usyrede brøds fest, og der er tegn på, at den 14. Nisan muligvis blev omtalt i bred forstand som »den første dag i De usyrede brøds fest«.

4. Her er de bibelvers, der viser, at Jesus blev korsfæstet på en fredag.

I Mattæus 27:62 står der, at det var dagen efter forberedelsesdagen [dvs. sabbatten], da der blev sat en vagt ved graven. I Mattæus 28:1 står der, at dagen efter var »efter sabbatten«.

Markus15:42 og Lukas23:54 siger begge, at da Jesus døde, var det forberedelsesdagen før sabbatten. Med andre ord var det før solnedgang fredag.

Johannes 13:1 beviser ikke dette punkt her. Selvom jeg faktisk er enig med spørgeren i, at Johannes 13:1 fandt sted før den sidste nadver og mere end 24 timer før påsken, kunne en anden fortolke Johannes 13:1 som værende før påsken.

Johannes 13:29-30 er ikke relevant her, fordi det ikke specificerer, hvilken højtid der er tale om, og den usyrede brøds højtid varede en uge.

Johannes18:28 Natten, hvor Jesus blev anholdt, var natten før påsken, fordi jøderne ønskede at forblive rituelt rene indtil påsken. Hvis de var gået ind, ville de have betragtet sig selv som rituelt urene indtil den næste solnedgang. Dette betyder, at anholdelsen måtte have fundet sted torsdag aften, ikke fredag aften eller onsdag aften.

Johannes19:14 siger, at korsfæstelsen fandt sted på forberedelsesdagen (paraskeue) til påsken. Forberedelsesdagen til påsken strækker sig fra solnedgang torsdag aften til solnedgang fredag aften, dvs. den omfatter det meste af fredagen. Som en sidebemærkning kan nævnes, at det moderne græske ord for fredag er paraskeue.

Se *When Critics Ask*, s. 375, *Hard Sayings of the Bible*, s. 448-449, og *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 375, for mere om, hvorfor Jesus blev korsfæstet på en fredag.

Spørgsmål 10: Bad Jesus til Faderen om at undgå korsfæstelsen?
(a) Ja, i Matthæus 26:39; Markus 14:36; Lukas 22:42. (b) Nej, i Johannes 12:27.
Svar: Jesus bad ikke om at undgå korsfæstelsen. I Getsemane-haven bad Jesus: »Hvis det er muligt, lad denne kalk gå mig forbi; men lad din vilje ske, ikke min.« Efter at have bedt inderligt indså Jesus, at kalken ikke ville gå ham forbi, og som Johannes 12:27 viser, indså Jesus, at han var kommet netop for denne time.

Spørgsmål 11: I de evangelier, hvor der står, at Jesus bad [hvis det var muligt] om at undgå korset, hvor mange gange gik han da væk fra sine disciple for at bede?
(a) Tre gange (Mattæus 26:36-46 og Markus14:32 -42).
(b) Én. Der er ikke plads til yderligere to gange. (Lukas 22:39-46).
Svar: Jesus gik bort for at bede tre gange, og da han vendte tilbage, fandt han dem sovende alle tre gange, som det fremgår af Matthæus 26:36-46 og Markus 14:32-42. Der er ikke noget problem med Lukas, da denne enten kun beretter om den tredje gang, han bad (og den tredje gang, de sov), eller sammenfatter dem, idet den enten omtaler en af de tre gange, hvor Jesus gik ud, og den sidste gang, de sov.

Spørgsmål 12: Matthæus og Markus er enige om, at Jesus gik bort og bad tre gange. Hvad var ordene i den anden bøn?
(a) Markus angiver ikke ordene, men han siger, at ordene var de samme som i den første bøn (Markus14:39 ).
(b) Matthæus giver os ordene, og vi kan se, at de ikke er de samme som i den første (Matthæus 26:42).
Svar: Selvom evangelisterne omskrev teksten og ikke gengav hvert eneste ord, har Markus ret; de to bønner har samme betydning.

Første gang han bad:

I Matthæus 26:39 står der første gang: »Min Fader, hvis det er muligt, lad denne kalk gå mig forbi. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.«

Markus 14:35-36 siger: »Han gik lidt længere bort, faldt på jorden og bad om, at denne time, hvis det var muligt, måtte gå forbi ham. ’Abba, Fader,’ sagde han, ’alt er muligt for dig. Tag denne kalk fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.’«

Anden bøn:

Mattæus 26:42: »Min Fader, hvis denne kalk ikke kan gå forbi, uden at jeg drikker den, så ske din vilje.«
Markus14:39 står der: »Igen gik han bort og bad og sagde det samme.«

En eller flere gange under bønnen:

Lukas 22:42,44 siger: »Fader, hvis du vil, så tag denne kalk fra mig. Men ikke min vilje, men din vilje ske.« (44) »Og i sin angst bad han endnu inderligere, …«

Tænk på, hvor lang tid det ville tage at sige et af disse vers: måske 5 sekunder. Tror du virkelig, at Jesus trak sig lidt tilbage, bad i fem sekunder og vendte tilbage for at finde alle disciplene sovende? – naturligvis ikke. Evangelieskriverne skrev det på en sådan måde, at objektive ikke-muslimske læsere ville antage, at det var et resumé af en længere periode.

Muslimske læsere vil måske have en anden opfattelse, for for ortodokse muslimer er bøn noget helt andet end i kristendommen. En gang, efter at have haft et bibelstudie med en muslim, bad jeg, og da bønnen var slut, så muslimen underligt på mig. Han sagde: »Det lød, som om den bøn ikke var skrevet ned.« Jeg svarede: »Selvfølgelig ikke, jeg bad til Gud om det, der lå mig på hjertet.« Han forklarede mig, at de kun beder bønner, der er skrevet ned. For de fleste (men ikke alle) muslimer er bøn en mekanisk recitation af udenadslærte bønner. De muslimske hadither har meget at sige om bøn. Bukhari-haditherne har 433 sider (815 hadither) om bøn, Sahih Muslim har 263 sider (1505 hadither) om bøn, og Fiqh-us-Sunnah har 288 sider om bøn. De indeholder alt om tidspunkter, mekanik, kropsbevægelser, hvornår bøn er forbudt osv. Men ingen steder i disse tørre sider står der noget om at bede for at fortælle Gud, hvordan man har det, eller hvad man ønsker sig.

Spørgsmål 13: Hvad sagde hundredføreren, da Jesus døde?
(a) »Denne mand var sandelig uskyldig« [eller denne mand var en retfærdig mand]. (Lukas 23:47).
(b) »Sandelig, denne mand var Guds Søn« (Markus15:39 ; Matthæus 27:54).
Svar: Hundredføreren sagde sandsynligvis begge dele, og han kunne have sagt disse to sætninger i begge rækkefølger. Personligt hælder jeg dog til, at han sagde det, der står i Lukas, før han indså, at Jesus var Guds Søn.

Spørgsmål 14: Da Jesus sagde: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, hvilket sprog talte han da?
(a) Hebraisk: Ordene er »Eli, Eli …« (Mattæus 27:46).
(b) Aramæisk: ordene er »Eloi, Eloi …« (Markus15:34 ).
Svar: Markusevangeliet, der er skrevet på græsk, gengiver ordene på aramæisk, så det var sandsynligvis aramæisk. Ifølge Papias blev Matthæusevangeliet oprindeligt skrevet på hebraisk. Matthæusevangeliet blev dog oversat til græsk, men det hebraiske »Eli, Eli …« blev bevaret.

Spørgsmål 15: Hvad var ifølge evangelierne Jesu sidste ord, før han døde?
(a) »Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd!« (Lukas 23:46).
(b) »Det er fuldbragt« (Johannes19:30 ).
Svar: »Det er fuldbragt« er de sidste ord, Johannes har nedskrevet, selvom intet udelukker, at han sagde noget andet mellem det og det endelige bøjning af hovedet. Lukas 23:46a siger, at Jesus talte lige før sin død, så det er sandsynligvis den sidste sætning. Imidlertid tillader sproget i begge tekster begge muligheder.

Bemærk: De foregående spørgsmål var smålige og ubetydelige. Med de sidste tre spørgsmål er det rart endelig at se nogle mere substansrige og betydningsfulde spørgsmål.

Spørgsmål 16: Hvor er retfærdigheden i at straffe os for Adams synd? Bibelen siger selv, at børn ikke skal straffes for forældrenes synder (5. Mosebog 24:16). Desuden, hvis Gud virkelig skabte Adam uden kendskab til hverken godt eller ondt (1. Mosebog3:22 ), hvordan kan en så hård og varig straf som døden for Adam og alle hans efterkommere overhovedet være retfærdig? Vores verdslige domstole er mere retfærdige end Gud, når de viser barmhjertighed over for mennesker, der ikke kan skelne mellem rigtigt og forkert, såsom børn og mentalt handicappede. Og hvorfor findes denne lære om arvesynden ingen steder i Bibelen bortset fra i Paulus’ skrifter?
Svar: Dette er egentlig to spørgsmål i ét: retfærdighed for Adams efterkommere og retfærdighed for Adam.

I. Retfærdighed for Adams efterkommere

Vi straffes ikke for Adams synd, men for vores egen. Vi bærer konsekvenserne af Adams synd, herunder en syndig natur og døden, men alle dør for deres egen synd, ikke for en andens (Ezekiel 18). For øvrigt lærer selv Muhammed i haditherne og den tidlige muslimske historie noget lignende.

Arvesynden baseret på Adam, hvor der nævnes tilbedelse af andre end Allah og mord. Bukhari, bind 4, nr. 551-552, s. 347-348

Adam deler ansvaret for enhver sjæl, der uretmæssigt dræbes. al-Tabari, bind 1, s. 315

Der er dog en yderligere lære om kvinder: Eva var oprindeligt intelligent; Allah gjorde hende dum efter Adams og Evas fald. al-Tabari, bind 1, s. 280, 281

II. Retfærdighed for Adam

Adam vidste ikke noget om at være syndig, om at modstå den naturlige trang til at gøre ondt eller om ondskab generelt. Adam og Eva fik ganske enkelt et klart valg: at adlyde eller at være ulydige. Ligeledes kan vi, hvad angår konsekvenserne af vores ulydighed, ikke påberåbe os, at det var uretfærdigt, fordi vi ikke kendte alle konsekvenserne, hvis vi var ulydige. Gud giver os valgmuligheder, og vi kan adlyde eller være ulydige.

Spørgsmål 17: Hvor er retfærdigheden i at straffe Jesus for vores synder? Hvis vores domstole skulle acceptere, at en anden blev straffet i stedet for forbryderen, ville vi ikke sige, at retfærdigheden var sket fyldest, men at uretfærdighed var blevet lagt til uretfærdighed. Vil kirken have mig til at tro, at to uretfærdigheder gør en retfærdighed?
Svar: Dette spørgsmål er egentlig to spørgsmål: retfærdighed for Jesus og retfærdighed for vores ulydighed.

Retfærdighed for Jesus: Spørgsmålet rammer præcist plet. Der er ingen retfærdighed for Jesus i dette. Jesus fortjente ikke at dø for vores synder, han behøvede ikke frivilligt at dø, og Jesus blev uretfærdigt dræbt af mennesker, og alle verdens synder blev uretfærdigt lagt på ham [i hans øjne]. Alligevel valgte Jesus selv dette. I Hebræerbrevet 12:2 står der: »Lad os rette vores blik mod Jesus, troens ophavsmand og fuldender, som for den glæde, der var sat foran ham, udholdt korset, foragtede dets skam og satte sig ved højre hånd af Guds trone.« At blive korsfæstet var på ingen måde sjovt eller en glæde, men Jesus gjorde det for det glædelige resultat, nemlig at frelse os.

Retfærdighed for vores ulydighed: Synes du, at Gud bør kalde de skyldige uskyldige, eller sige, at en vis ulydighed mod ham ikke betyder noget? Forestil dig, at du bor i et land, hvor alle andre tilhører en anden race. Du bliver anholdt for en forbrydelse, du faktisk er skyldig i, såsom tyveri. Du stilles for en dommer på den dag, hvor han behandler alle tyverisagerne. Hver eneste sag før dig, selv de tyve, der blev taget på fersk gerning, bliver frit benådet af dommeren. Når din sag kommer op, skal du betale en stor bøde og bliver smidt i fængsel i lang tid. Hvad ville du tænke: racisme? Har alle de andre bestukket dommeren? Eller handlede dommeren retfærdigt? – Sandsynligvis ikke det tredje valg. Gud er retfærdig, og Han straffer synd retfærdigt. Hvis Gud blot vendte det blinde øje til nogle menneskers synder og kastede andre mennesker i helvede for de samme synder, hvordan kunne det så være retfærdigt? For at en retfærdig Gud kan straffe nogle synder, må han straffe alle synder. Her er et andet eksempel: En teenager blev taget i at køre for hurtigt og blev stillet for dommeren. Dommeren kendte hende skyldig; derefter gik dommeren ud fra dommerstolen, tog sin dommerkappe af, tog sin tegnebog frem og betalte bøden. Ser du, dommeren var pigens far. Det ville ikke have været retfærdigt af dommeren at erklære den skyldige uskyldig eller benåde hende uden at betale bøden. På samme måde opfyldte Jesus kravene til Guds retfærdighed ved at betale bøden for os. Jesus døde for os, men fordi han var syndfri og fuldkommen, havde døden ikke magt over ham, og han opstod på den tredje dag.

Spørgsmål 18: Hvordan kan det at ofre Jesus på vegne af synderen sone en andens synd? Det ville være som at dræbe mit barn for at sone for min nabos barns dårlige opførsel. Jeg er i stand til blot at tilgive og glemme uden at kræve kompensation for små forseelser. Hvorfor kan Gud ikke gøre det? Vil han blot have blod?
Svar: Først et eksempel, derefter Guds bud om soning og til sidst spørgsmålet om blodet.

Et eksempel: Prøv dette en gang. Inviter to tvillinger på besøg for at lege med dit barn. Lad os sige, at tvillingerne ødelægger møbler og kommer dit barn til skade, og at de er lige skyldige. Fortæl den ene tvilling, at vedkommende aldrig mere er velkommen i dit hjem, og fortæl den anden, at det er i orden – vedkommende kan bare fortsætte med at lege. Se så, hvor meget respekt tvillingerne – og dit barn – har for din autoritet. Er det dét, du beder Gud om at gøre?

Kompensation: Intet oprør eller nogen ulydighed er ubetydeligt over for et væsen så stort som Gud. Ja, Gud kan tilgive, men Gud har indført »systemet«, hvor Han har lært, at der skal være kompensation for enhver synd. Vi kan diskutere med Gud om, at Han burde have skabt sit univers mere efter vores smag, men det er som en rotte, der diskuterer med en husejer om, at hans hus bør være mere »gnavervenligt«. Gud indprentede denne sandhed hos jøderne, fra Moses’ tid til Kristi tid. Islam har generelt været fuldstændig blind over for den allerstørste betydning af alle ofrene i Det Gamle Testamente. Vi har Dødehavsrullerne og andre manuskripter, der viser dette fra før Kristi tid, og Kristus bekræftede Toraen, der gik forud for ham. Toraen indeholder en enorm mængde detaljer om behovet for ofre og hvordan de skal udføres, så at benægte dette er at skelne mellem Guds budbringere. Under alle omstændigheder meldte Jesus sig frivilligt til det ultimative offer for at opfylde retfærdighedens krav om soning for alle synder mod den Hellige Gud. For dem, der tager imod gaven i form af Jesu offer, kræver Gud nu ikke længere soning.

Blod: Som Kain måske ville have spurgt: Hvorfor blod og ikke noget andet, som f.eks. frugt og grøntsager? Hvorfor ikke penge eller endda at hugge hænder af? Gud sagde, at et væsens liv er i dets blod (3. Mosebog17:11 , 14), og de blodige ofre i Det Gamle Testamente var en forløber for Kristi store offer. Ud over det siger Skriften ikke noget. Skriften er dog meget tydelig på, at det skulle være blod. Man kunne måske være respektløs og sige til Gud, at han burde have fortalt Moses og israelitterne noget andet, men faktum er, at den Alvidende ikke bryder sig om vores forslag. Vi må erkende, at beviserne er overvældende for, at Gud valgte blod, og vi kan enten acceptere eller afvise hans ord.

Her er vers fra Toraen, der viser, at det måtte være blod, efterfulgt af Dødehavsrullerne fra Kristi tid eller før, som indeholder disse vers.

Vers om offerblod

Tidlige skriftruller

Datoer

Første Mosebog 4:3-5

4QGenb (=4Q2)

50-68 e.Kr. eller muligvis senere

2. Mosebog 12:7

4QpaleoGen-Exodl (=4Q11), 4QpaleoExodm (=4Q22)

usikkert,

200–175 f.Kr.

2. Mosebog 12:13,22

4QpaleoExodm (=4Q22), 4QExodc (=4Q16)

200–175 f.Kr.,

usikkert

2. Mosebog 12:23

4QExodc (=4Q16)

usikkert

2. Mosebog 24:6, 8

4QpaleoGen-Exodl (=4Q11)

usikkert

2. Mosebog 29:12, 16, 21

ikke bevaret før Kristus

-

2. Mosebog 29:20

4QpaleoExodm (=4Q22)

200–175 f.Kr.

2. Mosebog 30:10

4QpaleoExodm (=4Q22)

200–175 f.Kr.

3. Mosebog 1:5

4QLevc (=4Q25)

usikkert

3. Mosebog 1:11

4QLevb (=4Q24); pap4QLXXLevb

usikkert

3. Mosebog 1:15

4QLevb (=4Q24); 4QExod-Levf (+4Q17)

usikkert; ?

3. Mosebog 3:2,8

4QLeve (=4Q26a)

3. Mosebog 3:13

pap4QLXXLevb ; 4QLevc

?; usikkert

3. Mosebog 4:5

MasLeva (Masada)

før år 73 e.Kr.

3. Mosebog 4:6, 7

pap4QLXXLevb ; MasLeva (Masada)

?; før år 73 e.Kr.

3. Mosebog4:16 , 17

ikke bevaret før Kristus

-

3. Mosebog 4:18

pap4QLXXLevb

3. Mosebog 4:25

11QpaleoLeva

3. Mosebog4:30 , 34

ikke bevaret før Kristus

-

3. Mosebog 5:9

pap4QLXXLevb

3. Mosebog 6:30; 7:2, 14

ikke bevaret før Kristus

-

3. Mosebog8:15 , 19, 23, 24, 30

ikke bevaret før Kristus

-

3. Mosebog 9:9, 12

MasaLevb (Masada)

før år 73 e.Kr.

3. Mosebog 14:6, 14

ikke bevaret før Kristus

-

3. Mosebog 14:17

4QpaleoLeva

3. Mosebog14:25 , 28, 51

4QLev-Numa (=4Q23)

usikkert

3. Mosebog 14:52

11QpaleoLeva ; 4QLev-Numa

ca. 200 f.Kr.; usikkert

3. Mosebog 16:14

ikke bevaret før Kristus

-

3. Mosebog16:15 , 18, 19, 27

4QLev-Numa (=4Q23)

usikkert

3. Mosebog 17:11

QpaleoLeva ; 4QLevd (=4Q26)

3. Mosebog 17:6

4QLevd (=4Q26)

usikkert

3. Mosebog17:12 , 13, 14

ikke bevaret før Kristus

-

4. Mosebog 18:17

ikke bevaret før Kristus

-

4. Mosebog 19:4

4QNumb (=4Q27)

30 f.Kr. – 20 e.Kr.

4. Mosebog 19:5

4QNumb (=4Q27); 5/6HevNuma (Nahal Hever)

30 f.Kr. – 20 e.Kr.; sandsynligvis 1. århundrede e.Kr.

4. Mosebog 35:33

4QNumb (=4Q27)

30 f.Kr. – 20 e.Kr.

Femte Mosebog12:23 , 27

ikke bevaret før Kristus

-

Muslimer mener generelt, at Toraen er blevet forvansket. Men hvis blot nogle få af disse, fra før Jesu tid, blev bekræftet af Jesus, så er det sandt, at Gud kræver blod for synd.

Alle bibelcitater er fra BSB, medmindre andet er angivet.

af Steven M. Morrison, PhD.